Kronologiske perceptionsforstyrrelser

Posted by Schjönning on

D 24. februar udkommer min nyeste bog, en lille sag, jeg har valgt at kalde En Stormnat. En Stormnat er mange ting – et sprogligt eksperiment, en spøgelseshistorie, et fragment af en filosofisk samtale – men den er allermest et eksempel på historisk fiktion. Men hvad er det egentlig før en størrelse?

Bare så I er advaret: Det her bliver en af de lange! Jeg gør mig konstant tanker om historien, og særligt hvordan den er nærmest umulig at studere objektivt og udlægge ærligt. Vores læsning er altid subjektiv, altid forankret i vores egen tid og de omstændigheder vi selv er vokset op under. Kilderne er altid forvanskede, censurerede, mangelfulde eller holdningsbetonede. Men i virkeligheden er det vel også alle disse usikkerheder, der gør det så spændende at beskæftige sig med. Men uproblematisk er det bestemt ikke.

Hvis jeg eksempelvis sætter mig ned i dag, i 2023, og skriver en fiktionstekst om livet blandt slavehandlere og plantageejere i Vestindien i 1700-tallet, støder jeg øjeblikkeligt ind i et problem. For disse slavehandlere var mennesker ligesom du og jeg. De boede sammen i familier, i huse der essentielt ikke adskiller sig fra vores. De spiste tre måltider om dagen. De fik børn, uddannede sig, holdt kæledyr, fejrede fødselsdage, de forelskede sig, de skændtes, de havde livretter og skrev poesi. De var helt igennem ligesom os – i stand til at tro helhjertet på en frelsende gud, til at ofre sig for fællesskabet, til at elske betingelsesløst. Og så kidnappede, købte og solgte de andre mennesker og arbejdede dem ihjel i sukkermarkerne.

I ved selvfølgelig allerede, hvad forfatterens problem er her. I vores moderne øjne og oplyste sind, er disse personer ufølsomme monstre, underordnet at de i deres egen samtid betragtede sig selv, og blev betragtet af andre, som normen! Jeg er personligt ikke uenigt i de moderne øjnes karakteristik. Moderne læsere ville kun svært acceptere en roman, der udspillede sig blandt den hvide elite på Skt. Croix, hvis denne gruppe blev portrætteret som normale, tænkende, følende mennesker. Disse læsere ville forvente at forfatteren anvendte en slags optisk linse, der viser historien i det perspektiv vores egen tid finder acceptabel.

Ingen poesi efter Auschwitz

Hermed ville den historiske fiktion naturligvis blive uærlig, grænsende til utroværdig, og man ville som forfatter være nødt til at gå på kompromis med realismen. Det redeligste ville jo være at beskrive deres forhold til slaverne som hvis man skulle beskrive vores forhold til køkken- og landbrugsmaskiner, og så ellers lade handlingen forløbe på den baggrund, uden skelen til den etiske og humanistiske udvikling der er sket sidenhen, men at gøre det ville utvivlsomt blive betragtet som en grov udeladelsessynd fra forfatterens side.

Jeg har ikke valgt at skrive om slaveriet (i hvert fald ikke i denne omgang), men et nærliggende eksempel til sammenligning, hvor jeg gør noget næsten lige så potentielt farligt, er min novelle Hvor Danmark er Allersmukkest, i antologien 1900, der udkom sidste år. Her er min hovedperson en af de danske østfrontsfrivillige under Anden Verdenskrig. Under udarbejdelsen af den tekst tænkte jeg ofte på Adornos berømte postulat: ”Nach Auschwitz ein Gedicht zu schreiben, ist barbarisch” – at digte efter Auschwitz er barbarisk! Hermed forpurrer og bandlyser han på sin vis a priori ethvert forsøg på at æstetisere holocaust, krigen, forbrydelserne, umenneskeligheden, for det kan – efter hans mening – ikke gøres med moralsk duelighed. Ifølge Adorno kan kunsten simpelthen ikke bruges til at beskrive noget så hæsligt, ikke uden en risiko for at sensibilisere og hvidvaske det hæslige. Han var dog også fortaler af, at man alligevel forsøgte, så længe man var sig risikoen bevidst, og mente, ligesom jeg, at netop kunsten kan bidrage til at fatte det ufattelige, ved at behandle emner som masseudryddelser og slaveri.

En Stormnat er langt mindre politisk kontroversiel (sammenlignet med Hvor danmark er Allersmukkest er den helt hyggelig), men problemet med at skrive i en anden samtid end min egen, udfordrede mig alligevel under hele skriveprocessen. Romanen foregår i 1948, men selv på så relativt kort historisk afstand er måden vi opfatter ting på radikalt forandret. Jeg taler her om måden vi opfører os på, måden vi betragter andre mennesker og samfundets helhed på, hvad vi vægter som det vigtigste i tilværelsen, altså vores samlede tankemønster og følelsesspektrum. Alene sådan noget som kollektiv tidsopfattelse forandrer sig løbende.

Jeg har forsynet En Stormnat med et fyldigt efterskrift, hvor jeg gennemgår mange af de overvejelser, jeg har gjort mig under tilrettelæggelsen og nedfældningen af teksten, så dem vil jeg ikke komme ind på her. I stedet vil jeg prøve at illustrere, hvad en af de sværeste øvelser ved skabelsen af historisk fiktion er, og det vil jeg gøre ved at udpensle et alenlangt eksempel med mig selv i hovedrollen. Beskedenhed hører ikke til blandt mine få dyder.

Fyrre års forandringer

Jeg er i skrivende stund fyrre år gammel, og skal derfor ikke udelukke at de følgende udgydelser repræsenterer min forfatterpersonas midtvejskrise, hvor jeg egentlig blot kæmper for at forstå min plads i universet. Ikke desto mindre syntes jeg, det er et interessant udgangspunkt for overvejelser omkring vores divergerende historieopfattelser. For ingen kan påstå at de sidste fyrre år har været berøvet for udvikling – faktisk vil jeg hævde at disse fyrre år repræsenterer en af de mest revolutionerende og stærkest muterende tidsperioder nogensinde. Jeg vil desuden tilføje, at jeg og mine jævnaldrende, ligesom alle andre mennesker før os, næppe tænker så meget over de forandringer vi har oplevet, fordi de er sket indenfor rammen af vores eget liv. Vi har oplevet ændringerne fra dag til dag, hvorfor de for os står som ”det normale”. Så meget desto mere grund til at beskrive verden som den så ud i min barndom, inden vi glemmer den.

Naturligvis er der sket mange skelsættende begivenheder siden 1982 – jeg nævner i flæng Berlinmurens fald, afviklingen af Apartheid, oprettelsen af Eurozonen, 9/11, Kinas økonomiske supernova-vækst, Corona-pandemien og stormen på kongressen. Intet af dette kan dog måle sig med den indflydelse som udbredelsen af internettet og PC’en, samt opfindelsen af smartphonen har haft, så det er disse tre teknologiske fænomener jeg tager udgangspunkt i, når jeg her beskriver elementer af min opvækst, som jeg vil påstå en person der er født for ti år siden, vil have uhyre svært ved at relatere til.

Dengang jeg var barn

Min generations børnebørn kommer til at hade denne sætning, men den er unægtelig essentiel, når man skal tale om tiden før den digitale revolution: ”Dengang jeg var barn, sad telefonen fast i væggen med en ledning!” Det gjorde den faktisk. Vi havde i lang tid kun én telefon til fire mennesker derhjemme, og det var en cementgrå bakelitindretning med spiralledning – og drejeskive! Den stod i reolen inde i stuen, og alle telefonsamtaler blev derfor ført i plenum med husets andre beboere. På et tidspunkt fordoblede vi antallet af telefoner i husstanden, med en Ferrari-rød, vægmonteret trykknaptelefon. Netop knapperne viste sig hurtigt at blive meget vigtige, i forbindelse med en af den moderne verdens mest forkætrede opfindelser: call management-konceptet, hvor man skal navigere rundt mellem diverse omstillingsmuligheder, før man får lov at tale med en rigtig person. Dette lod sig nemlig ikke gøre med drejeskiven.

Jeg prøvede, hvis jeg ikke husker helt galt, at anvende en computer for første gang, da jeg gik i fjerde klasse. Det jeg husker tydeligst fra denne for mig så banebrydende seance er, at min dansklærer i udgangspunktet satte os til at forfatte en kladde til en fristil i hånden – altså med papir og blyant – inden vi fik lov at overføre den til computerens (med nutidens briller) håbløst primitive skriveprogram. Denne praksis, der om noget viser hvordan generationerne før min misforstod noget helt grundlæggende ved den nye teknologis muligheder, stod på helt indtil jeg gik ud af folkeskolen efter ottende klasse. Mine forældre klarede sig længe uden en hjemmecomputer, men et andet lyst barndomsminde jeg har, er en dag i slutningen af firserne, hvor min far skiftede sin gamle mekaniske skrivemaskine ud med en elektrisk version. Det nye vidunder kunne skrive i tre forskellige farver, uden at man behøvede at skifte bånd i den, og var udstyret med en indbygget slettemekanisme. Det var store sager!

På begge sider af familien var der talrige (udelukkende mandlige) fotoentusiaster. I årtier oplevede vi næppe en familiefest, hvor der ikke på et eller andet tidspunkt blev debatteret kameraproducenter (især om japanske Canon og Nikon var bedre end tyske Leica), filmkvalitet, telelinseoptik og optimale blændetider. Fotografering var en hobby for nørder og bestemt ikke en billig en af slagsen. Udstyret var dyrt, tungt, avanceret og skrøbeligt, og hvert billede man tog, repræsenterede et yderlige forbrug af ressourcer og tid, fordi man skulle købe filmruller og betale for fremkaldelsen hos fotohandleren, hvis man da ikke selv investerede, så man kunne indrette sit badeværelse til midlertidigt mørkekammer. Først efter fremkaldelsen åbenbaredes det om det givne fotografi var blevet godt eller dårligt.

