Reception mellem horder af udøde

I slutningen af marts kommer zombierne væltende ind over min adopterede hjemby, Odense. D. 23.-25. åbner Odense Musikbibliotek portene og slipper de udøde løs – heriblandt dem der er med i min næste bog, Kværnen.

Der vil være officiel udgivelsesreception for Kværnen fredag d. 24. marts klokken 16, hvor Musikbiblioteket og jeg inviterer alle på lidt mundgodt og en kort introduktion om bogen. Der vil naturligvis være mulighed for at købe et signeret eksemplar af krabaten. Senere på dagen, klokken 19.30, deltager jeg i en paneldebat med Amdi Silvestri og Patrick Leis om zombierne og hvorfor denne undergenre nægter at dø – eller rettere hvorfor vi nægter at lade den dø.

Læs mere om Odense Zombie Festival her.

Og endelig er det blevet tid til at offentliggøre forsiden! Tom Kristen og jeg havde en hel del ideer oppe at vende, hvoraf mange blev udtænkt på det legendariske værtshus Bo-Bi Bar. Vi forsøgte os med noget abstrakt, men besluttede os for at det kun virkede hvis man kendte historien lige så indgående som os – Toms smukke motiv endte dog med at pryde indersiden af coveret. Jeg fostrede selv en idé om en forside inspireret af colage-agtige filmplakater, fordi der er mange karakterer og seje maskiner med i historien. Vi opdagede dog hurtigt at der er meget stor forskel på hvad man kan på en stor plakat og en meget mindre tegneserieforside.

Resultatet blev en brutal og enkel, in-your-face-forside, der forhåbentligt tiltaler fans af zombie-genren. Farvevalget underbygger den kulde og kynisme der gennemsyrer Kværnen-universet. Zombien er et koldt, hjerteløst monster, og det prøvede vi at indfange.

kvaernen-forside2

Rebecca – den ridsede linse

Hovedpersonen i Kværnen hedder Rebecca, og hun er den tredje og sidste af de personer jeg vil præsentere, inden Kværnen kommer rullende til marts.

Jeg har en tendens til at forfalde til traditionelle kønsmønstre når jeg skriver. Rebecca er en slags damsel-in-distress, men af den slags som har mere tilfælles med Imperator Furiosa fra Mad Max: Fury Road end med eventyrprisnesserne. Jeg skrev Kværnen længe før filmen kom ud, men man kan betragte Rebecca som en slags præ-Furiosa. I udgangspunktet er hun desperat, ulykkelig og mareredet, tvunget af overlevelsesdriften til at bebo en verden fuld af død og ulykker. Spørgsmålet er om hun kan hærdes tilstrækkeligt til at leve videre?

rebecca

På mange måde er Rebecca bindeleddet mellem humanismen fra før Genopstandelsen og kynismen der hersker efter apokalypsen. Hun er den menneskelige linse I, som læsere, betragter min verden igennem, og netop den slags linser har det med at være ridsede og fordreje det man ser.

Stå ret for general Ghedi!

Kværnen-universet er fyldt med ulykkelige skæbner, der er blevet banket gennem apokalypsen. Alle er forandret. Alle er hele tiden tæt på at miste forbindelsen til den de engang var.

General Korfa Ghedi er dog den samme som han altid har været. Hans tur gennem skæbnens kødkværn startede lang tid før de døde genopstod.

ghedi

I min første karakter-præsentation, om Gizela, nævnte jeg hvordan Tom Kristensens illustrationer gav hende langt mere liv og ånd end jeg oprindeligt havde tildelt hende. Med Ghedi var jeg aldrig i tvivl om hvordan han skulle se ud, og her virkede samarbejdet mellem Tom og jeg omvendt. Jeg dikterede Ghedis udseende og vejede alle Toms forslag omhyggeligt.

Ghedi er “født” med en lang og grusom, hjerteskærende og blodig baggrundshistorie, som I ikke kommer til at høre om i Kværnen overhovedet. Jeg håber at den kan blive fortalt senere hen.

Gizela, min Gizela!

De fleste forfattere har prøvet, at en karakter pludselig får sit eget liv. I Gizelas tilfælde blev jeg ikke engang opmærksom på det, før Tom Kristensen tegnede hende. 

Der er mange navngivne karakterer med i min kommende illustrerede fortælling, Kværnen. Som opvarmning til udgivelsen præsenterer jeg nogle af dem, så I ved hvad der er i vente.

giz kriger-p1b6eao2tgcld17fp1n9p1qcg1skr.jpg

Gizela er en af bipersonerne i Kværnen. Jeg betragtede hende lidt som en run-of-the-mill baggrundseffekt, der kunne understrege de sider som hovedpersonen, Rebecca, ikke besidder – egenskaber der er vigtige for at overleve i den onde, onde verden jeg har opført omkring dem.

Giz, som hun er kendt blandt venner, mistede ikke synderligt meget under Genopstandelsen, for hun havde ikke rigtigt noget til at begynde med. Dem der kender hende og tør være ærlige nok vil nok påstå, at hun passer langt bedre ind i den grusomme tid hun lever i, end i den norm-prægede epoke hun blev født. Denne sandhed har det med at gøre folk lidt utrygge i hendes selskab.

