Nordiske mareridt i internationalt format

Posted by Schjönning on

Carpe Diem er efterhånden så fortærsket et begreb, at selv folk fra Amager, er holdt op med at få det tatoveret. Ikke desto mindre er der grund til at tage Horats fyndord til sig, og det gjorde jeg så sidste sommer, da der skete noget, som for en hobby-forfatter herude på det genrelitterære overdrev, generelt må betragtes som at vinde i lotteriet.

Fast arbejde, en langtrukken udredning for ADHD og en indviklet flytning til helt nye livsvilkår har ikke vist sig fordrende for den schjönningske forfattervirksomhed. Der er ikke udkommet noget fra min hånd siden 2023, hvor mit ekvilibristiske, dybt nørdede Corona-projekt, En Stormnat, blev samlet op af forlaget Kandor. Ligeledes er nærværende hjemmeside ikke blevet opdateret, for der var ikke noget nyt stof at opdatere den med. Ærlig talt troede jeg, at jeg havde lagt skriveriet på hylden, om ikke permanent, så i hvert fald i den overskuelige fremtid. Men så dukkede der en mail op.

Den var fra forfatter og forlagsedaktør, Margrét Helgadóttir, der tilbød mig at deltage i en kommende antologi på engelsk, som hun havde pitchet til forlaget Solaris. For dem af jer, der ikke selv har en fod i bogbranchen, er jeg nødt til at beskrive helt hvor surrealistisk en oplevelse det er.

Som genreforfatter i Danmark er man vant til at skulle kæmpe for hver centimeter opmærksomhed, man får. Der er absolut ingen gratis frokoster her – man kan nådigst spise sin lommelune madpakke mens realismeforfatterne slubrer fiskesuppe i sig. At blive decideret castet til en udgivelse er meget få af min slags forundt, og de gange det privilegum er tilfaldet mig, har det været små con amore-forlags vidunderlige, men urentable projekter, jeg har deltaget i.

At blive udvalgt til en Solaris-udgivelse gør ikke lotteri-fornemmelsen mindre. Solaris, et imprint hos Rebellion Press, der blandt andet også driver det nærmest mytologiske britiske tegneserieforlag 2000 AD, har de sidste to årtier markeret sig med den ene bomstærke, prisbelønnede udgivelse efter den anden inden for sci-fi, dark fantasy og horror. At udkomme hos dem, er lige så meget en ære som en fornøjelse.

Føjer man til historien, at det her sker for mig; en vågeblus-skribent uden én eneste udgivelse udenfor Danmark under bæltet, og ydermere, at de andre bidragydere tæller mastodonter som John Ajvide Lindqvist, Steinar Bragi, salig Tor Åge Bringsværd og den medaljebesmykkede finske stjerneforfatter Johanna Sinisalo (som skrev forlægget til Iron Sky!), undrer det vel ikke, at jeg indledningsvist troede det var en dårlig spøg, jeg blev udsat for.

Spøgen viste sig dog at være ganske alvorligt ment, og med stor ydmyghed og lettere befippet kastede jeg mig over opgaven. Der skulle bankes noget rust af skrivefingrene, og jeg måtte gen(op)finde mit skrevne sprog. Til min store lettelse indebar tilbuddet, at jeg måtte skrive en ny originaltekst på dansk, og den efterfølgende redaktionsproces med en engelsk oversætter har været både ny og spændende for en provinsdreng som mig. Jeg er ganske stolt af mit bidrag, der udkommer under titlen ”Neither Heaven nor Hell”, og berører emner som klimaforandringer, senkapitalisme og nogle af de udfordringer man møder tidligt i livet som LGBTQ-person – alt sammen nænsomt pakket ind i tyngende, forhistoriske rædsler.

Nordic Nightmares: The Best of Nordic Horror, som antologien kommer til at hedde, udkommer til efteråret, og ser ud til at blive en umådeligt gedigen udgivelse. Jeg er særligt begejstret for at se både Grønland og Færørerne repræsenteret som særegne litterære områder, og ser frem til at fordybe mig i horror med afsæt i de nordatlantiske kulturer – noget jeg paradoksalt nok ikke har set mange eksempler på på dansk! Endvidere glædes jeg ved, at den anden danske deltager er ingen ringere end Mikkel Harris Carlsen, som jeg har den dybeste professionelle respekt for, og endda haft givende samarbejder med før. Jeg har absolut ikke fortrudt at jeg ”greb dagen”, da den bød sig til, tværtimod.

En komplet liste over bidragsydere findes her.

Kronologiske perceptionsforstyrrelser

Posted by Schjönning on

D 24. februar udkommer min nyeste bog, en lille sag, jeg har valgt at kalde En Stormnat. En Stormnat er mange ting – et sprogligt eksperiment, en spøgelseshistorie, et fragment af en filosofisk samtale – men den er allermest et eksempel på historisk fiktion. Men hvad er det egentlig før en størrelse?