Video video!

Med opfindelsen af VHS-systemet, omtrent fem år før jeg blev født, skete der en eksplosion på hjemmevideofronten. VHS-båndene var billigere og langt mere brugervenlige og multifunktionelle end tidligere tiders filmspoler. Ikke desto mindre var video, som privat medie, på ingen måde hvermandseje. Det var VHS-afspilleren heller ikke, før japanerne oversvømmede markedet med stadig billigere maskiner. Mine forældres første videomaskine kostede 11.000 kroner på afbetaling i startfirserne. Det svarer til små 30.000 kroner i dag, hvilket altså var prisen for et apparat der kun kunne optage og afspille film, intet andet.

VHS gjorde det også for første gang muligt for menigmand, at lave dagligstuen om til en biograf, hvor man selv kunne bestemme hvad der blev vist. Det frie valg begrænsede sig dog til ens egen samling af bånd og hvad den lokale videokiosk kunne byde på af udlejningsfilm, men det var stadig et stort skridt fremad! Indtil da havde man i hjemmet udelukkende haft adgang til det andre besluttede sig for at vise i TV. Fra 1951 og indtil 1988, da jeg var seks år gammel, var dansk TV lig med Danmarks Radio. I løbet af 70’erne var der opstået antenneforeninger, der opførte fællesantenner, gennem hvilke medlemmerne kunne modtage internationale kanaler, utekstede og på originalsprog selvfølgelig, hvormed mange omkring min alder lærte sig tysk på Sesamstrasse og engelsk via MTV, men al dansksproget formidling af nyheder, quizzer, talkshows, børneprogrammer og dokumentarfilm hørte helt igennem under DR-monopolets bemyndigelse. Og eftersom vi boede uden for fællesantennens rækkevidde, voksede jeg personligt op med DR som den eneste kanal indtil monopolbruddet i og oprettelsen af TV2 i ’88. Når DR var færdig med at vise dagens program, var TV’et slut. Sådan var det.

Ren lyd for pengene

Min første musiksamling bestod af kassettebånd med Vesterbros Ungdomsgård og Povl Kjøller, hvoraf nogle få sikkert ville være dyre klenodier nu, hvis jeg ikke havde smidt dem ud. CD’en blev opfundet og lanceret i mit fødeår, og havde etableret sig som det absolut dominante musikmedium inden jeg oplevede den typiske musikalske genfødsel som teenagere gennemgår. CD’en var epokegørende! Den var billigere at producere end vinylpladen, og fyldte en tiendedel, den havde renere lyd end noget andet format før den, og blandt de virkelig nyskabende finesser ved de digitalt indspillede plastikskiver var muligheden for at skifte sang uden at skulle spole et bånd eller ramme rigtigt med en pickup. At CD’erne var mindst lige så sårbare som vinylplader, ikke kunne optage sange fra radioen, og nærmest gravlagde den særlige kunstart, som er albumcovers, ragede os en høstblomst.

En anden ting Danmark blev begunstiget med, omtrent samtidig med at jeg gjorde min entré, er Dankortet – det første egentlige betalingskort danskerne kunne bruge til hverdag. Men der gik – som jeg erindrer det – ret lang tid, fra kortet blev indført, til det var praktisk anvendeligt overalt. I årevis var der kun hæveautomater i banker og på større byers centrale torve og togstationer. Mange steder brugte man manuelt betjente såkaldte slæder til Dankort-betalinger, hvilket reducerede kortet til en slags strømlinet checkhæfte (slå begrebet ”check” op, hvis du læser det her og er under tredive). Jeg var altså mere eller mindre voksen før kontanter holdt op med at være den primære betalingsform.

Ekspertvældets filter

Så vidt de teknologiske parametre, jeg voksede op med. Verden ændrede sig med, hvad der i et historisk perspektiv kun kan betragtes som et splitsekund, samtidig med at jeg nærmede mig voksenlivet. Jeg trådte mine første skridt i Internettets vilde verden da jeg var 16-17 år gammel i sluthalvfemserne (ja, dengang skrev vi Internettet med stort). Det skete på min efterskole, der virkelig (virkelig!) var blandt frontløbere i det elektroniske kapløb, der herskede mellem skolerne allerede dengang: Den tilbød et IT-rum med ikke mindre end seks stationære PC’er med internetadgang til sine femoghalvtreds elever!

I forbindelse med internettets opblomstring er meget andet visnet – på godt og ondt. Og det er nu vi skal kigge på, hvordan min opvækst, under den analoge verdens sidste krampetrækninger, påvirker min verdensanskuelse i en ærlig talt ekstrem grad. Jeg tilhørte i sin tid en virkelighed, hvor autoriteter bestemte alt og vi alle sammen var begrænset i vores kulturelle kalorieindtag. Ikke sådan at forstå, at Danmark var en ukultiveret diktaturstat, slet ikke. Det var blot datidens vilkår, set fra et nutidigt perspektiv. Det var med et andet ord, som jeg har brugt om slavehandlere ovenfor: Normen. Og jeg tilhører en af de allersidste årgange der kan huske den norm.

Med adgang til kun én statsstøttet TV-kanal, tre ligeledes statsstøttede radiokanaler og den avis man – alt efter temperament og politisk ståsted – valgte at abonnere på, var man sikret et verdensbillede der fundamentalt var censureret og topstyret. Men det var samtidigt også kurateret og kvalitetssikret af eksperter, faktatjekket af professionelle redaktører og formgivet af højtuddannet personale, hvilket bestemt ikke er nogen selvfølge i nutidens mediejungle. Mediebilledet bestod i mine formative år af fjerne autoriteter, som man langt mere end i dag følte, at man kunne stole på, men som sideløbende begrænsede ens informationsudvalg til det de mente man burde vide. Det var dog muligt at blande sig, især i avisernes dengang så talrige debatspalter, hvor læsere og lægfolk gav deres meninger til kende og hyppigt førte lange bombastiske fejder, selvfølgelig altid modereret og censureret af en ofte både meget kyndig og aldeles magtfuldkommen debatredaktør, der sorterede de værste tosser fra (noget jeg ærlig talt, og med fare for at lyde som en sand boomer, virkelig savner ved internettets debatfaciliteter!).

I am the gatekeeper

I tiden før nettet var information svært tilgængeligt, og her mener jeg al information. Den gamle vending om at ”komme fra et hjem med klaver”, og dermed adskille sig fra de uddannede masser, burde faktisk lyde ”at komme fra et hjem med leksikon!” Solid viden om specifikke emner stammede fra fagfællebedømte bøger, og altså i vid udstrækning fra lokalbiblioteker. Eftersom de færreste iblandt os har et fyldestgørende overblik over fagudgivelser, forskellige forfattere og forlags troværdighed og de mere intrikate dele af bibliotekernes opsætningssystem, var den lokale bibliotekar (og i øvrigt også den lokale boghandler) ofte en helt uundværlig vejviser; personen der afgjorde om din viden var sagligt funderet eller ej. Desværre, eller heldigvis afhængigt af hvem du spørger, var det også disse vejvisere der viste rundt i, og altså udstak ruterne, inden for kulturlivet.

Vi var mange der opsøgte kulturelle omveje, men det foregik i vid udstrækning via postvæsenet og personlig kontakt. Heavy metal ville ikke have overlevet til i dag uden ”tape-swapping”-subkulturen i firserne og de tidligere halvfemsere. Hver undergrundsgruppe havde sine egne nyheds- og kritikorganer, det vi kalder fanzines, kendskab til koncerter og andre arrangementer opnåede man gennem løbesedler, ulovligt opsatte plakater og gennem bekendte. Forløberen for online-shopping, digre varekataloger på flere hundrede sider med afrivelige bestillingssedler og girokort der skulle betales på posthuset, åbnede også verden lidt på klem for os. Metalmusik, tegneserier, engelsksprogede fantasyromaner, rollespilsbøger og ordentlige splatterfilm på VHS blev kun solgt i de allerstørste byer, og katalogerne var derfor en form for kulturel livline for os, der levede som freaks i provinsen – men sammenlignet med fx Amazon var de ingenting.

Kort sagt udspillede min barndom sig i et begrænset univers, hvor autoriteter sad på informationerne og bestemte hvilke af dem der slap ud til os andre – der ikke havde nogle alternative kilder vi kunne undersøge. Der var en fri debat, men den var filtreret. Der var kultur, men den var generelt håndplukket af det vi i dag ville omtale som myndighedernes udpegede gate-keepers. Internettet er dog mere end ren information og underholdning, det er også en bekvemmelighed, der var svær at forestille sig for os der levede før det kom. Internettet er et billetkontor, en bank, et postkontor, en politistation, et kommunekontor, en arbejdsformidling, og desuden en ordbog, en busplan, en telefonbog, et landkort og et personligt arkiv, og inden for alle disse områder er det transportabelt, døgnåbent og globalt!

