Historier kommer aldrig bare ud af det blå, og min udgivelsesaktuelle novelle, Hvor Danmark er Allersmukkest, er selvfølgelig ingen undtagelse. Men dens tilblivelseshistorie er alligevel noget mere kringlet end dens slags normalt er. Jeg fortæller her om nogle af de udfordringer der kommer bag på forfatteren, en gang imellem, hvor det ikke er selve det at skrive teksten, der er det svære.

Jeg var vist nok den første forfatter der blev inviteret med i antologien, 1900, der udkommer i dag. Det skete på en regnvåd aften i en dunkel baggård i Odense, hvor jeg stod og røg. Ved et eller andet tilfælde stødte jeg på den navnkundige forfatter og forlægger, Henrik Harksen, der netop havde undfanget en idé. Han ville samle ti danske horrorforfattere og give dem til opgave at skrive en novelle. Hver novelle skulle tage afsæt i et årti i 1900-tallet, og samlet set skulle det endelige værk altså være en slags grusom horror-udgave af vores fælles historie fra de år vores oldeforældre blev født og fremefter.

Jeg er som bekendt en gigantisk nørd, og syntes den idé var genial, og da Henrik samtidig spurgte om jeg ville være med, blev jeg overmåde glad og stolt, og greb prompte ud efter 1940’erne. Forhåbentlig behøver jeg ikke delagtiggøre nogle af jer læsere i, hvad den dominerende historiske begivenhed i dette tiår var, men lad os bare sige, at det er en periode som interesserer mig nærmest uendeligt, og som jeg har studeret med en ildhu, grænsende til det obsessive.

Der gik da heller ikke længe før ideen til novellen dukkede op. Jeg plukkede den fra det smukke blomsterbed af dansk historisk fiktion som hedder Matador. Jeg er glødende fan af serien, og blandt de mange begivenheder der krydser dens røde tråd, er den tyske tilbagetrækning fra Danmark i ugerne umiddelbart efter overgivelsen til englænderne. Særligt én lille del af det verdensomspændende drama har boret sig ind i mit sind, og det bliver nævnt flere gange i Matador. Det er historien om hvordan man skød alle tyskernes hunde. Da den fiktive by, Korsbæk, ligger på Vestsjælland et sted, er det specifikt hundedrabene ved færgelejerne i Korsør der nævnes i serien. Og eftersom jeg er vokset op i Korsør-området, kunne jeg placere min novelle på velkendt terræn.

Siden første gang jeg så serien har jeg været jaget af hundenes genfærd. Efter alle de nederdrægtige og groteske forbrydelser der blev begået, menneske og menneske imellem, i krigsårene, virkede det på en eller anden måde som et endnu mere barokt og grusomt punktum, at selv dyrene måtte lide døden, og endda kun på grund af danskernes (dog forståelige) had og hævntørst til den tyske besættelsesmagt. Det forekom mig ærlig talt som en uhæmmet og ureflekteret grad af raseri, og den slags har som bekendt konsekvenser i horror-noveller.

Jeg syntes dog ikke at jeg kunne basere en historisk novelle på noget jeg har set i fjernsynet, så jeg kastede mig ud i noget jeg troede ville være et overskueligt research-arbejde. Dette trak ud. Efter at have gennempløjet mit ikke uimponerende, private bibliotek om besættelsestiden, uden held, dykkede jeg ned i internettet og lokalbiblioteket. Og fandt intet! Jeg bestilte derfor et kandidatspeciale hjem fra Forsvarsakademiets bibliotek – en sag fra begyndelsen af 90’erne, der som et af de eneste beskæftiger sig målrettet med tyskernes exit fra Danmark i ’45. Jeg læste det hele … Og fandt stadig intet om hunde.