Bare så I er advaret: Det her bliver en af de lange! Jeg gør mig konstant tanker om historien, og særligt hvordan den er nærmest umulig at studere objektivt og udlægge ærligt. Vores læsning er altid subjektiv, altid forankret i vores egen tid og de omstændigheder vi selv er vokset op under. Kilderne er altid forvanskede, censurerede, mangelfulde eller holdningsbetonede. Men i virkeligheden er det vel også alle disse usikkerheder, der gør det så spændende at beskæftige sig med. Men uproblematisk er det bestemt ikke.

Hvis jeg eksempelvis sætter mig ned i dag, i 2023, og skriver en fiktionstekst om livet blandt slavehandlere og plantageejere i Vestindien i 1700-tallet, støder jeg øjeblikkeligt ind i et problem. For disse slavehandlere var mennesker ligesom du og jeg. De boede sammen i familier, i huse der essentielt ikke adskiller sig fra vores. De spiste tre måltider om dagen. De fik børn, uddannede sig, holdt kæledyr, fejrede fødselsdage, de forelskede sig, de skændtes, de havde livretter og skrev poesi. De var helt igennem ligesom os – i stand til at tro helhjertet på en frelsende gud, til at ofre sig for fællesskabet, til at elske betingelsesløst. Og så kidnappede, købte og solgte de andre mennesker og arbejdede dem ihjel i sukkermarkerne.

I ved selvfølgelig allerede, hvad forfatterens problem er her. I vores moderne øjne og oplyste sind, er disse personer ufølsomme monstre, underordnet at de i deres egen samtid betragtede sig selv, og blev betragtet af andre, som normen! Jeg er personligt ikke uenigt i de moderne øjnes karakteristik. Moderne læsere ville kun svært acceptere en roman, der udspillede sig blandt den hvide elite på Skt. Croix, hvis denne gruppe blev portrætteret som normale, tænkende, følende mennesker. Disse læsere ville forvente at forfatteren anvendte en slags optisk linse, der viser historien i det perspektiv vores egen tid finder acceptabel.

Ingen poesi efter Auschwitz

Hermed ville den historiske fiktion naturligvis blive uærlig, grænsende til utroværdig, og man ville som forfatter være nødt til at gå på kompromis med realismen. Det redeligste ville jo være at beskrive deres forhold til slaverne som hvis man skulle beskrive vores forhold til køkken- og landbrugsmaskiner, og så ellers lade handlingen forløbe på den baggrund, uden skelen til den etiske og humanistiske udvikling der er sket sidenhen, men at gøre det ville utvivlsomt blive betragtet som en grov udeladelsessynd fra forfatterens side.

Jeg har ikke valgt at skrive om slaveriet (i hvert fald ikke i denne omgang), men et nærliggende eksempel til sammenligning, hvor jeg gør noget næsten lige så potentielt farligt, er min novelle Hvor Danmark er Allersmukkest, i antologien 1900, der udkom sidste år. Her er min hovedperson en af de danske østfrontsfrivillige under Anden Verdenskrig. Under udarbejdelsen af den tekst tænkte jeg ofte på Adornos berømte postulat: ”Nach Auschwitz ein Gedicht zu schreiben, ist barbarisch” – at digte efter Auschwitz er barbarisk! Hermed forpurrer og bandlyser han på sin vis a priori ethvert forsøg på at æstetisere holocaust, krigen, forbrydelserne, umenneskeligheden, for det kan – efter hans mening – ikke gøres med moralsk duelighed. Ifølge Adorno kan kunsten simpelthen ikke bruges til at beskrive noget så hæsligt, ikke uden en risiko for at sensibilisere og hvidvaske det hæslige. Han var dog også fortaler af, at man alligevel forsøgte, så længe man var sig risikoen bevidst, og mente, ligesom jeg, at netop kunsten kan bidrage til at fatte det ufattelige, ved at behandle emner som masseudryddelser og slaveri.

En Stormnat er langt mindre politisk kontroversiel (sammenlignet med Hvor danmark er Allersmukkest er den helt hyggelig), men problemet med at skrive i en anden samtid end min egen, udfordrede mig alligevel under hele skriveprocessen. Romanen foregår i 1948, men selv på så relativt kort historisk afstand er måden vi opfatter ting på radikalt forandret. Jeg taler her om måden vi opfører os på, måden vi betragter andre mennesker og samfundets helhed på, hvad vi vægter som det vigtigste i tilværelsen, altså vores samlede tankemønster og følelsesspektrum. Alene sådan noget som kollektiv tidsopfattelse forandrer sig løbende.

