Mennesket (Hel novelle)

Mennesket

Af Martin Schjönning

Det snurrede underligt i hans hånd da han vågnede. Solen hang, skælvende og med åbenlyse tømmermænd, og gloede bedugget ind ad soveværelsevinduet. Dens stråler banede sig vej gennem smoggen udenfor, og ind i lokalet. Fandt hans øjne. Varmede hans øjenlåg.

Vrangvillig kneb han øjnene sammen. Mørket og vægtløsheden havde stadig kløerne i hans sind. De ville ikke slippe ham, men forsøgte ihærdigt at trække ham ned igen. Ned på bunden af søvnen, hvor intetheden lokkede med lyksalig ligegyldighed.

Han ville sove. Bare sove. Han forsøgte at lukke sin hjerne ned, men den var allerede aktiveret og vågen. Selvom den var træt sagde dens irriterende logik ham at når solen skinnede var det morgen. Og så skulle man vågne og stå op.

Den snurrende fornemmelse i hånden begyndte at genere ham. Det føltes som om den sov, men det værkede ikke i den på helt samme måde. Med et mentalt suk opgav han jagten på søvnens velsignelser. Den insisterende sol og hans hjerne havde i fællesskab besluttet at udsætte den magelige, gradvise nedsænkning i stimuli-berøvede sorthed, som hans krop krævede.

Ærgerlig satte han sig op i sengen og åbnede meget langsomt øjnene. Lydløse supernovaeksplosioner funklede kortvarigt i hans hoved. Han blændedes af solen til trods for at den kun nåede ind til ham som et diffust spøgelse af lys. Langsomt vænnedes hans blik til lyset mens vand løb ned ad hans kinder i små baner.

Han fokuserede på sin hånd. Forsøgte at stille skarpt på den. Den så ud som den plejede. Fem lange, skæve fingre, strittende ud fra en mellemhånd med klart markerede blodårer. Under normale omstændigheder en spændstig hånd, der var stærkere end den så ud til. Nu var den en fremmedartet samling af kød og knogler, der nok lignede hans hånd, men føltes helt anderledes.

Han kunne kun bøje sine fingre ganske lidt, hvis han ikke tog den anden hånd til hjælp, og når han gjorde det syntes der ikke at være andet i dem end sand. Sand der løb frem og tilbage inde i fingrene afhængigt af hvordan han vendte og bøjede dem.

Mystificeret rejste han sig, greb sin slidte morgenkåbe fra dens faste plads på kanten af klædeskabslågen og stavrede ud i køkkenet kun iført den, sine underbukser og de tennisokker han havde sovet med på fødderne.

Stadig halvvejs bedøvet af træthed satte han kaffe over med den fungerende hånd. Den anden forsøgte han at ruske liv i uden held. Prøvende slog han den ned mod køkkenbordets laminatflade. Igen mærkede han intet andet end sandet der rutschede rundt inde bag huden.

Mens den forkalkede maskine snorkede og prustede sig gennem ti kopper begtyk kaffe rodede han i køleskabet efter noget spiseligt. Hans krop skreg på næring. Han havde ikke været god ved den på det sidste. Heller ikke på det sidste.

Mellem mugnende, uidentificerbare substanser og indtørrede ruiner af halve måltider fandt han et rugbrød og en bakke smør. Intet af pålægget virkede tillokkende eller overhovedet helbredsmæssigt forsvarligt at indtage. Han pakkede rugbrødet ud af posen, og skubbede rundt på det beskidte service der fyldte størstedelen af køkkenbordet, for at få plads til at skære det. Den lammede hånd lagde han, som et vægtlod, oven på brødet, men det var stadig uhyre bøvlet at bakse kniven igennem det. Han bandede da den første halve skive blev skåret skævt af, og dryssede ud på det beskidte bord i små fragmenter.

Kaffemaskinen gav et gevaldigt, harkende, spruttende host fra sig. En mekanisk dødsgurglen, der fik ham til at fare sammen. Skoldhed, grynet kaffe kastedes til alle sider i små forvirrede stænk. Et eller andet i maskinen var brudt sammen og slået læk. En kogende dråbe ramte ham under øjet.

Han smed kniven fra sig i afmagt, fattede den gamle bulede ståltermokande og forsøgte at redde så meget af maskinens afskedsproduktion som muligt. Han havde lige skruet låget på den, og i samme øjeblik opgivet at gøre noget ved den syndflod af velduftende muddervand der flød ud over bordet, ned ad skabet og ud på gulvet, da han opdagede blodet.

