Rotterne revolterer!

Himmelskibet38

Mine Rotter er stukket af fra deres digitale rottehul, og er nu sluppet ud på tryk. For et par uger siden blev jeg kontaktet af Himmelskibets redaktør, der spurgte om han måtte trykke mine Fem små rotte-historier, og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg har selv lige fået bladet ind af døren – Himmelskibet #38 kan købes i løssalg på denne side.

Positiv anmeldelse af PIX på Gyseren.dk

Det har desværre været sløjt med anmeldelserne af antologien PIX, hvor min novelle Præludium er trykt. Men når de så dukker op, viser det sig at de har været værd at vente på! På Gyseren.dk står der blandt andet:

“… En vellykket antologi med bidrag fra nogen af Danmarks dygtigste horror-forfattere … Alt i alt kan jeg tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, som kalder “PIX” for: “…en velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker…“, dog med den tilføjelse at jeg også synes, den bør stå i alle hjem, som holder af et godt gys.”

Den sidste sætning slår et veltimet hoved på sømmet i en debat der har hærget diverse horror/sci-fi/fantasy-sider på facebook og adskillige blogs den sidste uges tid: Hvorfor køber danske fans ikke danske bøger? Det synes jeg egentlig er et ret godt spørgsmål. Mit kommentarfelt står til fri afbenyttelse. Læs evt. Jonas Wilmanns indlæg på litteratursiden, der satte debatten i gang.

PIX høster hæder

I dag modtog jeg lektør-udtalelsen til antologien PIX hvori man finder min novelle Præludium, og udtalelsen er dæleme næsten lige så positiv, som den der fulgte med Vampyr! Dansk horror er på vej i den helt rigtige retning, og det er fantastisk at være en del af bølgen – læs i øvrigt novellen Bølgen af Henrik Einspor i Velkommen til Dybet! Den er vild!

Om PIX skriver lektøren blandt andet (flere gange!) at det er en “velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker”, hvilket jeg kun kan være enig i! Desuden synes lektøren at man “føler sig draget af det litterære eksperiment og de smertefulde rejser ind i mørket og opløsningen.” Good stuff!

Og så er det svært for mig ikke at nævne hvordan mit navn dukker op blandt eksemplerne på “det imponerende hold af forfattere” der står bag PIX – man vokser en halv centimeter hver gang!

PIX kan købes direkte af forlaget H.Harksen Productions, for kr 199 (link).