Jeg har forsynet En Stormnat med et fyldigt efterskrift, hvor jeg gennemgår mange af de overvejelser, jeg har gjort mig under tilrettelæggelsen og nedfældningen af teksten, så dem vil jeg ikke komme ind på her. I stedet vil jeg prøve at illustrere, hvad en af de sværeste øvelser ved skabelsen af historisk fiktion er, og det vil jeg gøre ved at udpensle et alenlangt eksempel med mig selv i hovedrollen. Beskedenhed hører ikke til blandt mine få dyder.

Fyrre års forandringer

Jeg er i skrivende stund fyrre år gammel, og skal derfor ikke udelukke at de følgende udgydelser repræsenterer min forfatterpersonas midtvejskrise, hvor jeg egentlig blot kæmper for at forstå min plads i universet. Ikke desto mindre syntes jeg, det er et interessant udgangspunkt for overvejelser omkring vores divergerende historieopfattelser. For ingen kan påstå at de sidste fyrre år har været berøvet for udvikling – faktisk vil jeg hævde at disse fyrre år repræsenterer en af de mest revolutionerende og stærkest muterende tidsperioder nogensinde. Jeg vil desuden tilføje, at jeg og mine jævnaldrende, ligesom alle andre mennesker før os, næppe tænker så meget over de forandringer vi har oplevet, fordi de er sket indenfor rammen af vores eget liv. Vi har oplevet ændringerne fra dag til dag, hvorfor de for os står som ”det normale”. Så meget desto mere grund til at beskrive verden som den så ud i min barndom, inden vi glemmer den.

Naturligvis er der sket mange skelsættende begivenheder siden 1982 – jeg nævner i flæng Berlinmurens fald, afviklingen af Apartheid, oprettelsen af Eurozonen, 9/11, Kinas økonomiske supernova-vækst, Corona-pandemien og stormen på kongressen. Intet af dette kan dog måle sig med den indflydelse som udbredelsen af internettet og PC’en, samt opfindelsen af smartphonen har haft, så det er disse tre teknologiske fænomener jeg tager udgangspunkt i, når jeg her beskriver elementer af min opvækst, som jeg vil påstå en person der er født for ti år siden, vil have uhyre svært ved at relatere til.

Dengang jeg var barn

Min generations børnebørn kommer til at hade denne sætning, men den er unægtelig essentiel, når man skal tale om tiden før den digitale revolution: ”Dengang jeg var barn, sad telefonen fast i væggen med en ledning!” Det gjorde den faktisk. Vi havde i lang tid kun én telefon til fire mennesker derhjemme, og det var en cementgrå bakelitindretning med spiralledning – og drejeskive! Den stod i reolen inde i stuen, og alle telefonsamtaler blev derfor ført i plenum med husets andre beboere. På et tidspunkt fordoblede vi antallet af telefoner i husstanden, med en Ferrari-rød, vægmonteret trykknaptelefon. Netop knapperne viste sig hurtigt at blive meget vigtige, i forbindelse med en af den moderne verdens mest forkætrede opfindelser: call management-konceptet, hvor man skal navigere rundt mellem diverse omstillingsmuligheder, før man får lov at tale med en rigtig person. Dette lod sig nemlig ikke gøre med drejeskiven.

Jeg prøvede, hvis jeg ikke husker helt galt, at anvende en computer for første gang, da jeg gik i fjerde klasse. Det jeg husker tydeligst fra denne for mig så banebrydende seance er, at min dansklærer i udgangspunktet satte os til at forfatte en kladde til en fristil i hånden – altså med papir og blyant – inden vi fik lov at overføre den til computerens (med nutidens briller) håbløst primitive skriveprogram. Denne praksis, der om noget viser hvordan generationerne før min misforstod noget helt grundlæggende ved den nye teknologis muligheder, stod på helt indtil jeg gik ud af folkeskolen efter ottende klasse. Mine forældre klarede sig længe uden en hjemmecomputer, men et andet lyst barndomsminde jeg har, er en dag i slutningen af firserne, hvor min far skiftede sin gamle mekaniske skrivemaskine ud med en elektrisk version. Det nye vidunder kunne skrive i tre forskellige farver, uden at man behøvede at skifte bånd i den, og var udstyret med en indbygget slettemekanisme. Det var store sager!

På begge sider af familien var der talrige (udelukkende mandlige) fotoentusiaster. I årtier oplevede vi næppe en familiefest, hvor der ikke på et eller andet tidspunkt blev debatteret kameraproducenter (især om japanske Canon og Nikon var bedre end tyske Leica), filmkvalitet, telelinseoptik og optimale blændetider. Fotografering var en hobby for nørder og bestemt ikke en billig en af slagsen. Udstyret var dyrt, tungt, avanceret og skrøbeligt, og hvert billede man tog, repræsenterede et yderlige forbrug af ressourcer og tid, fordi man skulle købe filmruller og betale for fremkaldelsen hos fotohandleren, hvis man da ikke selv investerede, så man kunne indrette sit badeværelse til midlertidigt mørkekammer. Først efter fremkaldelsen åbenbaredes det om det givne fotografi var blevet godt eller dårligt.