Kanden var smattet ind i blod. Røde mærker dekorerede også dele af kaffemaskinen. Og hans morgenkåbe. Han kløede sig undrende i håret med sin slumrende håndryg. Og tværede dermed blod ud i panden på sig selv.

Mere betaget end egentligt overrasket betragtede han igen sin hånd. Blodet tapløb fra et bredt flosset sår der stak dybt ned i håndens kød, men han følte intet. Ingen smerte overhovedet. Ikke engang den lystige rislen af blod ned over fingrene.

Han overvejede et kort øjeblik at lade hånden bløde, men tændte så for den kolde hane og skyllede såret. Han opdagede et også rugbrødet var smurt ind i den røde, klæbrige livssaft. Brødsaven lå, ligeledes besmykket, og glimtede skyldigt. Hvordan havde han ikke opdaget at han skar sig?

Det bedste han kunne finde at forbinde såret med var køkkenrulle og malertape. Det virkede forbløffende godt. Blødningen standsede. Følelsen af kurende sand – og intet andet – under huden var begyndt at pirke højere oppe af hans arm.

Han kiggede på én gang anklagende og skyldbevidst over på computeren der tronede i den anden ende af det smalle spisekøkken. Men hvis det var derfor, burde armen så ikke gøre ondt ad helvede til? Kramper, forstrakte muskler, selv skøre knogler, havde han hørt om. Men en arm der pludselig holdt op med at føle … Aldrig.

Computeren var det mest velholdte objekt i hele lejligheden. Selvom den var plettet af nikotin og kaffe og sine steder indkapslet i klæbrigt støv, kørte maskinen upåklageligt. Den stod tændt. Den stod altid tændt. Dens monotone brummen var som en moders vuggevise – beroligende, kærlig og intim. Han så fra maskinen og ned på sin ubrugelige hånd. Øjeblikkeligt begyndte abstinenserne. Han kunne jo ingenting når kun musehånden virkede!

Desperationen steg op i halsen på ham. Det var som om hans luftrør snøredes sammen med sytråd. Han begyndte at rode i de bunker af pizzabakker og reklamer der dækkede alle vandrette flader i lejligheden. Ænsede ikke da en dynge af sammenkrøllede coladåser og hjemmebrændte cd’er skramlende røg på gulvet.

Endelig, under en æske med elektroniske smådimser, fandt han telefonen. Den var for længst gået ud af mangel på strøm, men opladeren hang heldigvis fra et stik i væggen. Han forbandt de to dele, og telefonen lyste op i et kort sekund. Batteriindikatoren larvede sig over skærmen.

Han opdagede at hans skulder nu også var sat ud. Hans kød var bedøvet fra nakken og ud til fingerspidserne. Grænseområderne mellem det vågne og det sovende kød sitrede svagt. Et lavmælt piv undslap ham.

Med sin raske hånd aktiverede han mobilen, tastede koden og begyndte at lede telefonbogen igennem. En vredladen stemme i baghovedet mindede ham om, at han aldrig havde indskrevet nummeret til lægevagten eller skadestuen. Til gengæld havde han vist efterhånden skabt et arkiv over hver eneste fastfood-biks inden for de nærmeste fem kilometer. Computerens brummen antog en skadefro tone. Det ville koste værdifulde minutter at slå nummeret op på nettet.

Han opgav jagten. Det eneste han kunne huske i hovedet var alarmnummeret. Han tastede det hurtigt ind og ringede op.

”Alarmcentralen.”

Han lagde på øjeblikkeligt. Hvad skulle han sige?

”Goddag, min arm er holdt op med at virke, fordi jeg har overbelastet den ved at spille computer non-stop i tre år!”

Han rystede på hovedet. En besynderlig og ubehagelig fornemmelse af skam sneg sig ind på ham.

”Goddag, jeg har intet liv og nu er konsekvenserne begyndt at melde sig – hjælp mig!”

”Goddag, jeg er en idiot uden venner. Jeg vil gerne reddes fra mig selv!”

”Goddag, jeg vil gerne behandles selvom jeg ikke fortjener det!”

Rådvildheden rev og flåede i ham, om kap med beskæmmelsen. Anger og angst blandede sig hurtigt i den indre dialog. Imens begyndte hans ryg så småt at gruse til. Da følelsesløsheden nåede om på maven og nærmede sig hans skridt tog hans indre hulemand beslutningen for ham. Han tastede nummeret igen.