Jeg bor i fremtiden

Da jeg var fjorten år gammel, var ideen om en verden der rummede sådan en størrelse rendyrket, skinbarlig science fiction! Det var utopisk. Mytologisk! Verden var lokal, lukket om sig selv, i høj grad styret af få eksperter – men samtidig besad vi alle, på grund af autoritære, ”filtrerede” medier, de samme oplysninger om verden og derfor en delt verdensopfattelse, et delt mentalt og kulturelt fællesskab, der snart ikke eksisterer længere. Bøger, billeder, film og musikalbums var ikke sjældne eller dyrebare sammenlignet med tidligere epoker, men udvalget var utænkeligt begrænset, sammenholdt med det vitterligt endeløse udbud vi tager for givet i dag – hvilket jo nok har foranstaltet at vi har værdsat det på en anden måde. Vi havde mere reel fysisk og social kontakt end man har i dag. Vi var nødt til at lære telefonnumre og adresser, togtider og rutebeskrivelser udenad, og færdigheder som hovedregning og skønskrift blev betragtet som mere eller mindre livsnødvendige.

For at vende tilbage til det egentlige emne for nærværende tekstkorpus, livsanskuelsen der er i konstant forandring, og derfor påvirker vores syn på og brug af historien, vil jeg påstå at jeg fra barnsben blev udstyret med et helt andet tankesæt end dem der er født efter årtusindskiftet. Vi vægtede hukommelsen højere, fordi vi skulle huske så mange ting for overhovedet at have en funktionel tilværelse. Vi voksede i højere grad direkte ind i etablerede, topstyrede fællesskaber, om vi ville eller ej, og kunne ikke række ud til ligesindede i Nebraska eller Hongkong, hvis vi ikke lige passede ind der hvor vi boede. Vi blev sendt ud i verden uden mulighed for at kommunikere direkte med andre – jeg var atten år gammel før jeg fik en mobiltelefon, indtil da klarede de fleste sig ved at aftale mødesteder og tidspunkter grundigt i forvejen. Vi var tvunget til besindighed og eftertænksomhed, når vi udvekslede breve, før man kunne konferere i realtid via tekstbeskeder og mails.

Vi havde et mere frisindet forhold til kroppen, med fælleskønnede omklædningsrum i de små klasser, nøgenbadning ved strandene og en iboende ligegyldighed overfor kønsbehåring, et frisind vi kunne dyrke i sikker forvisning om, at alle andre i nærheden ikke havde et diskret videokamera i bukselommen og direkte adgang til verdensomspændende billeddelingstjenester. Vi havde næsten ingen måder at dele personlige erfaringer og problemer på, med andre end vores nærmeste, og utroligt få ”anderledes” mennesker at spejle os i i medierne – jeg tror faktisk Kim Schumacher var den eneste ude-af-skabet queer-person, der med rette kunne betragtes som en national kendis, en slags folkeejebøsse, i løbet af min barndom (Dame Edna tæller ikke!). Denne mangel på trygge, sociale rum, hvor vildt fremmede mennesker kan udveksle historier, er utvivlsomt medvirkende til at MeToo-bevægelsen først slog igennem, da internettet allerede var en etableret realitet i vores hverdag.

Det omnipræsente menneske

Fra mit liv begyndte og til nu, har vi oplevet et paradigmeskifte af den kaliber der sætter sig i menneskehedens fælles psyke. Min hverdag for femogtyve-tredive år siden havde, hvad eksempelvis privat kommunikation og adgangen til kultur at gøre, på mange områder mere til fælles med år 1823 end med 2023. Opfattelsen af hvad der tager lang tid, og hvad det vil sige at noget er let tilgængeligt eller besværligt, har forskudt sig radikalt. Hvis jeg skylder min ven penge, skal jeg ikke først lokalisere og opsøge en bank (indenfor en begrænset åbningstid) og hæve dem fra min bankbog, før jeg kan overrække ham dem, og håbe han har byttepenge – jeg kan bare overføre det præcise beløb til ham øjeblikkeligt på min telefon. Men jeg føler mig alligevel nærmest personligt chikaneret over at min netbank kræver hele to logins. Hvilken grotesk spild af min dyrebare tid!

Det er blevet langt nemmere at overvåge mennesket – ikke kun for myndighederne, men også for os selv. Anonymitet er en saga blot, medmindre du virkelig, bogstaveligt talt, trækker stikket til resten af verden. Der er opstået en fælles allestedsnærværelse, som absolut trækker en grænse imellem hvordan generationerne henholdsvis før og efter min opfatter det at agere i et socialt rum. Vi er blevet omnipræsente på en måde som folk og forfattere før os slet ikke kunne forestille sig, hvilket naturligvis smitter af på vores læsning af fortidens litteratur. Karaktererne i heltekvadene, i Dickens’ romaner, i koldkrigslitteraturen, selv i ret nye udgivelser som Smærups Mærkedage eller Ejersbos Nordkraft, vil i stigende grad virke underligt hæmmede, socialt fattige, blindt autoritetstro og sanseligt begrænsede på læsere der er født på den anden side af den digitale revolution.

Man kan faktisk tale om en slags kronologisk perceptionsforstyrrelse, som til alle tider vil øve indflydelse på måden vi opfatter fortiden, og dermed fiktion der udspiller sig i fortiden, på. Jeg synes mit udpenslede barndomsmindekatalog ovenfor beskriver en dyb tidskløft ret godt, og langt bedre end en abstrakt akademisk analyse giver et konkret billede af udfordringen ved at skrive og læse historisk fiktion. Jeg er som sagt kun fyrre år gammel og den verden som jeg engang kendte er totalt forandret. En Stormnat foregår yderligere næsten fyrre år før min fødsel! Hovedpersonen i romanen blev født i 1908 – yderligere fyrre år før. Hans barndomsoplevelser ligger altså små hundrede og tyve år tilbage i tiden, og hvilken moderne læser kan dog sætte sig i hans sted? Svaret er selvfølgelig, at det kan ingen, heller ikke jeg, der som forfatter giver ham liv og agens, og skal opfatte alting gennem hans øjne. Men jeg kan gøre et forsøg, og det har jeg gjort, velvidende at det perfekte er uopnåeligt, men at historien er så spændende og inspirerende at dykke ned i, at det uperfekte bestemt også er besværet værd!  

De uforudsete forfatterkvaler

Posted by Schjönning on

Historier kommer aldrig bare ud af det blå, og min udgivelsesaktuelle novelle, Hvor Danmark er Allersmukkest, er selvfølgelig ingen undtagelse. Men dens tilblivelseshistorie er alligevel noget mere kringlet end dens slags normalt er. Jeg fortæller her om nogle af de udfordringer der kommer bag på forfatteren, en gang imellem, hvor det ikke er selve det at skrive teksten, der er det svære.

Jeg var vist nok den første forfatter der blev inviteret med i antologien, 1900, der udkommer i dag. Det skete på en regnvåd aften i en dunkel baggård i Odense, hvor jeg stod og røg. Ved et eller andet tilfælde stødte jeg på den navnkundige forfatter og forlægger, Henrik Harksen, der netop havde undfanget en idé. Han ville samle ti danske horrorforfattere og give dem til opgave at skrive en novelle. Hver novelle skulle tage afsæt i et årti i 1900-tallet, og samlet set skulle det endelige værk altså være en slags grusom horror-udgave af vores fælles historie fra de år vores oldeforældre blev født og fremefter.

Jeg er som bekendt en gigantisk nørd, og syntes den idé var genial, og da Henrik samtidig spurgte om jeg ville være med, blev jeg overmåde glad og stolt, og greb prompte ud efter 1940’erne. Forhåbentlig behøver jeg ikke delagtiggøre nogle af jer læsere i, hvad den dominerende historiske begivenhed i dette tiår var, men lad os bare sige, at det er en periode som interesserer mig nærmest uendeligt, og som jeg har studeret med en ildhu, grænsende til det obsessive.

Der gik da heller ikke længe før ideen til novellen dukkede op. Jeg plukkede den fra det smukke blomsterbed af dansk historisk fiktion som hedder Matador. Jeg er glødende fan af serien, og blandt de mange begivenheder der krydser dens røde tråd, er den tyske tilbagetrækning fra Danmark i ugerne umiddelbart efter overgivelsen til englænderne. Særligt én lille del af det verdensomspændende drama har boret sig ind i mit sind, og det bliver nævnt flere gange i Matador. Det er historien om hvordan man skød alle tyskernes hunde. Da den fiktive by, Korsbæk, ligger på Vestsjælland et sted, er det specifikt hundedrabene ved færgelejerne i Korsør der nævnes i serien. Og eftersom jeg er vokset op i Korsør-området, kunne jeg placere min novelle på velkendt terræn.

Siden første gang jeg så serien har jeg været jaget af hundenes genfærd. Efter alle de nederdrægtige og groteske forbrydelser der blev begået, menneske og menneske imellem, i krigsårene, virkede det på en eller anden måde som et endnu mere barokt og grusomt punktum, at selv dyrene måtte lide døden, og endda kun på grund af danskernes (dog forståelige) had og hævntørst til den tyske besættelsesmagt. Det forekom mig ærlig talt som en uhæmmet og ureflekteret grad af raseri, og den slags har som bekendt konsekvenser i horror-noveller.

Jeg syntes dog ikke at jeg kunne basere en historisk novelle på noget jeg har set i fjernsynet, så jeg kastede mig ud i noget jeg troede ville være et overskueligt research-arbejde. Dette trak ud. Efter at have gennempløjet mit ikke uimponerende, private bibliotek om besættelsestiden, uden held, dykkede jeg ned i internettet og lokalbiblioteket. Og fandt intet! Jeg bestilte derfor et kandidatspeciale hjem fra Forsvarsakademiets bibliotek – en sag fra begyndelsen af 90’erne, der som et af de eneste beskæftiger sig målrettet med tyskernes exit fra Danmark i ’45. Jeg læste det hele … Og fandt stadig intet om hunde.

