Der er sket meget den sidste måneds tid, så her kommer en lille opsamling.
Jeg oplevede den store ære og fornøjelse at blive kontaktet af, og derefter optaget i Dansk Horror Selskab. Selskabet blev stiftet i efteråret og uddeler priser til det bedste af al den fantastiske horror-litteratur der udkommer for tiden. Derudover fungerer det som et netværk for horror-forfattere, – udgivere, -bloggere og andre branchefolk. Første gang Årets Bedste Horror-udgivelser præmieres er til den snarlige Krimi-messe i Horsens (23.-25. marts).
Som allerede nævnt er Science Fiction #19, hvori min novelle Nocturne er at finde, udkommet. Jeg venter spændt på postbuddet.
Jakob Lauridsen, stifteren af den populære dommedags-blog Apokalyptisk, har desuden just budt mig velkommen som medforfatter. Mit første bidrag til Danmarks eneste blog for apokalyptisk kultur er lige blevet lagt ud – den handler om min foretrukne zombie-bog.
Jeg har også nyt et projekt i støbeskeen – et langtstrakt projekt, som jeg forventer bliver forrygende at lave. Det bliver gustent – mere siger jeg ikke 🙂
Sidst, men ikke mindst, arbejder jeg sammen med mit lokale bibliotek om at lave en foredragsaften hvor jeg kan fabulere om et eller andet. Er ved at brainstorme på det og vil vildt gerne lave noget om zombier – kryds fingre for at de er skøre nok til at sige ja!