Ismånens Rædsler del 2 er udkommet

Så kom Himmelskibet #30 ind af døren, og det betyder at anden og sidste del af min sci-fi/horror/camp-føljeton Ismånens Rædsler er tilgængelig for almenheden.

Himmelskibet kan købes som enkelteksemplarer (føljetonen er i #29 og #30) for 50 kr per stk her.

Og tænk lige på at køber man de to blade får man også fem andre noveller af danske fantastik-forfattere, samt et hav af anmeldelser og nogle ganske gode artikler UDOVER min historie! Det er da umuligt at stå for, er det ikke?

Mere ros til Velkommen til Dybet

Der tikker stadig anmeldelser af Velkommen til Dybet ind, her et halvt år efter udgivelsen. For et par dage siden fik Gyseren.dk lagt en anmeldelse op. Og endnu en gang er der tale om positive vibrationer – det varmer!

Læs anmeldelsen her.

 

Hvad laver ham Schjönning egentlig?

Dette er ikke rigtigt en nyhed. Mere en form for generel opdatering om mine skriverier.

Jeg har i længere tid gået og tænkt over en historie der kan deltage i den årlige konkurrence om Science Fiction Prisen. Ideen dukkede op i dag – Heureka! Historierne skal have en eller anden forbindelse til Danmark og i øvrigt baseres på årets tema: Fremtidens superskurke. Jeg synes det er et fremragende emne for sci-fi, for det begynder at blive tydeligt allerede nu at vores straffelove ikke længere er særligt bevendte i forhold til nye typer af kriminalitet. Fx giver landegrænser ikke længere altid mening efter internettet. Der er masser at tage hul på og det er jo altid skønt! Min historie – kan jeg godt garantere – bliver skummel til et punkt hvor jeg selv synes det bliver næsten for meget. Jeg tror ”kontroversiel” bliver kodeordet.

Den roman jeg efterhånden har kæmpet med alt for længe er på vej ind i en ny fase: den sidste. Den sidste før et forlag antager den og begynder at redigere den naturligvis 🙂 Jeg kan se en ende på den nu og det er ganske fantastisk rart!

Som I kan se ude i højre side af skærmen arbejder jeg også på en apokalyptisk sci-fi-novelle. Jeg troede egentlig den var færdig, men nu har mine korrekturlæseres dom ændret den antagelse. Jeg arbejder videre med den, men ikke særligt aktivt. Den summer lidt i baghovedet i ny og næ.

Min dark fantasy-historie lever endnu, men er sat på bero indtil romanen er færdig. Romanen er det eneste jeg arbejder målrettet på lige nu. Fantasy-historien er lidt i fare for at udvikle sig til noget større end den novelle jeg havde i tankerne, og jeg vil helst kun arbejde med en stor tekst ad gangen.

På falderebet vil jeg anbefale læsere med hang til (meget) skumle fremtidsforestillinger at få fat i Jonas Wilmanns kort-roman Mutagen, fra forlaget Valeta. Jeg prøver at følge en smule med i hvad der sker inden for dansk horror og lignende, og Mutagen er nok det mest spændende jeg er stødt på længe. God læselyst!