Nu var jeg ved at blive lidt desperat, så jeg opsporede forfatteren til specialet, en historiker der heldigvis arbejdede på et offentligt museum, så jeg relativt let kunne finde hans mailadresse. Han var så umådelig venlig at sende mig et udførligt svar (efter han havde sundet sig over at nogen andre end hans censor havde læst hans speciale). Desværre var svaret, at historien der gengives i Matador er baseret på et rygte der blev spredt dengang, og som Lise Nørgaard åbenbart har taget for gode varer. Der blev skudt én hund uden en god grund, af en lidt overaktiv modstandsmand. Andre hunde blev diskret aflivet af den simple grund, at tyskerne havde opdraget dem til at være ”glubende varulve” (for at citere Hr. Schwann) – altså effektive vagthunde, der logisk nok også kun lystrede tyske kommandoer.

Jeg havde altså endelig fundet mit svar, men kunne ikke rigtigt bruge det til noget. Heldigvis stod ideerne i kø, og jeg fik hurtigt skiftet spor. En novelle (uden hunde) blev hurtigt til, blandt andet på baggrund af al den research jeg alligevel lige havde bedrevet, og jeg synes ærlig talt den er en af mine bedste indtil videre. Men …

Min færdige novelle, Hvor Danmark er Allersmukkest, er stærkt inspireret af et digt, Disasters of War: Goya at the Museum, af den amerikanske poet, Babette Deutsch, og jeg fandt det passende at afslutte den med et uddrag af bemeldte digt. Dette var forlæggeren – der i mellemtiden havde skiftet identitet; nu hedder han Steen Langstrup og behøver næppe nogen nærmere introduktion – dog ikke meget for. Jeg forestiller mig, at han har dårlige erfaringer med rettighedsskærmydsler, for han bad mig om at sørge for at have en dokumenteret tilladelse til at bringe digtuddraget.

Nu kan jeg godt gå hen og blive stædig en gang imellem, og jeg ville den ondenlyneme have det uddrag med! Desværre havde jeg fundet det i en digitaliseret udgave af magasinet The New Yorker – et af det hæderkronede kulturorgans forårsudgivelser. Fra 1957! Jeg forsøgte mig derfor først hos magasinets rettighedsafdeling (der heldigvis har umanerligt godt styr på deres arkiv). Her fik jeg at vide at rettighederne var overgået til forlaget, der oprindeligt havde bragt digtet i en digtsamling.

Til alt held fandtes forlaget, Indiana University Press, stadigvæk, og de kunne berette at ophavsretten var gået tilbage til Deutsch i 1978, fire år før hendes død, og at den derfor måtte tilhøre hendes bo nu. Nu må jeg indrømme, at jeg var ved at give op, for IUP havde ingen kontaktoplysninger på digterens efterkommere. Men jeg fik vist nævnt, at jeg kan blive lidt stædig.

Til mit held giftede Deutsch, tilbage i 1921, sig med en mand med et noget særegent efternavn, og skønt hun selv beholdt sit pigenavn livet ud, fik hendes børn faderens slægtsnavn med sig. Til mit yderligere held havde hendes sønner arvet forældrenes intelligens og gåpåmod, og drevet det ganske vidt, hvorfor de faktisk var til at opspore blandt USA’s 330 millioner indbyggere. I hvert fald den ene af dem, der stadig lever. Han er 93 år gammel, en legende indenfor kræft- og misbrugsforskning, og stadig tilknyttet The National Health Institutes som professor emeritus, ved hvis mellemkomst det lykkedes mig at komme i kontakt med ham.

Han viste sig at være en særdeles gemytlig mand, som jeg udvekslede en række mails med, hvor vi snakkede om kunst og poesi, inden han sendte mig en officiel tilladelse til at citere moderens digt. Når alt kommer til alt, fik jeg altså faktisk noget positivt ud af rettighedsjagten, for det gør mig altid glad at møde nye, spændende mennesker – også selvom mødet foregår via mail, og personen ikke rigtigt kan betragtes som ”ny”.

Jeg fik altså tilladelsen i hus kort tid før det endelige manus blev sat og sendt til tryk, og i dag kan I alle så nyde frugterne af mit bøvl, samt ni andre fremragende noveller fra cremen af dansk horror anno 2022. Jeg vil vove den påstand, at min novelle befinder sig i en af de stærkeste horror-antologier der er udgivet de sidste mange år, og jeg ser meget frem til at læse reaktionerne på den. At få lov til at være en del af 1900 har uden skyggen af tvivl været alt besværet værd!

En bog bliver til

Posted by Schjönning on

Som medlem af talrige forfatter- og læsegrupper, både digitalt og fysisk, har jeg bemærket en håndfuld spørgsmål om bogmarkedet, der bliver stillet igen og igen. Og som en ultranørd, der kan smykke sig med en lang rækker titler – heriblandt forfatter, forlagsredaktør, korrekturlæser og anmelder – kan og vil jeg rigtig gerne besvare dem.

I længden bliver man dog træt af at skrive og sige de samme ting igen og igen, så nærværende skrivelse kan betragtes som en slags bredspektret indførelse i tilblivelsen og udgivelsen af en bog. En artikel jeg kan referere til i fremtiden, når spørgsmålene trænger sig på, og min trang til at virke bedrevidende ikke kan modstås.

De spørgsmål jeg søger at give svar på, er en broget flok, men de handler alle sammen om bøger: Hvorfor er bøger så dyre? Hvorfor skal forlaget have 85% af en bogs indtjening? Hvorfor tjener forfattere ikke flere penge? Kan man leve af at være forfatter? Hvorfor vil ingen forlag udgive min bog?

Der er selvfølgelig ret delte meninger om svarene, og du vil nok få meget modstridende respons hvis du stiller et medlem af forfatterforeningen, en mellemleder hos Saxo og en freelance oversætter nøjagtigt enslydende spørgsmål i den retning. Jeg har forsøgt – meget ulig mig – at sigte efter midten af vejen her, og give så nøgternt et overblik som muligt.

De fleste af spørgsmålene kan besvares ved simpelthen at beskrive en bog vej fra en forfatters hjerne til den ligger på dit natbord, så det er det første jeg har tænkt mig at gøre. Jeg bør nok advare om, at det her bliver meget omfattende!

Der Bücherwurm af Carl Spitzweg, cirka 1850

Det hedder et manus!

Det hele starter med at en forfatter får en lys idé. Jeg tillader mig at kalde ham en ”han” fra nu af, og kan berolige jer med at jeg slog plat eller krone om kønnet. Forfatteren tager et væld af noter, brainstormer løs og bedriver research. Sideløbende eller efterfølgende, afhængigt af den enkelte forfatters personlige proces, skaber han et manuskript, som bogbranchen med en, for denne branche sjælden sans for effektivisering, straks omdøber til et ”manus”.

Første sidespring! Bemærk noget vigtigt her. Det hedder et manus! Man omtaler generelt ikke en bog som en bog, før den er trykt. Indtil da er den et manus for ikke at forvirre tingene. Bemærk i øvrigt at man også opererer med begreberne ”titel” der er selve indholdet af en bog, en ”udgivelse”, der beskriver en given variant af en titel, et ”eksemplar” som er ét eksemplar (!) af en udgivelse, og et ”bogværk”, der er en bog i flere bind.

Et eksempel: En forfatter skriver et manus, der bliver til en titel som forlaget har eneret til. Forlaget vælger at udgive titlen. Udgivelsen kommer i et uhørt stort oplag på 5000 eksemplarer. Læseren køber en bog. Senere kommer en 2’er, og titlerne bliver tilsammen et bogværk.

Bemærk desuden at ordet ”eksemplar” bestemt, på ingen måde, slet ikke kan udskiftes med ordet ”kopi” – det er en vulgær anglicisme, som raske mennesker rynker på næsen af. I Danmark betragtes kopier som ulovlige, hvis ikke loven om ophavsret overholdes.

Vores forfatter er altså endelig færdig med sit manus, men hvad så nu? Nu sker der det, at jeg igen afsporer teksten for at indskyde endnu en pointe.

Vores forfatter er nemlig aldrig udgivet før! Derfor skriver han hele sit manus færdigt, før han gør mere ved det. Klog af skade ved han nemlig godt, at forlag ikke tager imod synopser, lyse idéer eller halvfærdige tekster fra forfattere, og slet ikke hvis de er helt uerfarne. Jeg er ked af at sige det, og måske punktere nogle luftkasteller, men Askepot-historier hører til på tryk, ikke i forlagsbranchen!

Hans manus er altså færdigt! Og for at mindske risikoen for, at det her udvikler sig yderligere i retning af en skriftlig Kjeld & Dirch-sketch, må jeg hellere indskyde at han selvfølgelig også har fået sit manus betalæst og korrigeret.

”Betalæst?” råbes der fra publikum, ”hvad betyder det?”

Jeg skal ikke kunne sige hvornår ”betalæser” er opstået som begreb, men mon ikke de har heddet ”testlæsere” eller noget lignende før i tiden. De er i hvert fald folk hvis dømmekraft forfatteren stoler nok på til at udsætte sin sårbare selvtillid for deres domsfældelse. Betalæsere er de første der læser manus, og kommer med forslag til ændringer, eller blot umiddelbare reaktioner på det. Nogle gange læser de med løbende, efterhånden som manus bliver til. De kan være venner eller bekendte af forfatteren, og mange forfattere spørger deres kollegaer om hjælp – deres forfatterkollegaer, ikke dem fra det job de lever af. Det vigtigste er at betalæsere ikke er jasigere, og det er bedst hvis de er en del af den målgruppe man prøver at ramme.