Video video!

Med opfindelsen af VHS-systemet, omtrent fem år før jeg blev født, skete der en eksplosion på hjemmevideofronten. VHS-båndene var billigere og langt mere brugervenlige og multifunktionelle end tidligere tiders filmspoler. Ikke desto mindre var video, som privat medie, på ingen måde hvermandseje. Det var VHS-afspilleren heller ikke, før japanerne oversvømmede markedet med stadig billigere maskiner. Mine forældres første videomaskine kostede 11.000 kroner på afbetaling i startfirserne. Det svarer til små 30.000 kroner i dag, hvilket altså var prisen for et apparat der kun kunne optage og afspille film, intet andet.

VHS gjorde det også for første gang muligt for menigmand, at lave dagligstuen om til en biograf, hvor man selv kunne bestemme hvad der blev vist. Det frie valg begrænsede sig dog til ens egen samling af bånd og hvad den lokale videokiosk kunne byde på af udlejningsfilm, men det var stadig et stort skridt fremad! Indtil da havde man i hjemmet udelukkende haft adgang til det andre besluttede sig for at vise i TV. Fra 1951 og indtil 1988, da jeg var seks år gammel, var dansk TV lig med Danmarks Radio. I løbet af 70’erne var der opstået antenneforeninger, der opførte fællesantenner, gennem hvilke medlemmerne kunne modtage internationale kanaler, utekstede og på originalsprog selvfølgelig, hvormed mange omkring min alder lærte sig tysk på Sesamstrasse og engelsk via MTV, men al dansksproget formidling af nyheder, quizzer, talkshows, børneprogrammer og dokumentarfilm hørte helt igennem under DR-monopolets bemyndigelse. Og eftersom vi boede uden for fællesantennens rækkevidde, voksede jeg personligt op med DR som den eneste kanal indtil monopolbruddet i og oprettelsen af TV2 i ’88. Når DR var færdig med at vise dagens program, var TV’et slut. Sådan var det.

Ren lyd for pengene

Min første musiksamling bestod af kassettebånd med Vesterbros Ungdomsgård og Povl Kjøller, hvoraf nogle få sikkert ville være dyre klenodier nu, hvis jeg ikke havde smidt dem ud. CD’en blev opfundet og lanceret i mit fødeår, og havde etableret sig som det absolut dominante musikmedium inden jeg oplevede den typiske musikalske genfødsel som teenagere gennemgår. CD’en var epokegørende! Den var billigere at producere end vinylpladen, og fyldte en tiendedel, den havde renere lyd end noget andet format før den, og blandt de virkelig nyskabende finesser ved de digitalt indspillede plastikskiver var muligheden for at skifte sang uden at skulle spole et bånd eller ramme rigtigt med en pickup. At CD’erne var mindst lige så sårbare som vinylplader, ikke kunne optage sange fra radioen, og nærmest gravlagde den særlige kunstart, som er albumcovers, ragede os en høstblomst.

En anden ting Danmark blev begunstiget med, omtrent samtidig med at jeg gjorde min entré, er Dankortet – det første egentlige betalingskort danskerne kunne bruge til hverdag. Men der gik – som jeg erindrer det – ret lang tid, fra kortet blev indført, til det var praktisk anvendeligt overalt. I årevis var der kun hæveautomater i banker og på større byers centrale torve og togstationer. Mange steder brugte man manuelt betjente såkaldte slæder til Dankort-betalinger, hvilket reducerede kortet til en slags strømlinet checkhæfte (slå begrebet ”check” op, hvis du læser det her og er under tredive). Jeg var altså mere eller mindre voksen før kontanter holdt op med at være den primære betalingsform.

Ekspertvældets filter

Så vidt de teknologiske parametre, jeg voksede op med. Verden ændrede sig med, hvad der i et historisk perspektiv kun kan betragtes som et splitsekund, samtidig med at jeg nærmede mig voksenlivet. Jeg trådte mine første skridt i Internettets vilde verden da jeg var 16-17 år gammel i sluthalvfemserne (ja, dengang skrev vi Internettet med stort). Det skete på min efterskole, der virkelig (virkelig!) var blandt frontløbere i det elektroniske kapløb, der herskede mellem skolerne allerede dengang: Den tilbød et IT-rum med ikke mindre end seks stationære PC’er med internetadgang til sine femoghalvtreds elever!