Nu var jeg ved at blive lidt desperat, så jeg opsporede forfatteren til specialet, en historiker der heldigvis arbejdede på et offentligt museum, så jeg relativt let kunne finde hans mailadresse. Han var så umådelig venlig at sende mig et udførligt svar (efter han havde sundet sig over at nogen andre end hans censor havde læst hans speciale). Desværre var svaret, at historien der gengives i Matador er baseret på et rygte der blev spredt dengang, og som Lise Nørgaard åbenbart har taget for gode varer. Der blev skudt én hund uden en god grund, af en lidt overaktiv modstandsmand. Andre hunde blev diskret aflivet af den simple grund, at tyskerne havde opdraget dem til at være ”glubende varulve” (for at citere Hr. Schwann) – altså effektive vagthunde, der logisk nok også kun lystrede tyske kommandoer.

Jeg havde altså endelig fundet mit svar, men kunne ikke rigtigt bruge det til noget. Heldigvis stod ideerne i kø, og jeg fik hurtigt skiftet spor. En novelle (uden hunde) blev hurtigt til, blandt andet på baggrund af al den research jeg alligevel lige havde bedrevet, og jeg synes ærlig talt den er en af mine bedste indtil videre. Men …

Min færdige novelle, Hvor Danmark er Allersmukkest, er stærkt inspireret af et digt, Disasters of War: Goya at the Museum, af den amerikanske poet, Babette Deutsch, og jeg fandt det passende at afslutte den med et uddrag af bemeldte digt. Dette var forlæggeren – der i mellemtiden havde skiftet identitet; nu hedder han Steen Langstrup og behøver næppe nogen nærmere introduktion – dog ikke meget for. Jeg forestiller mig, at han har dårlige erfaringer med rettighedsskærmydsler, for han bad mig om at sørge for at have en dokumenteret tilladelse til at bringe digtuddraget.

Nu kan jeg godt gå hen og blive stædig en gang imellem, og jeg ville den ondenlyneme have det uddrag med! Desværre havde jeg fundet det i en digitaliseret udgave af magasinet The New Yorker – et af det hæderkronede kulturorgans forårsudgivelser. Fra 1957! Jeg forsøgte mig derfor først hos magasinets rettighedsafdeling (der heldigvis har umanerligt godt styr på deres arkiv). Her fik jeg at vide at rettighederne var overgået til forlaget, der oprindeligt havde bragt digtet i en digtsamling.

Til alt held fandtes forlaget, Indiana University Press, stadigvæk, og de kunne berette at ophavsretten var gået tilbage til Deutsch i 1978, fire år før hendes død, og at den derfor måtte tilhøre hendes bo nu. Nu må jeg indrømme, at jeg var ved at give op, for IUP havde ingen kontaktoplysninger på digterens efterkommere. Men jeg fik vist nævnt, at jeg kan blive lidt stædig.

Til mit held giftede Deutsch, tilbage i 1921, sig med en mand med et noget særegent efternavn, og skønt hun selv beholdt sit pigenavn livet ud, fik hendes børn faderens slægtsnavn med sig. Til mit yderligere held havde hendes sønner arvet forældrenes intelligens og gåpåmod, og drevet det ganske vidt, hvorfor de faktisk var til at opspore blandt USA’s 330 millioner indbyggere. I hvert fald den ene af dem, der stadig lever. Han er 93 år gammel, en legende indenfor kræft- og misbrugsforskning, og stadig tilknyttet The National Health Institutes som professor emeritus, ved hvis mellemkomst det lykkedes mig at komme i kontakt med ham.

Han viste sig at være en særdeles gemytlig mand, som jeg udvekslede en række mails med, hvor vi snakkede om kunst og poesi, inden han sendte mig en officiel tilladelse til at citere moderens digt. Når alt kommer til alt, fik jeg altså faktisk noget positivt ud af rettighedsjagten, for det gør mig altid glad at møde nye, spændende mennesker – også selvom mødet foregår via mail, og personen ikke rigtigt kan betragtes som ”ny”.

Jeg fik altså tilladelsen i hus kort tid før det endelige manus blev sat og sendt til tryk, og i dag kan I alle så nyde frugterne af mit bøvl, samt ni andre fremragende noveller fra cremen af dansk horror anno 2022. Jeg vil vove den påstand, at min novelle befinder sig i en af de stærkeste horror-antologier der er udgivet de sidste mange år, og jeg ser meget frem til at læse reaktionerne på den. At få lov til at være en del af 1900 har uden skyggen af tvivl været alt besværet værd!