Ordnung muss sein

Hos forlaget, der nu har modtaget forfatterens manus, sender sekretæren (det er et velfunderet forlag med råd til en sekretær) øjeblikkeligt et afvisende svar, med henvisning til at forlagets retningslinjer for manus-layout ikke er overholdt.

Forfatteren slår sig for panden, tjekker forlagets hjemmeside og går straks i gang med at ændre i manus (vi har her at gøre med en meget flink og velvillig forfatter). De fleste forlag foretrækker et absolut minimum af tant og fjas i et manus, når det skal bedømmes, og har skrevet en smørrebrødsseddel med deres standarder indenfor linjeafstand, typografi (font og størrelse), paginering (sidetal) og så videre.

Alle normalt tænkende mennesker foretrækker en rå udgave af teksten, præsenteret i den nyeste udgave af Word. Langt senere i processen bliver manus omsat til et andet filformat og skal alligevel sættes op igen forfra. Kursiveringer og deslige der påvirker tekstens betydning er selvfølgelig acceptable. Det er også vigtigt at bemærke om forlaget har en foretrukken måde at anføre dialog på – det er en utroligt ærgerlig opgave, at skulle ændre tegnsætningen i hver eneste samtale i en 500 sider lang roman.

La Liseuse af Jean-Honoré Fragonard, cirka 1770

Forlaget modtager igen manus, og denne gang finder det nåde for sekretærens falkeblik og bliver sendt videre til en passende forlagsredaktør – eksempelvis en der har forstand på genren, emnet eller aldersgruppen.

Sidespring igen! Mange jeg har talt med har, når jeg har præsenteret mig som ”forlagsredaktør”, lidt af den vildfarelse, at jeg ejer et forlag eller i hvert fald bestemmer over et. Det gør jeg ikke. Hvor ”redaktør” bliver brugt om den højeste autoritet indenfor journalistik, bliver det brugt om rugbrødsarbejdere i forlagsbranchen.

Sidespring igen igen! Da danske forlag for langt størstedelens vedkommende er bittesmå virksomheder med 1-5 ansatte, kan det sagtens være at en redaktør også er ejer eller bestyrer af hele forlaget. Rigtigt mange af disse småforlag hyrer freelance-redaktører (og andre) ind udefra, til diverse udgivelser, som regel fordi der ikke er penge til traditionelle ansættelser med pension, feriepenge, sygedage, etc.

Redaktørens opgave er nu at vurdere om et manus er besværet værd. Det er en grusomt hård måde at udtrykke det på, men jeg har siddet i redaktørstolen, og det er sådan man tænker. Det er sådan man skal tænke, for forlagets skyld – og det er forlaget (læs: pengekassen) man er loyal overfor.

Gennem nåleøjet

Alle redaktører har selvfølgelig deres egen unikke metode, og der er i virkeligheden nok ikke en decideret opskrift på en manus-vurdering. Som regel læser man nogle sider ind i manus først, for at få en idé om kvaliteten af sproget. Hvis sproget holder, begynder man at kigge på de elementer der udgør litteratur, og som er sværere at sætte mål og vægt på. Personskildringer, miljøbeskrivelser, dialogens flow, plottets udvikling, og så videre. Nogle gange skal man langt ind i et manus før man når frem til beslutningen om at droppe et det. Først når man har læst det helt færdigt kan man være sikker på, om man vil sige ja tak til det.

At vurdere kvaliteten af sproget, som jeg nævner ovenfor, kræver både en teknisk og en æstetisk tilgang. Der skal være styr på sætningskonstruktion, retstavning og grammatik – uden dog at forlagene forventer noget fejlfrit; der er flere store stjerneforfattere end man tror, der lider af ordblindhed. Men der skal i høj grad også være noget at byde på hvad angår mere elastiske fænomener som figurativt sprog (også kendt som billedsprog; fx metaforer), tempo, troværdighed i dialogen, en loyalitet mod sprogtonen (fx, hvis man skriver om middelalderen bruger man ikke moderne slang) og andre flyvske koncepter.

Der kan være andre grunde til at et manus bliver afvist – grunde som forfatteren ikke er herre (eller frue) over. Det kan være forlaget allerede har pipelinen fuld og ikke vil tage flere projekter ind. Det kan være markedet for netop den genre eller det emne du har valgt, er mættet – litteratur kommer i bølger, fx troldsmandsskoler, husmor-erotik, vampyr-romancer, etc. og nogle gange er bølgen bare allerede skyllet i land. Det kan være noget så abstrakt, som at bogmarkedet som helhed har taget et økonomisk dyk, og man ikke tør satse på eksperimentel litteratur eller nye, ukendte forfattere.

Lad os være flinke ved forfatteren og erklære at han har skrevet et godt, men selvfølgelig ikke fejlfrit manus, i en genre der er god gang i. Han har et godt tag i sproget og hvad der end udspiller sig i handlingen er interessant og præsenteret på en nyskabende måde. Redaktøren er positivt stemt (en redaktør er aldrig helt tilfreds), og sender nu forfatteren den bedste mail, han har fået i sit liv: et tilbud om en forlagskontrakt.

Det med småt

Forlagskontrakters beskaffenhed kunne man skrive en enormt lang selvstændig tekst om, og det vil jeg straks lade være med. Jura er langt fra mit ekspertfelt. Det de fleste lægger mærke til først er procenten, altså hvor stor en andel af de penge der tjenes på udgivelsen, der tilkommer forfatteren. Her er det meget vigtigt at bide mærke i om det er procenter af brutto-indtjeningen eller overskuddet man får. Standarden er 15%, men det er ved at ændre sig, især blandt små og mellemstore forlag, der i stigende grad drives af idealister med en forfattertitel på CV’et. Her har jeg set eksempler på at forfatteren tildeles op til 50% af indtjeningen.

Rettigheder er en anden ting, der kan variere fra forlag til forlag, og også fra enkeltudgivelse til enkeltudgivelse, og i visse tilfælde fra forfatter til forfatter (salgstal dyrkes som afguder). Nogle forlag vil have eneret på udgivelse af titler mere eller mindre for evigt – eller indtil nogen frikøber rettighederne. I den modsatte ende etableres der (igen særligt blandt de små forlag) blot håndtryksaftaler om at man ikke selv smider hele manus på nettet i de første tre-fire måneder efter udgivelsen. Alt imellem disse to yderpunkter er muligt. Ingen forlag accepterer at man deler teksten før udgivelsen.

For nemheds skyld skriver forfatteren under på kontrakten, så vi kan komme videre. Det er nemlig først nu at arbejdet med udgivelsen for alvor begynder. Manus skal nu redigeres.

Kunsten at omskabe kunst

Det er redaktørens job at tage det rå manus og skabe noget der ultimativt er sammenhængende og helstøbt, som er en solid læseoplevelse, og som passer til forlagets udgiverprofil samtidigt med at det udfylder det rigtige hul i markedet. Redaktøren tager fat i manus fra en ende af og laver forslag til rettelser, tilføjelser og store og små ændringer. Det kan være både i sproget, handlingen og beskrivelserne. Igen er der ingen reel, nedfældet opskrift på hvordan man gør, da alle tekster er unikke, men herunder er nogle få løsrevne, anonymiserede eksempler fra min egen karriere som redaktør. Redaktøren finder den (digitale) røde pen frem:

Hvis en forfatter bruger den samme metafor igen og igen, og fx konsekvent omtaler en helikopter som en ”jernfugl”. Sproget skal være varieret, ellers begynder læseren at kede sig.

Hvis forfatteren skriver noget faktuelt forkert, hvor det burde være korrekt, og fx kalder en storm der skabes over det nordvestlige Stillehav for en orkan eller cyklon, når det rettelig hedder en tyfon. Er det en uvidende karakter i bogen, der siger noget fejlagtigt, er det selvfølgelig helt i orden.

Hvis forfatteren bryder med sin egen ”world-building”, fx et i fantasy-manus hvor drager beskrives som umælende monstre, men pludselig kan tale når man når to tredjedele ind i manus.

Hvis forfatteren har gjort sig skyldig i anakronismer, fx når hans personer bruger fysiske checks som betalingsmiddel i et manus der udspiller sig i nutidens Danmark (det ville være noget andet, hvis det var fx i USA).

Hvis en forfatter gentager de samme vendinger eller hans personer gør den samme ting igen og igen, fx en hovedperson der konstant sukker, eller hvis vinden konstant ”hyler i træerne”.

Hvis forfatterens personer ikke er tro mod sig selv, fx en person der har været en selvsikker spradebasse fra starten, og pludselig lider af dårlig selvtillid, uden at det er blevet forklaret hvorfor.

Hvis forfatteren har overset et hul i plottet, fx i en krimi, hvor mesterdetektiven ser bort fra den kendsgerning, at rummet hvor mordet foregik var låst af indefra, og plottet fortsætter ufortrødent herefter.

Hvis forfatteren er kommet til at lave fejl i kontinuiteten, fx hvis en person er såret i venstre arm, men senere har problemer med at bruge den højre eller bruger den venstre uhindret.

Jeg kunne blive ved med at fremdrage eksempler på, hvad det er en redaktør gør. Og da jeg ikke har for vane at sætte mit lys under en skæppe, vil jeg påpege at det er en umådeligt krævende stilling at have. For at være en god redaktør skal man være voldsomt belæst, have et stramt greb om sproget, være kunstnerisk anlagt, besidde en umådelig paratviden, være perfidt detaljeorienteret, kunne optage og genkalde sig en hel roman, og i øvrigt være god til at kommunikere med forfatteren.