I forbindelse med internettets opblomstring er meget andet visnet – på godt og ondt. Og det er nu vi skal kigge på, hvordan min opvækst, under den analoge verdens sidste krampetrækninger, påvirker min verdensanskuelse i en ærlig talt ekstrem grad. Jeg tilhørte i sin tid en virkelighed, hvor autoriteter bestemte alt og vi alle sammen var begrænset i vores kulturelle kalorieindtag. Ikke sådan at forstå, at Danmark var en ukultiveret diktaturstat, slet ikke. Det var blot datidens vilkår, set fra et nutidigt perspektiv. Det var med et andet ord, som jeg har brugt om slavehandlere ovenfor: Normen. Og jeg tilhører en af de allersidste årgange der kan huske den norm.

Med adgang til kun én statsstøttet TV-kanal, tre ligeledes statsstøttede radiokanaler og den avis man – alt efter temperament og politisk ståsted – valgte at abonnere på, var man sikret et verdensbillede der fundamentalt var censureret og topstyret. Men det var samtidigt også kurateret og kvalitetssikret af eksperter, faktatjekket af professionelle redaktører og formgivet af højtuddannet personale, hvilket bestemt ikke er nogen selvfølge i nutidens mediejungle. Mediebilledet bestod i mine formative år af fjerne autoriteter, som man langt mere end i dag følte, at man kunne stole på, men som sideløbende begrænsede ens informationsudvalg til det de mente man burde vide. Det var dog muligt at blande sig, især i avisernes dengang så talrige debatspalter, hvor læsere og lægfolk gav deres meninger til kende og hyppigt førte lange bombastiske fejder, selvfølgelig altid modereret og censureret af en ofte både meget kyndig og aldeles magtfuldkommen debatredaktør, der sorterede de værste tosser fra (noget jeg ærlig talt, og med fare for at lyde som en sand boomer, virkelig savner ved internettets debatfaciliteter!).

I am the gatekeeper

I tiden før nettet var information svært tilgængeligt, og her mener jeg al information. Den gamle vending om at ”komme fra et hjem med klaver”, og dermed adskille sig fra de uddannede masser, burde faktisk lyde ”at komme fra et hjem med leksikon!” Solid viden om specifikke emner stammede fra fagfællebedømte bøger, og altså i vid udstrækning fra lokalbiblioteker. Eftersom de færreste iblandt os har et fyldestgørende overblik over fagudgivelser, forskellige forfattere og forlags troværdighed og de mere intrikate dele af bibliotekernes opsætningssystem, var den lokale bibliotekar (og i øvrigt også den lokale boghandler) ofte en helt uundværlig vejviser; personen der afgjorde om din viden var sagligt funderet eller ej. Desværre, eller heldigvis afhængigt af hvem du spørger, var det også disse vejvisere der viste rundt i, og altså udstak ruterne, inden for kulturlivet.

Vi var mange der opsøgte kulturelle omveje, men det foregik i vid udstrækning via postvæsenet og personlig kontakt. Heavy metal ville ikke have overlevet til i dag uden ”tape-swapping”-subkulturen i firserne og de tidligere halvfemsere. Hver undergrundsgruppe havde sine egne nyheds- og kritikorganer, det vi kalder fanzines, kendskab til koncerter og andre arrangementer opnåede man gennem løbesedler, ulovligt opsatte plakater og gennem bekendte. Forløberen for online-shopping, digre varekataloger på flere hundrede sider med afrivelige bestillingssedler og girokort der skulle betales på posthuset, åbnede også verden lidt på klem for os. Metalmusik, tegneserier, engelsksprogede fantasyromaner, rollespilsbøger og ordentlige splatterfilm på VHS blev kun solgt i de allerstørste byer, og katalogerne var derfor en form for kulturel livline for os, der levede som freaks i provinsen – men sammenlignet med fx Amazon var de ingenting.

Kort sagt udspillede min barndom sig i et begrænset univers, hvor autoriteter sad på informationerne og bestemte hvilke af dem der slap ud til os andre – der ikke havde nogle alternative kilder vi kunne undersøge. Der var en fri debat, men den var filtreret. Der var kultur, men den var generelt håndplukket af det vi i dag ville omtale som myndighedernes udpegede gate-keepers. Internettet er dog mere end ren information og underholdning, det er også en bekvemmelighed, der var svær at forestille sig for os der levede før det kom. Internettet er et billetkontor, en bank, et postkontor, en politistation, et kommunekontor, en arbejdsformidling, og desuden en ordbog, en busplan, en telefonbog, et landkort og et personligt arkiv, og inden for alle disse områder er det transportabelt, døgnåbent og globalt!

