Deroute tager en tur i Himmelskibet

deroute cover

Deroute, min bog i Kandors serie om Satan, hvoraf femte bind lige er udkommet, er blevet anmeldt i Foreningen Fantastiks medlemsblad, Himmelskibet. Det er svært fornøjelig læsning når man er mig:

“Kortromanen er intensivt skrevet, og udviklingen fra underkuet dreng til dæmonisk psykopat finder hurtigt sted,” står der eksempelvis, og anmeldelsen slutter med følgende saltvandsindsprøjtning til mit gryende storhedsvanvid:

“Schönning viser med Deroute endnu en gang hvor god han er til at skrive om det groteske og om menneskers nedbrud, og det bliver spændende at se hvordan andre forfattere har valgt at tilgå det sataniske.”

Læs hele anmeldelsen her.

Romandebut 13. april

deroute cover

Så er det blevet helt enormt officielt: Jeg får min debut som roman-forfatter d. 13. april. Som skrevet før bliver det med kortromanen Deroute, der er en del af Kandors serie Den X. Bog om Satan. I serien prøver et hold af meget forskellige forfattere at definere djævelen, ud fra deres egne synspunkter. Deroute bliver første bind i serien, og handler mest om djævelen der bor inde i os alle sammen. Den nemmeste måde at præsentere min lille vanskabning på er nok at citere bagsideteksten:

Livet i landsbyen er rytmisk og nemt. Størstedelen af indbyggerne ser ikke, hvad der bor iblandt dem. Men en lille dreng får gradvist åbnet sine øjne. I udkantsmørket er han pludselig den eneste med ægte nattesyn. Det han ser, er mageløst. Det vækker noget i ham, og han træffer et valg.

Deroute handler om valg og fravalg. Disse valg er ikke usædvanlige. Vi har alle stået overfor dem og mødt en djævel, der har tilbudt os alverdens gaver. Deroute er inspireret af virkelige hændelser, og handler om de valg, den lille dreng ikke tog.

Deroute kommer til at koste 119 kroner, og kan allerede forudbestilles her.

Vind et eksemplar af UNDERGANG :)

IMG_1084 - adjust1

På fredag udkommer UNDERGANG – min debut som antologi-redaktør. Den indeholder 15 nyskrevne noveller, forfattet af både debutanter og erfarne skrivere. Jeg kunne ikke helt lade vær med at skrive noget til den selv, så jeg har forsynet den med et forord, en række forfatter-biografier, samt et afsnit hvor jeg beskriver dommedag som kulturelt og litterært fænomen.

Du kan vinde et eksemplar af UNDERGANG ovre på Apokalyptisk-bloggen, som jeg også skriver for, ved at klikke her.