Det var Toms tegninger, der fik mig til at overveje alle disse ting. Som ren tekst var der ikke meget kød på Giz, men da hun sprang ud som illustration skete der noget forunderligt med hende. Faktisk er hun endt med at være en af mine yndlingskarakterer i Kværnen. Hun er farlig, ustyrlig, et bevæbnet barn uden opsyn. Men samtidig er hun sårbar, kuet og frem for alt: levende!

Jeg glæder mig så meget til I skal møde hende.

Jeg vælger at se fremad

Så har vi taget hul på 2017. Det markerer de fleste ved at se tilbage på 2016, der for både musikelskere og bognørder (jeg hører til begge dele) var et annus horribilis. Det virker deprimerende at skulle genleve alle de ulykker, så jeg vil hellere se fremad!

15803126_567085236823723_9051382382178861056_n

I 2017 udkommer min første illustrerede tekst. Det drejer sig om mit efterhånden ret gamle zombie-projekt, Kværnen. Sammen med illustratoren Tom Kristensen og forlaget Calibat, er jeg ved at gøre den klar til udgivelse i marts. Forhåbentligt bliver det i forbindelse med en zombie-festival som Odense-bibliotekerne arrangerer. Tom er i øvrigt aktuel med en solo-udgivelse om Martin Luther, som jeg synes I skal kigge nærmere på – se den her.

I 2017 udkommer 3. oplag af min horror-roman Afsind. Det havde jeg aldrig turdet håbe på, men det er godt nok fedt!

i 2017 kommer jeg til at færdiggøre min næste roman, der får titlen Troldfærd. Den bliver noget helt andet end det jeg plejer at lave. En mere rolig, sørgmodig bog end man normalt ville forvente fra min hånd. Den glæder jeg mig rigtig meget til høre jeres mening om!

I 2017 skal jeg skrive flere noveller. De korte historier er aldrig lige så nemme at sælge som de lange, men jeg nyder at skabe de små, fortættede universer, der danner rammen om fortællingen. Og jeg må huske mig selv på at skrivearbejdet også skal være en nydelse!

I 2017 vil jeg måske begynde skrive en opfølger til Kværnen – hvis den første bliver taget godt imod, vel at mærke. Personligt er jeg slet ikke færdig med min version af en zombie-inficeret verden eller de personer jeg har befolket den med.

I 2017 vil jeg læse mere. Det vil jeg altid. Hvem har brug for søvn?

Fuck Bella Centeret – iagttagelser fra BogForum 2016

Min post-bogmesse blues har fortaget sig, og jeg er parat til at gøre status over årets BogForum.

Jeg har deltaget i dette årlige litteratur-orgie on/off de sidste ti år. Mine roller på messen har været meget forskellige, og jeg har således deltaget som journalist, forfatter, udstiller, ekspedient og som helt almindelig civilist – nogle år i to eller tre af disse kapaciteter ad gangen. Det giver mig givetvis en form for ekstra indsigt i hvordan messen har ændret sig, siden jeg startede med at deltage, og især efter den store flytning i 2012, fra Forum i hjertet af hyggelige Frederiksberg, til Bella Centeret på en forblæst græsmark på Amager.

Jeg elsker at være på BogForum, lige meget hvilken rolle jeg udfører. Der skal virkelig meget til at ødelægge mit humør, mens jeg bevidner titusinder af læsere kaste sig grådigt over litteraturen. Igen i år blev der slået publikumsrekord med næsten 35.000 gæster. Jeg har også altid været fortaler af at blande det kommercielle med det obskure, det mainstream med det nørdede, og det nye med det gamle. I modsætning til en række kritikere og litterater, ser jeg det som en sejr for det skrevne ord, som helhed, at der falbydes krimier, science fiction, biografier, kogebøger, boghåndværk, børnefantasy og graphic novels hulter til bulter.

BogForum er et sted hvor alle kommer, og hvor krimifans udsættes for værker de ellers aldrig ville have opdaget. Hvor elitære kræsenpinde ikke kan undgå at lade sig drage, bare en lille smule, af de dyre forsider og letbenede slogans på de store forlags enorme stande. Jeg har forsvaret dette aspekt af BogForum ihærdigt, alene fordi det ligger i messens navn: Det er et forum for bøger! Ikke for en særlig genre – den slags messer har vi heldigvis også, men dette er en fejring af bøger i det hele taget.

Sådan plejede det i hvert fald at være. Trods min ret liberale tilgang til bogmarkedet må jeg erkende, at messen nu har krydset en grænse, hvor selv jeg har svært ved at acceptere udviklingen mod rendyrket konsumerisme. Det pludselige og meget dybe styrt ned i en afgrund, hvor dannelsens lys ikke skinner, er blot endnu et søm i BogForums ligkiste.

