Mere anmelderros til Vampyr!

himmellogo

“… En virkelig god samling. Oftest når jeg anmelder antologier, så må jeg skrive noget med at der både er gode og dårlige historier i samlingen, men her er faktisk tale om en samling der holder et højt niveau hele vejen igennem … Generelt kan det siges at mine forbehold for at skulle sidde og læse den ene vampyrhistorie efter den anden blev gjort til skamme.”

Magasinet Himmelskibet er altid udstyret med en fyldig anmeldelses-sektion, og i #36 har Vampyr fået et skudsmål af Thomas Winther, hvor overstående er citeret fra. Det er jo ikke den værste ting at få ind ad brevsprækken! Så hvorfor ikke citere lidt mere:

“Denne samling viser ikke bare at vampyren ikke er svag, men også at det stadig kan lade sig gøre at skrive de spændende og fængende vampyrhistorier. Den viser, ligesom flere andre samlinger der i disse år udkommer med noveller inden for det fantastiske, at der findes rigtig mange dygtige forfattere herhjemme.”

Sådan!

Vampyrernes sejrgang fortsætter

Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Antologien Vampyr har været i hænderne på Emil Blichfeldt fra anmelder-siden Bogblogger, og han er vist svært begejstret for værket – der af mange, både fans og forfattere, betragtes som en af de bedste nyere novellesamlinger inden for dansk horror.

Blichfeldt indleder sin anmeldelse med ordene:

“Nogle gange må man knibe sig i armen over ens held ved at være anmelder – jeg er lige blevet færdig med den overlegent gode novellesamling – Vampyr – hvor nattens mørke stjerner, såvel som debutanter boltrer sig i det ene velskrevne blodorgie efter det andet.”

Og positiviteten bliver på ingen måde nedtonet i løbet af teksten! Det er virkelig rart, ikke bare at få gode anmeldelser, men at læse en anmeldelse som denne, hvor man ikke er i tvivl om at læseren virkelig har nydt historierne, og er blevet et gladere menneske af at læse dem! Det varmer mine møre knogler på denne overskyede maj-formiddag.

Blichfeldt slutter af med en af de mest begejstrede konklusioner jeg er stødt på:

“Vampyr er en novellesamling, der virkeligt kan anbefales. Vampyren er tilbage til det punkt, hvor den giver slip på alle hæmninger og moral, mens vi mennesker kun eksisterer for at blive suget tomme. Alle noveller er velskrevne og en fornøjelse at læse.

Læs hele anmeldelsen her.

PIX høster hæder

I dag modtog jeg lektør-udtalelsen til antologien PIX hvori man finder min novelle Præludium, og udtalelsen er dæleme næsten lige så positiv, som den der fulgte med Vampyr! Dansk horror er på vej i den helt rigtige retning, og det er fantastisk at være en del af bølgen – læs i øvrigt novellen Bølgen af Henrik Einspor i Velkommen til Dybet! Den er vild!

Om PIX skriver lektøren blandt andet (flere gange!) at det er en “velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker”, hvilket jeg kun kan være enig i! Desuden synes lektøren at man “føler sig draget af det litterære eksperiment og de smertefulde rejser ind i mørket og opløsningen.” Good stuff!

Og så er det svært for mig ikke at nævne hvordan mit navn dukker op blandt eksemplerne på “det imponerende hold af forfattere” der står bag PIX – man vokser en halv centimeter hver gang!

PIX kan købes direkte af forlaget H.Harksen Productions, for kr 199 (link).