Den første var en kvinde. Jeg kalder hende Maria, efter min kone. Hun er den eneste jeg har givet et navn. Jeg gik gennem jernbanetunnellerne. Ved en forladt station holdt jeg et hvil.

Stationen er komplet. Bænke, affaldsspande, lamper, rulletrapper. Det hele er der endnu, halvt skjult under årtiers støv og spindelvæv. Engang tilbragte en flok graffitimalere hver aften hernede, men selv deres skrigende og ulæselige ”kunst” er nu dækket af ælde. Sort vand er løbet ned over væggene. Ammoniakudtrækket mellem fliserne er vokset til kolonier af svampet snavs. Det rustfri stål er belagt med rust.

Her er så vidunderligt stille. Her og der kan man stadig skimte håbløst umoderne frisurer på skuespillere der reklamerer for en eller anden musical. Græsset er sikkert for længst groet henover disse stjernebørn.

Stationen henligger i tæt mørke. Jeg behøver ikke længere lommelygte for at finde rundt. Jeg tæller trin og skridt og kan mærke skiftene i den overflade jeg betræder. Jeg satte mig på en bænk. Hele betonvæggen bag mig brokkede sig med en knasende lyd, og bænkens metaldele hvinede sagte, men den holdt. Jeg vejer ikke så meget. Jeg ventede til alle lydene havde fortaget sig, og til rotterne var holdt op med at pile rundt, overraskede over de pludselige lyde. Da der blev stille slappede jeg af i mine muskler. Jeg var et med mørket og stilheden. Jeg flød igennem sortheden, som et barn i moders liv. Jeg lod mig opsluge af afgrunden.

Da dukkede hun op. Hun kom ud fra den korridor der fører op til billetkontoret og aviskiosken – et niveau over selve sporet. Til at starte med var hun blot en bevægelse – en sort kat i mørket. Jeg sagde ingenting, af frygt for at forskrække hende, hvis nu hendes øjne var vant til lys.

Måske havde hun ikke opdaget mig. Mennesker kommer herned af alle mulige grunde og jeg taler sjældent med dem og de går hurtigt igen. Det gik op for mig at hun havde retning imod mig, meget målbevidst. Hun kunne sagtens se – måske endda bedre end jeg selv. Jeg kunne skimte hendes ansigt da hun kom helt tæt på. Det var smukt, så utroligt smukt. Hendes kinder var blege, men hendes store øjne var mørke og magiske. Hendes hår var klippet kort, men på samme måde som i jazztiden. Hun var iført en festkjole i et eksotisk snit jeg ikke er bekendt med. Hendes bare arme hang dovent og leddeløst fra hendes skuldre, men det gjorde kun hendes gang mere rovdyrsagtigt elegant.

Jeg lænede mig tilbage på bænken, da hun var nået helt frem til mig, og så op på hende. Hendes bryst var smalt, men på ingen måde uattraktivt. Hendes hage var en smule spids. Hun drejede sig, og satte sig ved siden af mig.

Anonymt Bidrag findes i horror-antologien Velkommen til Dybet, Tellerup 2011.