Det er uden tvivl flytningen til Bella Center, der bærer den største del af skylden. Det jeg hører rundt omkring er, at priserne for standleje er skruet smertefuldt højt i vejret. Det resulterer i, at de små forlag må deles om meget små stande, hvis de skal gøre sig håb om blot at tjene standen ind. Det er der i øvrigt rigtig mange der ikke gør – de kommer for traditionen eller med et spinkelt håb om at skabe opmærksomhed om deres virksomhed, der kan medføre et drypsalg af bøger på længere sigt.

Foruden priserne på selve standen, skal forlag og andre udstillere nu også konkurrere med selve messecenteret om gæsternes penge. I Forum kunne man let forlade messen og finde en lækker, betalelig frokost på Frederiksberg, og købe en flaskevand og lidt frugt i et supermarked, før man indtog messen på ny. Bella Center lever uhøfligt højt på, at den mulighed ikke forefindes ude i Ydre Udørk. Priserne i de sparsomt bemandede “caféer” er uhyrlige, servicen langt under standard, og der er decideret kamp om de få tilsnaskede borde, hvor man kan indtage sin tørre sandwich og oliede halve kop kaffe, som man sammenlagt lige har betalt små 100 kroner for.

Bella Center flår først udstillerne, og derefter gæsterne, så som så bruger færre penge på det, som det handler om: Bøger. Småligheden fra Bellas side er imponerende. Eksempelvis koster garderoben 30 kroner – per genstand. Har man en taske med bliver det således hurtigt prisen på en halv roman, man mister, bare for at komme af med overtøjet.

Læg dertil at selv Bella Centers enorme post-industrielle korpus, ikke er gearet til 35.000 mennesker. Gæsterne (og vi andre) stod i kø overalt, til toiletter, mad, garderobe og til selve indgangen, hvor selv dem der har forudbestilt billetter kan vente i tyve minutter. Alt virkede underbemandet og det personale der var til stede virkede uprofessionelt – jeg vil sværge på at garderobe-personalet var ansat dagen før jeg ankom!

Jeg vil gerne give hele skylden for dannelsesfaldet og de bistre kunder til messecenteret, men der skal desværre også deles røfler ud til BogForums arrangører.

Der er en rig og skøn tradition for at udstillerne stabler små og store scener op i deres stande, til oplæsninger, interviews og foredrag af de kunstnere, der ikke kan udfylde en af centerets store scener. Grundet Bellas mildt sagt forfærdelige akustik, tager mange et lille PA-anlæg med hjemmefra, og det har hidtil virket nogenlunde. I år fik husholdningsanlæggene dog kamp til stregen.

Ikke alene var der live-musik fra en af de mellemstore scener i den store sal, ofte mens der var kogebogsforfattere på den nærliggende Mad-Scenen, hvor lyden derfor var skruet vildt højt op, der var sågar et harmonika-domineret (!) folkemusikorkester, der jævnligt blæste gæster omkuld midt ude på en af de mest trafikerede passager. Denne passage leder hen til rækken af store scener, der til gengæld er begrædeligt dårligt lydisoleret, hvorfor arrangementerne der druknede i sømandsviser.

Arrangementerne på de store scener er år for år gået fra at være oplysende, debaterende og litterært indgående, til at blive mere intetsigende. Hvor vi før havde diskussioner mellem store tænkere og farverige kunstnere, har vi nu sleske, rygklappende journalister, der tydeligvist er betalt for kun at sige positive ting om de værker og forfattere der er på scenen. Der er gået Oscar-fest i BogForum, og det er faktisk det største problem overhovedet.

Det lyder måske konspiratorisk, men mon ikke de opskruede priser og den medfølgende krig for profit har noget med det at gøre? Forlagene skal kæmpe hårdt for blot at tjene udgiften til deltagelsen hjem, og så går det ikke at litteraturen de lever af bliver kritiseret. I sidste ende bliver dem der gør BogForum til noget særligt skubbet bort. De små forlag, de nystartede, de selvudgivende ildsjæle, foreningerne og idealisterne forsvinder i cirkusmusikken og stanken af fisk fra Mad-Scenen og dunsten af glögg fra standen, der kun sælger én titel, men har slæbt et helt bryggeri med på en bogmesse. Vores bogmesse. Min bogmesse. Den er ved at forsvinde.

Skal du på BogForum? Det skal jeg!

Årets største bogbegivenhed, BogForum, nærmer sig. Faktisk er det allerede i den kommende weekend! Jeg har holdt et par års pause, men nu glæder jeg mig til at tilbringe en hel weekend med at se på bøger, tale om bøger, sælge bøger, købe bøger, høre om bøger, og måske endda nå at læse lidt i bøger.

I år deltager jeg som en del af crewet for forlaget Calibat. Man kan finde Calibat på den fælles NewPub-stand, hvor vi har lejet os ind fredag og søndag, begge dage 10-14. Søndag klokken 12 har vi desuden lånt en lille scene, hvor vi præsenterer diverse udgivelser.

Jeg er der mest for Calibat, men skulle I have lyst til at kigge forbi og snakke om mine bøger, er I mere end velkomne.