Jeg bor i fremtiden

Da jeg var fjorten år gammel, var ideen om en verden der rummede sådan en størrelse rendyrket, skinbarlig science fiction! Det var utopisk. Mytologisk! Verden var lokal, lukket om sig selv, i høj grad styret af få eksperter – men samtidig besad vi alle, på grund af autoritære, ”filtrerede” medier, de samme oplysninger om verden og derfor en delt verdensopfattelse, et delt mentalt og kulturelt fællesskab, der snart ikke eksisterer længere. Bøger, billeder, film og musikalbums var ikke sjældne eller dyrebare sammenlignet med tidligere epoker, men udvalget var utænkeligt begrænset, sammenholdt med det vitterligt endeløse udbud vi tager for givet i dag – hvilket jo nok har foranstaltet at vi har værdsat det på en anden måde. Vi havde mere reel fysisk og social kontakt end man har i dag. Vi var nødt til at lære telefonnumre og adresser, togtider og rutebeskrivelser udenad, og færdigheder som hovedregning og skønskrift blev betragtet som mere eller mindre livsnødvendige.

For at vende tilbage til det egentlige emne for nærværende tekstkorpus, livsanskuelsen der er i konstant forandring, og derfor påvirker vores syn på og brug af historien, vil jeg påstå at jeg fra barnsben blev udstyret med et helt andet tankesæt end dem der er født efter årtusindskiftet. Vi vægtede hukommelsen højere, fordi vi skulle huske så mange ting for overhovedet at have en funktionel tilværelse. Vi voksede i højere grad direkte ind i etablerede, topstyrede fællesskaber, om vi ville eller ej, og kunne ikke række ud til ligesindede i Nebraska eller Hongkong, hvis vi ikke lige passede ind der hvor vi boede. Vi blev sendt ud i verden uden mulighed for at kommunikere direkte med andre – jeg var atten år gammel før jeg fik en mobiltelefon, indtil da klarede de fleste sig ved at aftale mødesteder og tidspunkter grundigt i forvejen. Vi var tvunget til besindighed og eftertænksomhed, når vi udvekslede breve, før man kunne konferere i realtid via tekstbeskeder og mails.

Vi havde et mere frisindet forhold til kroppen, med fælleskønnede omklædningsrum i de små klasser, nøgenbadning ved strandene og en iboende ligegyldighed overfor kønsbehåring, et frisind vi kunne dyrke i sikker forvisning om, at alle andre i nærheden ikke havde et diskret videokamera i bukselommen og direkte adgang til verdensomspændende billeddelingstjenester. Vi havde næsten ingen måder at dele personlige erfaringer og problemer på, med andre end vores nærmeste, og utroligt få ”anderledes” mennesker at spejle os i i medierne – jeg tror faktisk Kim Schumacher var den eneste ude-af-skabet queer-person, der med rette kunne betragtes som en national kendis, en slags folkeejebøsse, i løbet af min barndom (Dame Edna tæller ikke!). Denne mangel på trygge, sociale rum, hvor vildt fremmede mennesker kan udveksle historier, er utvivlsomt medvirkende til at MeToo-bevægelsen først slog igennem, da internettet allerede var en etableret realitet i vores hverdag.

Det omnipræsente menneske

Fra mit liv begyndte og til nu, har vi oplevet et paradigmeskifte af den kaliber der sætter sig i menneskehedens fælles psyke. Min hverdag for femogtyve-tredive år siden havde, hvad eksempelvis privat kommunikation og adgangen til kultur at gøre, på mange områder mere til fælles med år 1823 end med 2023. Opfattelsen af hvad der tager lang tid, og hvad det vil sige at noget er let tilgængeligt eller besværligt, har forskudt sig radikalt. Hvis jeg skylder min ven penge, skal jeg ikke først lokalisere og opsøge en bank (indenfor en begrænset åbningstid) og hæve dem fra min bankbog, før jeg kan overrække ham dem, og håbe han har byttepenge – jeg kan bare overføre det præcise beløb til ham øjeblikkeligt på min telefon. Men jeg føler mig alligevel nærmest personligt chikaneret over at min netbank kræver hele to logins. Hvilken grotesk spild af min dyrebare tid!

Det er blevet langt nemmere at overvåge mennesket – ikke kun for myndighederne, men også for os selv. Anonymitet er en saga blot, medmindre du virkelig, bogstaveligt talt, trækker stikket til resten af verden. Der er opstået en fælles allestedsnærværelse, som absolut trækker en grænse imellem hvordan generationerne henholdsvis før og efter min opfatter det at agere i et socialt rum. Vi er blevet omnipræsente på en måde som folk og forfattere før os slet ikke kunne forestille sig, hvilket naturligvis smitter af på vores læsning af fortidens litteratur. Karaktererne i heltekvadene, i Dickens’ romaner, i koldkrigslitteraturen, selv i ret nye udgivelser som Smærups Mærkedage eller Ejersbos Nordkraft, vil i stigende grad virke underligt hæmmede, socialt fattige, blindt autoritetstro og sanseligt begrænsede på læsere der er født på den anden side af den digitale revolution.

