Uddrag af Træ

Mylins store ravgule øjne løb i vand. Natteluften slog imod hendes ansigt, og hendes runde ører blafrede. Den buldrende lyd af fart sang i hendes hoved. Hun fik fat i den næste gren med det yderste af kløerne, og svingede rundt om den et par gange af ren fryd, før hun slap og susede gennem luften igen. Hun lo – en overstadig og svært smitsom skvaldren – gennem sine spidse tænder.

”Perfekte tænder”, tænkte Alskin, der svang sig bag Mylin, og beundrede hende på afstand. Hendes yndefulde spring og akrobatiske gliden gennem natten tog pusten fra ham. Mylin var slank og muskuløs på en senet måde, med de største, de smukkeste, øjne Alskin havde set. Hendes pels havde en blåsort kulør – skinnende og gnistrende i lyset fra stjernerne – og så uopnåeligt ædel ud i forhold til Alskins egen gyldenbrune pragt.

De svang sig i Træs utallige stærke arme, hvis bark var tykkere end panserpaddeskind og dybt møkebrun, næsten spøgelsesgrå i det summende mørke. De randhårede purpurfarvede blades knivlignende form stod skarpt frem. Hvert blad var stort nok til at Alskin kunne rulle sig ind i det, og bruge det som ly imod nattekulden.

Alskin udså sig en genvej. De var på vej østover, mod deres eventyrlige destination, og Mylin svang sig i en stor halvcirkel, et sted hvor Alskin sagtens kunne afskære hende ved at fortsætte lige ud. Der var kun tre-fire meter ned til det næste lag af grene. Overalt hvor de to kom frem væltede forvirrede fugle ud af deres reder, og skræppede modige advarsler; slumrende insekter blev brat vækket og steg i tusindtal, som hvidgrå skyer ud fra deres boer; kulsorte, sølvøjede kæmpeflagermus krydsede de to grensvingeres spor.

Pludselig kunne Alskin høre Mylin råbe forude. Vinden brusede for højt i hans ører, til at han kunne skelne de enkelte ord fra hinanden, men hun lød forskrækket. Billeder af ham selv, som den heltmodige redningsmand eller den omsorgsfulde trøster dukkede op i hans hoved. Mylin havde en grænseløs fantasi og havde sikkert bildt sig ind at et eller andet uhyre var efter hende.

Han svingede rundt om en gren og satte bagkløerne i den furede bark. Mylin var et sted til højre for ham. Han opfangede at hun råbte.

”… herhen, din galning. Den er vågen om natten!”

Han anede ikke hvad hun mente, men følte heltemodet sive ud af ham. Bag ham lød en sær gurglen, en form for drakonisk skurren, og en blomsterdues paniske skrig. Fuglen baskede hovedkulds forbi ham, og fortsatte op gennem bladhænget der hang fra den næste etage af grene. Grenen han stod på begyndte lige så stille at vibrere, lige så langsomt at hælde nedefter.

Mylin så blodkatten tage form bag Alskin, der stod stille i en art lydløs panik. Uhyret var næsten fire gange så stort som Alskin. Mylin sprang blindt ud i luften, og greb, ved et rent lykketræf, en gren så hun kunne komme videre. Blodkattens smalle øjne lyste hvidt, mens den nærmede sig sit paralyserede bytte. Dens knurren var i sig selv nok til at få grenen til at ryste.

Alskin vidste at han burde være flygtet for længst. Det ukendte monster bag ham kom nærmere og nærmere. Men dets snerren, det afgrundsdybe basvibrato, satte hans nerver ud af spillet. Det lammede ham. Han sad fast, som en flue i et edderkoppespind.

Blodkatten havde ikke travlt. Den lugtede kød og marv. Den lugtede frygt. Den fortsatte sin snerren, så maden ikke ville stikke af. Den skruede endnu en oktav ned, lagde lyden længere ned i svælget. Snart ville maden synke besvimet om og så kunne den æde. Den kom helt frem til maden og lagde langsomt sine udspilede kæber omkring dens hoved.

