Via Skrivekrampe.dk er jeg blevet opmærksom på en fin lille novellekonkurrence: Science Fiction Prisen 2011. Scifi-Prisen uddeles af Knud Larns enmands-fan-magasin Science Fiction og er den syvende i rækken.
Årets tema er et delikat og potentielt giftigt emne, men med rig mulighed for at gå amok i hittepåsomhed: “Danskerne og Fremtidens Superskurke!”
På hjemmesiden (her) beskrives temaet mere præcist således:
“Vi lever længere og længere. Operationer, erstatningsorganer og genteknik kan løbende forlænge vores liv langt ud over hvor vi var for bare 50 år siden. Hvis dette bliver ved kan man forestille sig af vi ville blive (teknisk) udødelige om få årtier/århundreder. Men hvad gør vi så med de kriminelle? Specielt dem som udvikler sig til vaneforbrydere. Lever man længe nok kan små som store skurke kan jo sidde indespærret i mange årtier uden at det ”betyder noget”.
I 2011 er det 100 år siden vi i Danmark afskaffede den offentlige piskning og dødsstraffen. Var det en god ide? Har det virket? Hvad er egentlig ”Livstidsfængsel” som erstattede dødsstraffen når alle lever i hundredvis af år? Nægter vi så de kriminelle deres livsforlængende behandlinger og dermed indirekte dømmer dem til døden? Eller opstår der andre midler til at rense samfundet for kriminelle? Eksempelvis memory-wipe, stasis-felter, tvungen kolonisering af Solsystemet (som vi jo gjorde med Australien)? Skaber vi hele fængselsplaneter hvorfra man ikke kan unslippe? Skal de så være overlevelsesegnede eller ej? Eller?
Vi vil vide hvilke løsninger I kan forestille jer på problemet med de kriminelle superskurke. Vi vil også gerne vide hvilke ugerninger de har gjort i fremtidens samfund, hvordan de fanges, dømmes, etc. Som altid skal Danmark, de danske og det at være dansk indgå. Hvor end vi er i universet og i tiden.”
Jeg er vild med superskurke, når de lever op til deres “super”-præfix, og jeg glæder mig til at forsøge mig i sci-fi-genren (igen). Mine foretrukne er Darth Vader, Zorg (fra Det 5. Element) og Baron Hakonnen (Dune). Hvem er dine?
Tillykke med bloggen for øvrigt.
Spændende konkurrence, jeg må hellere skrive noget.
Harkonnen er nok også min favoritskurk udi sci-fi (selvom jeg føler at Dune er tættere beslægtet med fantasy end sci-fi) hvis ikke Roy Batty (Rutger Hauers karakter) fra Blade Runner.
Egentlig synes jeg at det meste gode skrevne sci-fi er reletativt fri for superskurke – og til gengæld har skurkagtige samfund eller teknologier. En stor undtagelse er selvfølgeligt P.F.Hamiltons bøger der vrimler med skurkagtige skurke. De groteske satanister i Night’s Dawn triologien i særdeleshed.
MorningLightMountain fra Commonwealth-sagaen er bestemt også en sej skurk, men måske lidt far out til novelle-form 🙂 Og synes ikke Roy kvalificerer sig som superskurk.
Sandt nok, måske ikke super, det er nærmerer hans skaber der er det.