Man kan faktisk tale om en slags kronologisk perceptionsforstyrrelse, som til alle tider vil øve indflydelse på måden vi opfatter fortiden, og dermed fiktion der udspiller sig i fortiden, på. Jeg synes mit udpenslede barndomsmindekatalog ovenfor beskriver en dyb tidskløft ret godt, og langt bedre end en abstrakt akademisk analyse giver et konkret billede af udfordringen ved at skrive og læse historisk fiktion. Jeg er som sagt kun fyrre år gammel og den verden som jeg engang kendte er totalt forandret. En Stormnat foregår yderligere næsten fyrre år før min fødsel! Hovedpersonen i romanen blev født i 1908 – yderligere fyrre år før. Hans barndomsoplevelser ligger altså små hundrede og tyve år tilbage i tiden, og hvilken moderne læser kan dog sætte sig i hans sted? Svaret er selvfølgelig, at det kan ingen, heller ikke jeg, der som forfatter giver ham liv og agens, og skal opfatte alting gennem hans øjne. Men jeg kan gøre et forsøg, og det har jeg gjort, velvidende at det perfekte er uopnåeligt, men at historien er så spændende og inspirerende at dykke ned i, at det uperfekte bestemt også er besværet værd!  

De uforudsete forfatterkvaler

Posted by Schjönning on

Historier kommer aldrig bare ud af det blå, og min udgivelsesaktuelle novelle, Hvor Danmark er Allersmukkest, er selvfølgelig ingen undtagelse. Men dens tilblivelseshistorie er alligevel noget mere kringlet end dens slags normalt er. Jeg fortæller her om nogle af de udfordringer der kommer bag på forfatteren, en gang imellem, hvor det ikke er selve det at skrive teksten, der er det svære.

Jeg var vist nok den første forfatter der blev inviteret med i antologien, 1900, der udkommer i dag. Det skete på en regnvåd aften i en dunkel baggård i Odense, hvor jeg stod og røg. Ved et eller andet tilfælde stødte jeg på den navnkundige forfatter og forlægger, Henrik Harksen, der netop havde undfanget en idé. Han ville samle ti danske horrorforfattere og give dem til opgave at skrive en novelle. Hver novelle skulle tage afsæt i et årti i 1900-tallet, og samlet set skulle det endelige værk altså være en slags grusom horror-udgave af vores fælles historie fra de år vores oldeforældre blev født og fremefter.

Jeg er som bekendt en gigantisk nørd, og syntes den idé var genial, og da Henrik samtidig spurgte om jeg ville være med, blev jeg overmåde glad og stolt, og greb prompte ud efter 1940’erne. Forhåbentlig behøver jeg ikke delagtiggøre nogle af jer læsere i, hvad den dominerende historiske begivenhed i dette tiår var, men lad os bare sige, at det er en periode som interesserer mig nærmest uendeligt, og som jeg har studeret med en ildhu, grænsende til det obsessive.

Der gik da heller ikke længe før ideen til novellen dukkede op. Jeg plukkede den fra det smukke blomsterbed af dansk historisk fiktion som hedder Matador. Jeg er glødende fan af serien, og blandt de mange begivenheder der krydser dens røde tråd, er den tyske tilbagetrækning fra Danmark i ugerne umiddelbart efter overgivelsen til englænderne. Særligt én lille del af det verdensomspændende drama har boret sig ind i mit sind, og det bliver nævnt flere gange i Matador. Det er historien om hvordan man skød alle tyskernes hunde. Da den fiktive by, Korsbæk, ligger på Vestsjælland et sted, er det specifikt hundedrabene ved færgelejerne i Korsør der nævnes i serien. Og eftersom jeg er vokset op i Korsør-området, kunne jeg placere min novelle på velkendt terræn.

Siden første gang jeg så serien har jeg været jaget af hundenes genfærd. Efter alle de nederdrægtige og groteske forbrydelser der blev begået, menneske og menneske imellem, i krigsårene, virkede det på en eller anden måde som et endnu mere barokt og grusomt punktum, at selv dyrene måtte lide døden, og endda kun på grund af danskernes (dog forståelige) had og hævntørst til den tyske besættelsesmagt. Det forekom mig ærlig talt som en uhæmmet og ureflekteret grad af raseri, og den slags har som bekendt konsekvenser i horror-noveller.

Jeg syntes dog ikke at jeg kunne basere en historisk novelle på noget jeg har set i fjernsynet, så jeg kastede mig ud i noget jeg troede ville være et overskueligt research-arbejde. Dette trak ud. Efter at have gennempløjet mit ikke uimponerende, private bibliotek om besættelsestiden, uden held, dykkede jeg ned i internettet og lokalbiblioteket. Og fandt intet! Jeg bestilte derfor et kandidatspeciale hjem fra Forsvarsakademiets bibliotek – en sag fra begyndelsen af 90’erne, der som et af de eneste beskæftiger sig målrettet med tyskernes exit fra Danmark i ’45. Jeg læste det hele … Og fandt stadig intet om hunde.

