Smertensbarnet er fløjet fra reden

 

Så skete det. Afsind er nu sendt til tryk. For dem af jer der ikke ved det er Afsind min første store roman. Små 300 siders heksebryg af psykologisk horror, forfølgelses-thriller og weird tale, der har været grusomt meget igennem, siden jeg fik ideen til den tilbage i 2011. Når bogen foreligger i fysisk form, vil jeg skrive dens tumultariske historie og dele den med jer. Indtil da vil jeg leve i limbo. Tusinder af timers hårdt arbejde er lagt i den bog, og nu har jeg sluppet den. Den basker rundt et sted uden for min rækkevide, og når den kommer hjem bliver det som en fysisk bog. Den får sit eget liv, uden for min kontrol, og vil blive læst og bedømt uden min indblanding, hvilket er frydefuldt uhyggeligt.

Forside

Det er selvfølgelig ikke min første tekst der bliver udgivet, ikke engang mit første værk i eget navn. Min kortroman, Deroute, har været på gaden i ni måneder og er blevet indstillet til en pris, men Afsind er mit smertensbarn. Dens undfangelse var sukkersød, men graviditeten var plaget af komplikationer og fødslen har været en pinefuldt lang, strabadserende affære. Heldigvis fandt jeg endelig den rigtige jordmoder m/k. Forlaget Kandor er genrenlitteraturens fremtid i danmark, hvilket ses tydeligt på at det beskedne jyske enmandsforetagende har tre titler på shortlisten til årets horror-pris. Tre ud af fem!

Afsinds officielle udgivelsesdato er ikke banket helt på plads endnu, men det bliver i slutningen af februar eller starten af marts, for når det magiske sker og der ankommer en stor kasse med bøger til mit ghetto-rækkehus, skal jeg være sikker på at kunne holde en fest der får englene til at græde. Jeg offentliggør naturligvis datoen lige så snart jeg kender den. Lige nu må I nøjes med at beundre den overlegent stemningsfulde forside Tom Kristensen har fremelsket.

 

Deroute nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse!

Min litterære debut, kortromanen Deroute, er blevet nomineret! Jeg må blankt erkende at jeg ikke havde forventet at skulle skrive det her indlæg. Longlisten til Årets Danske Horrorudgivelse blev offentliggjort for en måneds tid siden, men den var 16 værker lang og fyldt med guldklumper fra nogle af de bedste horror-forfattere Danmark kan byde på. At være nået til shortlisten – semifinalen om man vil – med et debut-værk er en utroligt stor ære og ikke så lidt af en fornøjelse!

DHS_Logo2

Årets Danske Horrorudgivelse uddeles af Dansk Horror Selskab. Det er femte gang prisen uddeles. Litteratursiden.dk har i dag lagt en artikel op, der beskriver prisen, selskabet, årets nominerede og de tidligere års prismodtagere. Læs den her.

Afsindig bagsidetekst

Så er bagsideteksten til min roman Afsind blevet banket på plads og godkendt af både forlægger og undertegnede. Til de af jer, der ikke har prøvet det selv, kan jeg afsløre at det er abnormt svært at skrive en god bagsidetekst. Efter min personlige mening, som forfatter og tidligere forlagsredaktør, er det faktisk det sværeste ved en bogudgivelse (måske med undtagelse af at finde et forlag der vil udgive horror!). Bagsideteksten skal vække interesse og beskrive værket, så ingen læsere køber katten i sækken, men samtidig kan man ikke afsløre for meget af plottet – især ikke når værket er voksen-horror med et tungt opklaringselement. Den må ikke være for kort og bestemt heller ikke for lang. Jeg synes selv at teksten til Afsind er blevet helt fornuftig:

“I en dunkel kælder fører den psykisk syge Gregor en ensom, men harmonisk tilværelse indtil han finder et grynet fotografi ved sin hoveddør. Dæmoner fra hans forvirrende fortid begynder at forfølge ham, men ikke nok med det. Overalt i byen begynder ellers helt normale mennesker at begå de mest groteske og makabre forbrydelser. En epidemi af vanvid er øjensynligt brudt ud. Gregors syge sind kan dårligt håndtere hans egne problemer, men pludselig befinder han sig også i centrum af en krise, der truer med at få samfundet til at bryde sammen. Sammen med sin eneste ven, en mystisk fremmed og en fjendtligt indstillet hospitalschef jager Gregor sandheden, mens sandheden jager ham. Samtidigt spreder afsindet sig med rædselsvækkende hast.”