Det sidste er faktisk næsten det vigtigste, hvorfor redaktører, der også er forfattere, ofte er ekstra gode. For som forfatter er det hårdt, når der sidder et fremmed menneske på et fjernt kontor, hvis arbejde består i at kritisere hver eneste lillebitte fejl i ens manus. Det manus man måske har brugt flere år på at fremelske. Mødet mellem redaktør og forfatter kan godt gå hen og blive fyrigt, og det er ikke uhørt at et manus skifter redaktør undervejs i processen, hvis samarbejdet simpelthen bryder sammen.

Når redaktøren er færdig med førsteredaktionen, får forfatteren manus tilbage, og tager stilling til alle ændringsforslagene. Hvor mange af den slags der er (også) meget forskelligt. Jeg har siddet med et manus, hvor jeg stort set ingen ændringer havde overhovedet – dette var fra en særdeles erfaren forfatter fra den gamle skole. Jeg har også siddet med tekster, hvor jeg har ændret næsten hver eneste sætning, og undret mig over hvorfor i alverden forlaget har taget manus ind til at starte med.  

Nu udspiller der sig så en slags manus-bordtennis mellem de to skrivebordskrigere, hvor filer med stadigt højere tal i deres navn bliver sendt frem og tilbage. Som alt andet er det forskelligt fra sag til sag, hvor mange redigerede udgaver af manus der skifter hånd. Mine personlige rekorder er henholdsvis fire og tolv. Fire repræsenterer et manus der var imponerende solidt fra starten af, og skrevet af en erfaren forfatter der var meget modtagelig overfor råd og anvisninger. Tolv repræsenterer et manus der dårligt hang sammen, forfattet af en ret kværulantisk person, der grundlæggende modsagde alle mine gode intentioner. Men der kom da en bog ud af det til sidst.

Når den sidste redaktion er tilendebragt, er det stadig alt for tidligt at åbne champagnen. Redaktøren har nemlig nu set sig totalt blind på manus, hvorfor forlaget nu inddrager en ny person: korrekturlæseren.

De fleste redaktører retter rutinemæssigt stave- og tastefejl i løbet af redigeringen, efterhånden som de tilfældigt falder over dem, men retstavning og særligt grammatik er ikke nødvendigvis deres spidskompetence. Derfor skal manus underkastes en decideret korrekturproces, hvor en sprogekspert går igennem det med en tættekam.

Denne yderligere forædling af manus foregår heller ikke uproblematisk, da dansk er et ret levende sprog, med mange ord der kan staves korrekt på adskillige måder, hvor reglerne for brug af fremmedord er svævende, og hvor vi i øjeblikket de facto betjener os af tre vidt forskellige kommasystemer (grammatisk, nyt og kaos). Er der tale om poesi, visse moderne former for prosa eller dialog på dialektmål eller med meget slang kan det sågar være at forfatteren overlagt anvender ”ukorrekt” sprogbrug i sin kunst. Derfor forekommer den samme ping-pong-øvelse, vi så i redaktionen, også i korrekturprocessen.

Den ydre skønhed

Imens alt dette står på, har forlaget travlt med andre ting. En udgivelse er meget mere end selve brødteksten, den skal også pakkes pænt ind.

Med eller uden forfatterens indblanding skal der udarbejdes et omslag. ”Omslag” er ikke synonymt med forside – omslaget er hele den fysiske indpakning og inkluderer forside, ryg, bagside, forsatsblade (indersiden af for- og bagside) og eventuelle flapper (ja, ”flapper” er det professionelle ord for dem!). Flapper bruges kun til udvalgte paperbacks, men er en essentiel del af smudsomslag til hardbacks. Er der tale om en hardback-udgivelse kan forskellige luksustiltag som kapitæl- og læsebånd (indbyggede bogmærker af stof) også være mellem valgmulighederne. Er man førstegangsforfatter er det dog meget usandsynligt at man udkommer med andet end en limet paperback til at starte med.

Det er en sand videnskab at skabe sådan et omslag, og jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på den tekniske side af sagen. Det er op til det enkelte forlag hvor meget de vil involvere forfatteren, hvad angår det man kalder ”udstyret” (noget man ofte gør noget ud af at understrege i kontrakten). Udstyret er fællesbetegnelsen for alt det rundt om den trykte bog (omslag, smudsbind, hæftning, omslagsillustrationer, etc.) – ting som meget ofte er medvirkende til om bogen bliver samlet op af læsere.  

Der er standarder for den slags, især hvad angår bogens dimensioner og indbinding. Disse standarder er blevet til med øje for den æstetiske (og markedsføringsmæssige) værdi og af helt jordnære, pragmatiske hensyn, som transport og opmagasinering. Det hænder at en enkelt udgivelse stikker lidt udenfor, men det er meget sjældent. Mit foretrukne eksempel er den legendariske erotiske roman Fanny Hill, der kom i nyoversættelse fra forlaget Rosenkilde & Bahnhof i 2012 med et opsigtsvækkende omslag af lilla fløjl, der føjede en taktil fornøjelse til læseoplevelsen.

(Rosenkilde & Bahnhof er senere blevet overtaget af Lindhardt & Ringhof)

Bibliotekarien af Giuseppe Arcimboldo, 1566

Selvfølgelig er forsiden det vigtigste. Alle forfattere (og alle forlags bogholdere) drømmer om at se deres værk ”på den rigtige led”, altså blandt de bøger der bliver sat med forsiden udad på hylderne i boghandlerne og på bibliotekerne, i stedet for med ryggen til. Den nemmeste måde at gøre det på, er at kreere en forside der er helt unik, blikindfangende og øjeblikkeligt aflæselig for enhver potentiel køber, men uden at den er for provokerende i sit indhold eller afvigende i sit layout. Altså supernemt!

Det er afhængigt af forlagets økonomiske slagkraft, hvem man hyrer til at lave sådan en forside. Det kan være alt fra en elev på en animationsskole til et fuldt besat grafisk bureau. Jeg har arbejdet med begge dele og det meste derimellem, og der er fordele og ulemper ved det hele. De ensomme ulve blandt grafikerne er ofte dygtige til at levere, men meget egenrådige, og falder ofte i to kategorier. Dem der har fundet den hellige gral og dem der spytter i Guds øje. Gralridderne er dem hvis forsider følger en fast grafisk linje, som de ikke er meget for at afvige fra. Ikonoklasterne er dem der hellere river templet ned og opfører et nyt, end bygger videre på det gamle: Alle deres forsider skal være enestående!

Interessant nok ender de store, velbemidlede grafikbureauer og tegnestuer ofte sammen med den første af de to kategorier. Det skyldes måske at de har overskud til at føre nøje regnskab med, hvad læserne vil have, baseret på hvad der gennemsnitligt er mest populært. Men det der er mest gennemsnitligt, er jo ikke nødvendigvis kommet for at blive. Snarere tværtimod.

Et lille hurtigt sidespring! Det er ikke usædvanligt at der er både en illustrator, der tegner eller maler omslagsmotivet, og en grafiker der sætter motivet sammen med resten af omslaget.

Udover forsidens illustration og titel (hvor der skal vælges typografi, farve etc), skal der også laves en bagsidetekst. Dette er i mange tilfælde redaktørens opgave, da han kender manus lige så godt som forfatteren på nuværende tidspunkt, og samtidig har et godt øje til tekstens målgruppe(r) og forhåbentlig besidder en lille smule sælgertæft.

Alt det læserne ikke lægger mærke til

Efter min mening er bagsideteksten det absolut sværeste stykke enkeltarbejde, der er forbundet med en bogudgivelse. Jeg har selv skrevet bagsideteksterne til mine personlige udgivelser (og til en hel del andre) og at finde den helt rigtige balance er skingrende, nærmest frustrerende besværligt.

Man skal beskrive en hel bogs genre, fokusemner og handling i et sprog som dens mulige købere skal kunne afkode straks. Et sprog der samtidig får folk, der konstant bombarderes med tilbud, til at bruge penge på netop denne bog, fordi den virker spændende. Man må dog naturligvis aldrig afsløre for meget af handlingen, men skal i øvrigt virkelig tale forfatterens evner op, også selvom vedkommende er komplet ukendt i forvejen. Alt dette har man mellem 50 og 150 ord til på dansk – hvis det bliver længere, læser køberne det alligevel ikke til ende.

Hvis jeg skal gøre mig blot den mindste smule håb om, at nogen læser det her til ende, må jeg hellere stramme mig lidt an. Som I ser, er der ret meget stof at rive i, og jeg har ærlig talt kun berørt overfladen af alle de overstående emner.

Lad os sige at forfatteren og korrekturlæseren er blevet enige om en endelig udgave af selve manus. Forfatteren og forlaget er i samråd med illustrator og grafiker tillige blevet enige om den visuelle dimension af udgivelsen. Dertil har den flittige redaktør også skrevet en kolofon – bogens rulletekster hvor man opremser forlag, trykkeri, rettigheder, årstal, oplag og en masse andet teknisk fikumdik. Hvis det findes nødvendigt eller givende at have et forord, fx fra en anden forfatter, et efterskrift, en dedikation, et indledende citat, etc. har redaktøren også sørget for at det er i orden.

Akademisk sidespring: Fagbøger – både de populærvidenskabelige og de rent akademiske – udstyres som regel også med en indholdsfortegnelse, fod- eller slutnoter, en liste over kildehenvisninger, en litteraturliste og et stikordsregister eller indeks (mere om det senere). Her er forfatter og redaktør gensidigt afhængige af hinanden på en helt anden måde end i skønlitteratur.