Nu var jeg ved at blive lidt desperat, så jeg opsporede forfatteren til specialet, en historiker der heldigvis arbejdede på et offentligt museum, så jeg relativt let kunne finde hans mailadresse. Han var så umådelig venlig at sende mig et udførligt svar (efter han havde sundet sig over at nogen andre end hans censor havde læst hans speciale). Desværre var svaret, at historien der gengives i Matador er baseret på et rygte der blev spredt dengang, og som Lise Nørgaard åbenbart har taget for gode varer. Der blev skudt én hund uden en god grund, af en lidt overaktiv modstandsmand. Andre hunde blev diskret aflivet af den simple grund, at tyskerne havde opdraget dem til at være ”glubende varulve” (for at citere Hr. Schwann) – altså effektive vagthunde, der logisk nok også kun lystrede tyske kommandoer.

Jeg havde altså endelig fundet mit svar, men kunne ikke rigtigt bruge det til noget. Heldigvis stod ideerne i kø, og jeg fik hurtigt skiftet spor. En novelle (uden hunde) blev hurtigt til, blandt andet på baggrund af al den research jeg alligevel lige havde bedrevet, og jeg synes ærlig talt den er en af mine bedste indtil videre. Men …

Min færdige novelle, Hvor Danmark er Allersmukkest, er stærkt inspireret af et digt, Disasters of War: Goya at the Museum, af den amerikanske poet, Babette Deutsch, og jeg fandt det passende at afslutte den med et uddrag af bemeldte digt. Dette var forlæggeren – der i mellemtiden havde skiftet identitet; nu hedder han Steen Langstrup og behøver næppe nogen nærmere introduktion – dog ikke meget for. Jeg forestiller mig, at han har dårlige erfaringer med rettighedsskærmydsler, for han bad mig om at sørge for at have en dokumenteret tilladelse til at bringe digtuddraget.

Nu kan jeg godt gå hen og blive stædig en gang imellem, og jeg ville den ondenlyneme have det uddrag med! Desværre havde jeg fundet det i en digitaliseret udgave af magasinet The New Yorker – et af det hæderkronede kulturorgans forårsudgivelser. Fra 1957! Jeg forsøgte mig derfor først hos magasinets rettighedsafdeling (der heldigvis har umanerligt godt styr på deres arkiv). Her fik jeg at vide at rettighederne var overgået til forlaget, der oprindeligt havde bragt digtet i en digtsamling.

Til alt held fandtes forlaget, Indiana University Press, stadigvæk, og de kunne berette at ophavsretten var gået tilbage til Deutsch i 1978, fire år før hendes død, og at den derfor måtte tilhøre hendes bo nu. Nu må jeg indrømme, at jeg var ved at give op, for IUP havde ingen kontaktoplysninger på digterens efterkommere. Men jeg fik vist nævnt, at jeg kan blive lidt stædig.

Til mit held giftede Deutsch, tilbage i 1921, sig med en mand med et noget særegent efternavn, og skønt hun selv beholdt sit pigenavn livet ud, fik hendes børn faderens slægtsnavn med sig. Til mit yderligere held havde hendes sønner arvet forældrenes intelligens og gåpåmod, og drevet det ganske vidt, hvorfor de faktisk var til at opspore blandt USA’s 330 millioner indbyggere. I hvert fald den ene af dem, der stadig lever. Han er 93 år gammel, en legende indenfor kræft- og misbrugsforskning, og stadig tilknyttet The National Health Institutes som professor emeritus, ved hvis mellemkomst det lykkedes mig at komme i kontakt med ham.

Han viste sig at være en særdeles gemytlig mand, som jeg udvekslede en række mails med, hvor vi snakkede om kunst og poesi, inden han sendte mig en officiel tilladelse til at citere moderens digt. Når alt kommer til alt, fik jeg altså faktisk noget positivt ud af rettighedsjagten, for det gør mig altid glad at møde nye, spændende mennesker – også selvom mødet foregår via mail, og personen ikke rigtigt kan betragtes som ”ny”.

Jeg fik altså tilladelsen i hus kort tid før det endelige manus blev sat og sendt til tryk, og i dag kan I alle så nyde frugterne af mit bøvl, samt ni andre fremragende noveller fra cremen af dansk horror anno 2022. Jeg vil vove den påstand, at min novelle befinder sig i en af de stærkeste horror-antologier der er udgivet de sidste mange år, og jeg ser meget frem til at læse reaktionerne på den. At få lov til at være en del af 1900 har uden skyggen af tvivl været alt besværet værd!