To romaner og en novelle-antologi

Jeg må erkende at jeg har forsømt min forfatter-blog ret groft på det sidste. Der har desværre ikke været særligt meget at skrive om, men det er der dæleme nu!

Dem af Jer der følger min side på Facebook, ved allerede at min kortroman, Deroute,er blevet antaget på forlaget Kandor. Den bliver tredje bog i en serie af korte tekster om Satan. Deroute tager udgangspunkt i barndommen, men er på ingen måde en børnebog – snarere tværtimod!

For et års tid siden udskrev Apokalyptisk – endnu en blog jeg har forsømt på det sidste – en skrivekonkurrence for noveller om dommedag. Det vil senere i år munde ud i novelle-antologien Undergang, fra forlaget Valeta, som jeg har haft æren af at redigere og forsyne med forord, efterskrift og andet guf. Undergang er et gammelt kærlighedsprojekt, som jeg virkelig ser frem til får fysisk form.

Og sidst, men bestemt ikke mindst: Mit forpinte roman-manus Afsind har endelig fundet et hjem! Det bor nu hos Valeta og skulle gerne forvandle sig til et væmmeligt uhyre, som vi slipper fri næste år. Til dem af Jer der ikke ved det er Afsind en horror-roman med stærke træk fra den psykologiske thriller-genre.

Alt i alt flasker ting sig ganske godt for tiden. Der er andre projekter der snart er færdige, og nye ting der skal prøves af. Jeg ønsker Jer allesammen en lige så god lørdag som jeg har 🙂

Gæst på Planet Pulp

Planet Pulp – et af de bedste dansk-sprogede månedmagasiner for nørder – har bedt mig forfatte en gæste-lederartikel. Det er hermed gjort. Jeg fik frie hænder til både emne og omfang, så jeg slog mig løs og skrev et par sider om et af mine foretrukne kulturtemaer: Dommedag. Min leder står at læse Planet Pulp nr 92, der ligger online her.

Flere profiler

Det er efterhånden sunket ind i mit hoved at jeg rent faktisk skal se mit navn på en roman inden alt for længe. Det har hjulpet en del, at Tellerup har oprettet nogle flere profiler i mit navn. Der kan dog forekomme lidt forvirring i den forbindelse, så her er en forklaring:

Det du læser nu er min personlige forfatterblog, hvor jeg skriver om alt jeg laver – stort og småt – fra mine (forhåbentligt) kommende romaner til noveller i fanzines og i antologier fra andre forlag. Facebook-siden, som du kan tilslutte dig i højre side af skærmen, hører til denne blog, og re-poster automatisk alle indlæg herfra.

Denne anden facebook-side er Tellerups skabelse. Alle deres danske forfattere har en, og her skriver forlaget om hvad jeg laver for dem. ’Like’ den hvis du vil ajourføres med mine Tellerup-skriverier. For fremtiden koncentrerer jeg mig nok om altid at have gang i et eller andet som Tellerup vil udgive, men jeg har ingen planer om at holde op med at skrive noveller til den frodige underskov af antologier fra andre forlag – noget Tellerup til min store glæde accepterer og bakker op om!

Sidst, men ikke mindst, er her min officielle forfatter-profil på Tellerups egen hjemmeside. Da mit første værk endnu er under udarbejdelse er det ret begrænset hvad profilen p.t. kan bruges til, men der er da en god, kort biografi, som Maja Spang-Hanssen skal have stor tak for at have skrevet. Det er også her du vil kunne købe Afsind og kommende romaner fra min hånd.

Ok, lige en sidste ting: Jeg skriver lystigt for bloggen Apokalyptisk. Der har jeg såmænd også en forfatterprofil. Se den her.