Horeunger skal udryddes

Nu bliver manus sendt til sats. ”Sats” er et oldgammelt ord fra dengang typograferne manuelt placerede små bogstavstempler spejlvendt på rad og række i en ramme, der udgjorde en såkaldt ”blok” der i sig selv udgjorde et opslag (to sider) i en bog. Dem lavede man så nogle hundreder af, og så havde man satsen til en hel roman. Personen der forestod dette uhyre arbejde hed en ”sætter”, og man bruger stadig udtrykket ”at sætte” eller ”lave sats” i dag. Nu gør vi det heldigvis digitalt.

Det er dog stadig en stor opgave at sætte en bog. Man hyrer som regel en grafiker til formålet, som gennemgår alle linjer, én for én. Det er her man blandt andet udrydder forkerte orddelinger og såkaldte ”horeunger” – altså når teksten fra side A fortsætter over på side B, men kun former en uskøn halv linje eller halvt ord før et linje- eller afsnitsskift.

Etymologisk sidespring: Der er, som man kan se, mange antikverede begreber der overlever i bogbranchen, som ”sætte” og ”horeunge”. Der er andre der ikke gør. Fx er vi heldigvis holdt op med at omtale en ”ghostwriter” som en ”neger”.

Grafikeren skaber nu det, der med et moderne udtryk hedder en ”trykfil”. Den sendes til redaktøren eller til både redaktør og forfatter, i et format (oftest .pdf) hvor teksten ikke kan skubbes rundt med. Eventuelle fejl rapporteres til grafikeren ved hjælp af eksterne noter, da man ellers risikerer at rykke store tekstblokke eller hele manuskriptet skævt. Det er også i denne proces at man endeligt paginerer siderne (giver dem sidetal).

Er der tale om faglitteratur, er det den endelige version af trykfilen, man laver et indeks over. Alt andet ville nok også være vanvittigt. Indeksering er muligvis den mest sjælenedbrydende og entusiasmedræbende opgave i hele forlagsbranchen, og foretages af en ”indeksator”, der gennempløjer manus for søgeord, titler, navne, steder, og hvad man ellers finder nyttigt for læseren. Indeksatoren alfabetiserer så det hele og noterer alle relevante forekomster af disse ord i numerisk rækkefølge. Dette korpus af bogstaver og tal bliver til indekset. Indeksering er en kunst, der (endnu) ikke kan gøres efter af maskiner, da de ikke kan skelne mellem relevante og irrelevante forekomster af ord eller skelne mellem to forskellige objekter med samme navn – fx i en bog om nyere dansk historie, hvor der var omkring femogtyve divergerende Hansen’er at holde styr på.

Redaktøren har nu det endelige ansvar for, med is i blodet, at godkende trykfilen.

Manus antager fysisk form

Nu skifter manus hænder igen, og sendes fra forlaget til trykkeriet. I gamle dage var det også trykkeriet der stod for satsen, og dermed var en del af den omfattende fejlfindingsproces, der er forbundet med bogudgivelser. Sådan er det ikke længere, og nu om dage, hvor mange anvender trykkerier i Østeuropa eller Kina, aner trykkerierne som regel overhovedet ikke hvad de trykker.

Af den årsag er der mange forlag der betaler lidt ekstra for at få tilsendt et ”prøvetryk” eller ligefrem en hel ”prøvebog” fra trykkeriet. Den er det redaktørens eller forlæggerens opgave at vurdere og godkende (hvis der da ikke er nogen rettelser), inden forlaget placerer den endelige ordre på X antal eksemplarer hos trykkeriet.

Nu bliver det rigtigt spændende! Nu holder vi op med at omtale forfatterens anstrengelser som et manus, og kalder det for en bog. Normen er efterhånden blevet, at trykkeriet sender hele oplaget til en bogdistributør, i stedet for til forlaget. Forlaget rekvirerer så det antal eksemplarer de vil have på selve adressen. Heriblandt er de eksemplarer, forfatteren modtager som såkaldte ”frieksemplarer”, hvis antal er aftalt i kontrakten. Dette antal ligger som regel mellem et og ti med plads til lidt forhandling.

Anmelderi på lavt blus

Hvis forlaget er lidt mere ved muffen end gennemsnittet, udsender det nu anmeldereksemplarer til landets journalistiske og litterære organer. Særligt blandt de små og mellemstore forlag er denne tradition godt på vej i graven, af den kedelige årsag, at det simpelthen ikke kan betale sig. Der er efterhånden meget langt imellem dagblade, der kan bryste sig af en blot nogenlunde redelig og veldrevet litteratursektion, og ser man på udviklingen (nogen vil kalde det afviklingen) over de sidste to årtier, er visse ting meget tydelige: Når et bredt medie skal skære ned, er det kulturstoffet der bliver sablet. Man ansætter ikke længere faste anmeldere, men anvender i stigende grad freelancere der lønnes meget dårligt for deres indsats, eller bruger praktikanter eller studerende, der nogle gange kun modtager anmeldereksemplaret som betaling.

Eksplosionen af små forlag, selvudgivere og medudgiverforlag har endvidere medført, at det er voldsomme mængder af nyudgivelser, der kommer ind på de stadigt mindre og ringere bemandede kulturredaktioner. Deres reaktion er irriterende, men egentlig ganske forståelig. De fokuserer på bøger fra forlag de kender, og som de ved leverer, om ikke stor kunst, så i det mindste godt håndværk.

Forlaget, der i vores tilfælde står med en god og velredigeret, grafisk gedigen udgivelse mellem hænderne, hører ikke til blandt den gamle elite. Dertil er forfatteren også ukendt. Så deres markedsføringsafdeling (der helt ærligt godt kan bestå af forlæggeren selv og vedkommendes SoMe-indfødte teenagedatter), vælger at koncentrere promoveringen af bogen, i stedet for at skyde med spredehagl.

Her er der to gode veje at gå, og den ene udelukker bestemt ikke den anden. Først og fremmest er der lokalaviser – I ved, de der Brugsen-reklamer med artikler og dødsannoncer hist og pist. De bliver faktisk læst af ret mange mennesker (over 35 år, men det er også dem der køber bøger), og afhængigt af hvor kedeligt et sted man bor, kan det være guf for en avisredaktør med en artikel og anmeldelse af den nyslåede forfatter, der bor nede på Kirkevænget og handler ind samme sted som læserne. Man er også næsten altid sikret god behandling fordi den slags stof er feel-good-materiale, der kan varme læserens hjerte lidt mellem tilbud på svineskank og læserbreve om lysreguleringen ved indfaldsvejen.

Den anden vej er bloggerne. Blogs er stadig en ting, selvom nettet bliver mere og mere kortfattet, overfladisk, kynisk og hæsblæsende. Et godt eksempel er, at du er nået hertil! Bloggerne er som regel herre i eget hus, og driver en personlig anmelderblog, alene eller sammen med nogle få ligesindede. Det bedste ved disse blogs er, at de er målrettet særlige grupper af læsere, fx fans af krimier, horror, ungdomslitteratur eller kogebøger. Gennem blogs kan man altså få fat i sit kernepublikum på nationalt plan. Ulemperne ved blogs er mange. De er langt fra lige så overlevelsesdygtige, for slet ikke at sige prestigefulde at optræde i, som de gamle medier, og kvaliteten af anmeldelserne er ekstremt svingende. Hvor de traditionelle medier, trods deres brug af praktikant-anmeldere, kræver at man kan skrive, stave og måske endda også vurdere litteratur, kan enhver ildsjæl med en times erfaring med WordPress lave sin egen anmelder-blog.

Over disken

Vores forfatterhåb har vækket interessen hos en lokalredaktør, der heldigvis var helt vildt træt af at skrive om faldende huspriser i randområderne, samt et par gode bloggere, der formår at skrive anmeldelser man kan citere fra (en glemt kunst efterhånden, hvilket kan være vanvittigt frustrerende, hvis en anmeldelse ellers er positiv). Det har medført at nogle læsere gerne vil købe hans bog!

I vore dage kan man købe bogen på mange måder. Man kan købe den gennem en e-boghandel, hos en fysisk butiksboghandler, i et supermarked og i mange tilfælde direkte på forlagets hjemmeside. Og hvad er forskellen så på det?

Dublin Streets: A vendor of books af Walter Osborne, 1889

Der er næppe den store forskel for læseren. Prisen for selve bogen vil nok være cirka det samme. Portoen vil nok være lidt dyrere hos forlaget, der ikke har samme klasse af erhvervsrabatter som e-boghandleren, der sender langt flere pakker ud. Portoen udebliver selvfølgelig i den fysiske boghandel, der til gengæld må sælge bogen lidt dyrere for at have råd til høj husleje, etc.

Den store forskel ligger i, hvem der tjener hvor meget på salget af bogen. Forlaget beslutter i udgangspunktet en ”vejledende pris”. Det er det beløb forlaget mener bogen skal sælges for, og den pris de selv tager for bogen, til at starte med i hvert fald. Fordi der fandtes en verden før internettet blev udviklet og Dansk Supermarked blev en magtfuld lobbyvirksomhed, og hvor fysiske boghandlerne havde et decideret monopol på salg af bøger, findes der det vi kalder ”boghandlerrabat”. Den ligger på omkring 40%. I gamle dage købte boghandlerne altså bogen af forlaget til 60% af den vejledende salgspris, og solgte den så videre for 100% – indtil den kom på tilbud i hvert fald.

Denne rabat findes stadig langt de fleste steder, og bruges til at kompensere for boghandlerens lokaler, udsmykning, personale, etc., men den er blevet forskruet ret voldsomt af ophævelsen af bogmonopolet i 2001. De store supermarkedskæder er fx blevet så vigtig en afsætter af bestsellers, at de kan kræve rabatter på langt over de 40%. Det samme gælder til en vis grad de store e-boghandlere, som der jo efterhånden kun er to tilbage af.