”Alarmcentralen.”

” … ”

”Hallo? Det er alarmcentralen. Hallo?”

”Goddag, mit navn … Jeg … Øh … ”

”Prøv at tage det helt roligt. Træk vejret. Hvad er Deres navn og adresse?”

”Jeg … Min hånd … ”

Det var så længe siden han havde talt med et rigtigt, levende menneske. Det virkede overvældende, frygtindgydende, at der for enden af de signaler hans mobil sendte ud, sad et væsen af kød og blod. En kvinde at dømme på stemmen. Han forestillede sig hvordan hun så ud, baseret på den talevante, myndige stemmeføring. En midaldrende dame. Pænt hår og nydelig smag i tøj, selvom hun arbejdede et sted hvor ingen kunne se hende. Et menneske, men mere end det: en person.

”Hallo? Er De der endnu?” spurgte kvinden.

Han tog en dyb indånding. Han måtte fortælle hvad der var sket. Køkkenrullen på hans hånd havde revet sig løs fra den tørre malertape. Blod piblede frem.

”Jeg …”

Telefonen ramte gulvet med et brag.

Vantro så han på sin raske hånd, der åbenbart ikke længere var rask. Den var frosset i den stilling der havde holdt om telefonen. Holdt om den, men ikke hårdt nok. Fra gulvet lød den myndige stemme fjernt:

”Dette er et akut alarmnummer. De skulle skamme dem!”

Så blev opkaldet afbrudt.

Han ville have råbt sit navn og adresse, men hans kæbe lystrede ikke. Den var fuld af sand. Sand, der havde spredt sit endnu mere og endnu hurtigere end han havde forventet. Det snurrede allerede i hans lår.

Med en spastikers ukontrollerede bevægelser stavrede han de få, men anstrengende skridt ind på soveværelset. Hans ben satte ud en meter fra sengen, og han tumlede fremefter for at lande i en umage position, med ansigtet halvvejs boret ned i hovedpuden.

Kun den øverste del af hans ansigt virkede nu. Han kunne høre, se, lugte og smage. Han kunne mærke sulten i maven, og føle hvordan sengetøjets støv fandt vej ned i hans svælg. Tørsten meldte sig prompte.

***

Tiden gik. Meget langsomt. Hans tunge svulmede op i munden, og tillod kun minimal luftgennemstrømning. De raspende åndedrag føltes som ståluld mod gane og drøbel, og en konstant kilden i luftrøret gnavede i hans allerede hårdt prøvede sind.

Synerne dukkede op. Først som bugtende skyggefingre i udkanten af synsfeltet. Senere, da det gik op for ham at hans øjne var lukkede, udviklede det sig til fuldblodshallucinationer. De fandtes kun i brøkdele af sekunder, men fortalte historier der varede i tusinder af år. Og han glemte dem øjeblikkeligt de var forbi.

Solen forsvandt over husets tag, og senere ned bag den usynlige horisont. Han blev efterladt i mørket, i sin livløse krop. Som han lå der, så hjælpeløs som muligt, mens afføring løb ned ad benene og fluer lagde æg i hans øjenkroge, gav han slip. Hans lamme hænder kunne ikke længere holde tøjlerne. Hans døende legeme var en fængselscelle hvis porøse mure lige så langsomt knustes under deres egen vægt.

Da de fandt ham smilede han stadig. Et smil der kun kunne smiles af det frieste menneske i verden.

4 responses to “Mennesket (Hel novelle)

  1. hej Martin. det er en fantastisk novelle. først grinede jeg i flere minutter over de formidable beskrivelser af ganske almindelige dagligdags ting, og til sidst var jeg lige ved at græde. den sidste sætning var den aller bedste! mor

  2. Kære Martin Schjönning,

    Tak for novellen. Jeg blev dybt berørt af den; den slog på en streng af sælsom melankoli jeg har siddende i maven. Den tætte stemning af tristhed og ensomhed kravlede ind under huden, og trak tårer – den forløsende slutning gjorde dog at tristheden var forbigående, mens tænksomheden forblev. Det er en meget flot fortættet fortælling du der har begået. Dejligt at læse ord fra din hånd. Glæder mig virkelig meget til at læse din kommende roman! 🙂 Håber falder et par noveller af i ventetiden.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s