Mylin så Alskins store rødlige øjne, de smukt afrundede ører, hele hans ansigt, forsvinde ind i gabet på blodkatten. Hun var kun et spring fra den nu. Alskin bevægede sig stadig ikke. Hun fik fat om en gren, og slyngede sig selv imod bæstet med et højt og hvinende krigshyl og kløerne fremme.

Alskin så passivt og rædselsslagen til mens uhyrets blodrøde gane passerede forbi, flankeret af fire rækker af skarpe, savlglinsende hugtænder, der sad skiftevis som takkerne på en sav. Resterne af tidligere måltider sad indlejret i mellemrummene. Uhyrets hede ånde omsluttede Alskin, som en kokon af kvalmende tåge. Han sank ned i den grusomme knurren, som var den et af Træs skålformede dyndhuller. Da følelsesløsheden næsten var komplet hørte han skriget.

Blodkattens trommehinder blævrede og smertede. Som en klo langs rygraden skar skriget gennem natten og dens egen stemme. Dens gab låste sig fast i dets udspændte position – ikke fordi det var lammet, men af ren og skær irritation og forbløffelse.

Alskin følte den enorme rovdyrmund rigle sig fast, og mærkede med ét blodet strømme ud i hans lemmer. Det gjorde ondt, men smerten var kærkommen ovenpå den ubarmhjertige følelse af ingenting. Han slap taget i grenen med bagkløerne og lod sig falde ud af gabet.

Mylin så Alskin falde og vendte i luften, så hun nu fór ned imod ham. Hvis han stadig var lammet måtte hun gribe ham. De to fortsatte ned gennem blade og smågrene, gennem en lygterosebusk og videre endnu. Over dem brølede blodkatten rasende, og sprang efter dem. Mylin

havde skreget sine lunger tomme og hun og bæstet tilsammen havde vækket hele området. Overalt lød forskrækkede pip og hvinen, flaksen og kratten. Bittesmå lysegrønne bladhaleegern pilede i alle retninger.

Alskin tumlede gennem løvet. Rundt og rundt og rundt, indtil han landede tungt på ryggen, på en bred gren, i en støvsky af svampesporer og pulveriseret lav. Over sig så han Mylin falde. I sidste øjeblik strakte han forbenet ud, mens han borede samtlige kløer og tænder ind i den knastørre bark. Mylin greb den udstrakte klo og det gav et våndefuldt smæld i Alskins forben. Lynhurtigt kravlede Mylin op, og Alskin sprang op på bagbenene. De så sig om, mens de hørte blodkatten nærme sig med afmålte spring fra gren til gren.

”Hvad skal vi gøre?”, hviskede Alskin

”Springe!”, svarede Mylin, og sprang ud i natten. Alskin fulgte efter hende.

”Kan den ikke fange os?”, spurgte han, mens de susede mellem bladene, og henover en tørstende rødtjørn, tæt nok på til at afsætte duft på den. Forhåbentligt ville blodkatten storme direkte ind i den farlige plante.

”Nej, de er langsomme. Det er derfor de synger”, svarede Mylin.

”Kalder du dét at synge?”, sagde Alskin, ”den forfærdelige lyd!”

”Min far kalder det at synge”, kundgjorde Mylin, som om hun talte med Træs Stemme. Alskin vidste at det var umuligt at tale imod noget hendes far havde sagt.

De fortsatte i så lange spring som muligt, ind i fredeligere områder af Træ. Fredeligere, men for Alskin aldeles ukendte. Her summede nataktive insekter rundt – kuglefede mørkegrønne vingebiller og spøgelsesagtige transparente sommerfugle. Lyset fra månen faldt i kaskader ind mellem bladene og de lukkede kandeblomster. Efter mange spring var de sikre på at katten var for langt bagude til at være en trussel.

2 responses to “Uddrag af Træ

  1. Pingback: Min novelle er udvalgt! | Martin Schjönning

  2. Pingback: Ros til Ny Dansk Fantasy 2012 | Martin Schjönning

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s