Det siger sig selv, at det er det direkte forlagssalg, der er mest økonomisk givende både for forlaget og forfatteren – der jo modtager procenter af indtjening/overskud af det rå beløb hans bøger river hjem. Problemet her er så at boghandlerne (fysiske og digitale) har en langt større gennemslagskraft, og en større kontaktflade med læserne, hvoraf de fleste er komplet ligeglade med hvilket forlag, der har fremstillet en bog, så længe bogen er god.

Jeg vil ikke anbefale den fysiske boghandel over det direkte køb hos forlaget, eller omvendt. Efter min mening er begge dele lige vigtige og rigtige for udviklingen og salget af litteratur. Men hvis man vil være lidt idealistisk i sine indkøbsvaner, og være ekstra god ved vækstlaget for dansk litteratur, så undgå supermarkederne og de store e-boghandlere.

Tilbage til vores forfatters første menige læser, der har valgt at købe bogen hos en god gammeldags fysisk boghandler. Kunden går op til disken, og spørger efter bogen, men den er desværre ikke på lager – forfatteren er jo ukendt. Men den kan bestilles hjem!

Den uundgåelige mellemmand

Lige meget om man bestiller et enkelt eksemplar hjem på en kræsen kundes opfordring, eller man bestiller 500 eksemplarer hjem af den nyeste Adler-Olsen, allerede inden bogen kommer fra tryk, er det samme fremgangsmåde man følger. Boghandleren (eller supermarkedet) placerer en ordre hos forlaget, der sender den videre til distributøren, der sender de ønskede eksemplarer afsted.

Bemærk at jeg skriver ”distributøren” i ental. Det er fordi der efterhånden kun findes én, der opkøbte sin største (og eneste reelle) konkurrent i 2015, i det de kalder en ”konsolidering af bogdistribution i Danmark”, men som rettelig er en monopolisering af samme. Firmaet har ikke verdens gladeste kunder, hverken blandt afsendere eller modtagere, men er grumme svært at komme udenom. De sætter også selv prisen for deres services, fordi der ikke er et egentligt alternativ man kan true dem med at skifte til.

I min karriere har jeg kun arbejdet for to forlag, der ikke var afhængige af den eksterne distributør. Det ene var så småt, at de selv kunne varetage deres få titler i små oplag. Det andet hører til i den meget tunge ende af de mellemstore udgivere, men det udslagsgivende er, at det er økonomisk støttet af staten. De har derfor finanserne til at betale for depotplads, lagermedarbejdere og hvad der ellers følger med at drive den slags.

Lad os vedtage at distributionscentralen ikke laver fejl. Bogen ankommer, kunden får besked, og afhenter nu sit indkøb. Og det, mine damer og herrer og alt derimellem, er såmænd bogens vej, fra forfatterens hjerne til din læsekrog hjemme i stuen.

Svarene på spørgsmålene

Lad os vende tilbage til de spørgsmål, der indledte denne knudrede og alenlange gennemgang af en bogs fødsel.

Hvorfor er bøger så dyre? Hvorfor skal forlaget have 85% af en bogs indtjening? Hvorfor tjener forfattere ikke flere penge?

Svarene finder du mellem linjerne ovenfor. Bøger er dyre fordi de kræver en gigantisk indsats fra virkelig mange usynlige hjerner og hænder, for at være gode og gennembearbejdede kulturprodukter. Forfatteren, sekretæren, forlæggeren, redaktøren, korrekturlæseren, illustratoren, grafikeren, indeksatoren, sætteren, trykkeren, distributøren, lagerarbejderen, chaufføren, boghandleren og alle deres bogholdere, revisorer, jurister og markedsføringsfolk skal have løn. Det er bogen, der betaler den løn. Det er også bogen der betaler for firmaernes husleje, varme, vand, el, køretøjer, forretningsrejser, annoncering, bankgebyrer, også videre og så uendeligt meget videre. Det er bogen, der betaler hele gildet.

Af samme årsag kræver mange forlag deres 85%. Det kan synes meget uretfærdigt – og det synes jeg da personligt også det er – når nu der slet ikke ville være en bog, uden forfatteren, men der er nogle men’er her. Der er også langt mellem gode redaktører og illustratorer, og endnu længere mellem dygtige korrekturlæsere. Og tro mig, de bliver på ingen måde forgyldt på forfatterens bekostning. Den grusomme sandhed er, at der er virkelig mange hæderlige forfattere derude, og kagen de skal dele er meget lille.

Og det er derfor forfattere ikke tjener flere penge. Man skal sælge umådeligt mange eksemplarer af mange titler før det batter, og som markedet er nu, er det kun meget få forfattere det lader sig gøre for. Bibliotekssalget daler i takt med lukningen af filialer og et skiftende fokus hos bibliotekernes brugere. De små boghandlere er stort set uddøde. I takt med at flere læser på engelsk, bestiller flere bøger hjem fra udlandet – noget jeg selv ofte gør mig skyldig i, fordi det jeg vil have ikke findes på dansk. Kagen vokser ikke, men antallet af bagere gør. Der er aldrig blevet udgivet flere titler i færre eksemplarer end nu.

Et sidste lille sidespring, denne gang til forfattere på medudgiverforlag: Du må undskylde, at jeg har overset dig indtil videre. Det er ikke af nogen ond mening, men jeg kender ikke dine vilkår særlig godt, og vil derfor ikke kloge mig på dem. Men! Hvis dit forlag fortæller dig, at dine penge går til en manusgennemgang på linje med overstående, og du ender med at lægge navn til en titel fuld af stavefejl, en forside lavet af ClipArt og gratis stock photos, og hvis sidetal ikke er i rækkefølge (jeg har set det hele), så ved du, at det er på tide at finde et nyt sted at udøve din kunst igennem.

Kan man leve af at være forfatter? Ja, det kan du, hvis du på en eller anden måde er svinsk heldig. Jeg læser meget bredt, og jeg har spekuleret mig en hovedpine til over diverse bestseller-fænomener, ingen nævnt, ingen glemt, som jeg ærlig talt synes er kedelige forfattere, uden ånd, uden holdninger, i grelle tilfælde helt berøvet for originalitet. Men de sælger tusindvis af eksemplarer og kan leve af det. De tjener dog også en anseelig del af deres penge gennem foredrag, og som undervisere på forskellige skrivekurser.

Andre har simpelthen bare forfattet så mange bøger, at deres årlige udbetaling af bibliotekspenge (kompensations for tabt salg, fordi det er gratis at låne dem) i løbet af en lang karriere er akkumuleret til et niveau, hvor det er en hel (om end beskeden) årsløn, de får. Dette kræver dog, at du er tilpas populær over årtier til at bibliotekerne beholder dine udgivelser, og ikke smider dem ud løbende. Så ja, du kan godt leve af det, men sandsynligheden for at du kommer til det, er forsvindende lille.  

Skriv fordi du vil

Det sidste spørgsmål var: Hvorfor vil ingen forlag udgive min bog? Det berørte jeg mulige årsager til i ret mange detaljer tidligere, men jeg vil gerne indskærpe, at det er ikke fordi, vi ikke kan lide dig! Vi respekterer dig, om ikke andet så fordi vi om nogen ved, hvor hårdt og tidskrævende det er, at skrive en bog af romanlængde. Vi anerkender helt bestemt hvor mentalt og nogle gange fysisk hårdt det kan være at sætte ord på sine følelser og meninger, og at det givetvis har krævet hele dit overskud i månedsvis, at blive færdig.

Det er – paradoksalt nok – heller ikke nødvendigvis fordi vi ikke kan lide dit manus! Hvor indeksering er kedeligt og ensformigt på et plan man ikke kan forestille sig, uden at have prøvet det, er manus-vurdering nogle gange følelsesmæssigt udslettende – for redaktøren! Jeg har prøvet mange gange at skulle skrive afslag til forfattere, fordi deres manus bare ikke passede ind i forlagets profil eller markedets præmisser, lige meget hvor meget jeg personligt holdt af det.

I de tilfælde har jeg altid forsøgt at anbefale andre forlag, der ville være mere modtagelige for netop den type manus. I enkelte tilfælde har jeg været så forgabt i et manus, at jeg har brugt min fritid på at skrive gode råd til ændringer, der kunne gøre det mere udgivelsesvenligt, stærkt imod de fleste forlags politik om aldrig at forklare et afslag (hvis alle skulle have en forklaring, ville vi vitterligt aldrig lave andet).

På den positive tone vil jeg gerne afslutte denne alt for omfattende (og i øvrigt slet ikke fyldestgørende) rejsebeskrivelse for vor ven, bogen. Og minde om, at der er utroligt mange andre glæder ved at skrive, end den rent pekuniære. Ærlig talt har mine egne bøger kun indbragt tilpas med mønt til at udskifte mine laptops, efterhånden som de blev slidt op. Jeg tror, jeg brugte flere penge på bobler til min private reception for min romandebut, end den nogensinde tjente hjem igen – og det til trods for et ganske normalt salg for dansk genrelitteratur, gode anmeldelser og glade læsere.

Jeg skriver fordi historierne i mit hoved vil ud, og jeg ved et lykkens sammentræf (og 10.000 timers intensiv træning) kan formulere dem på en måde, som andre mennesker kan lide. Jeg skriver for mit egos skyld, fordi det er så fedt at være dygtig til noget og vise det til andre. Jeg skriver fordi jeg virkelig kan lide at gøre det, og det er det eneste hensyn, man som forfatter skal tage.