I dag bliver afsindig!

I dag er en magisk dag for mig. I dag udkommer Afsind officielt. Min første store roman, pakket smukt ind og klar til at blive sendt ud til læserne. Det er ubeskriveligt stort!

Jeg vil gerne sige tak til alle der har forudsbestilt bogen. Det har været skønt at bevidne en form for hype omkring noget man har gået og kæmpet for så længe.

Aftenen står i Dionysos’ tegn, og skal bruges i selskab med mine nærmeste og mest litterære venner. Jeg er – for en gangs skyld – lidt tom for ord lige nu, så jeg vil nøjes med at tilføje, at I kan købe Afsind hos Kandor, ved at klikke her.

Hav en vidunderlig dag – det er jeg sikker på jeg nok skal få!

 

Advertisements

Afsind – den lange rejse hjem

Forside beskåret

Min roman, Afsind, er blevet udstyret med en officiel udgivelsesdato. Det er d. 26. februar, og den kan allerede forudbestilles hos Kandor, hvis man vil være sikker på at have den når dagen oprinder.

Vejen til dette punkt har været lang og dækket af spigre og glasskår. Det er fem år siden jeg skrev den første sætning – en af de få sætninger der faktisk ikke er blevet redigeret overhovedet – og jeg vil forsøge at opridse historien om det jeg troede skulle være min debutroman. Jeg gør det for at vise de unge håb med skrivekløe hvad de kan forvente – ikke fordi jeg synes det er udpræget synd for mig.

Stort set alle de forfattere jeg kender har erfaringer med en branche, hvor dem der leverer råvarerne (forfatterne) ikke tages alvorligt af dem der forædler produktet (forlag, medier, boghandlere, kritikere, etc.). Så sent som i går lagde min kollega, Michael Kamp, en lille guide på sin blog, til hvordan forlag bør behandle os i forbindelse med skrivekonkurrencer. Det er anbefalelsesværdig læsning for alle led i bogbranchen.

I dag supplerer jeg så med fortællingen om et manus jeg længe troede var forbandet. Jeg vil undlade at nævne navne på personer og firmaer, men I kan tage beretningen for gode varer.

Afsind blev skrevet på opfordring fra et forlag der havde udgivet en af mine noveller. De var begejstrede for min skrivestil, fik jeg at vide. De ville gerne se noget længere fra min hånd. Denne besked er der utroligt få forfattere der får, og jeg kastede mig fluks over projektet uden at ane hvad jeg lavede. Jeg havde aldrig skrevet en roman før. Heldigvis havde min uddannelse forberedt mig lidt på arbejdet, men der er intet som at skrive en tekst på 300 sider.

Hvert skridt i tilblivelsen af Afsinds første inkarnation blev således taget i blinde. Jeg skrev mig op i hjørner, som det tog lang tid at komme ud fra igen. Jeg kasserede afsnit, karakterer og plotlinier, som jeg havde givet liv. Tro mig, man kalder det ikke “kill your darlings” for ingenting!

Besværet gjorde at jeg skrev nogle flere noveller ved siden af Projekt Afsind. Afsinds univers og persongalleri er særpræget på sin egen måde, og det hjalp mig rigtig meget at skrive mig ind i nye verdener i ny og næ. Det gav mig et nyt perspektiv og et tiltrængt hvil. Afsind kan kaldes mange ting, men i sin kerne er den psykologisk horror. Når jeg havde brug for en pause skrev jeg fantasy og science fiction.

Forlaget, som jeg ikke havde skyggen af en kontrakt med endnu, kontaktede mig og tilbød at redigere mine noveller – som altså ikke udkom hos dem. Jeg ved ikke om de så det som en investering, at deres kommende forfatter fik solid redaktion til de tekster publikum lærte at kende før romanen kom, men hovedsagen er at det blev tilbudt – det var ikke noget jeg bad om.

Det resulterede dog hurtigt i at der blev lagt hårdt pres på, for at få romanen færdig, hvorefter det var meningen at jeg skulle skrive nogle flere – romaner, altså. Det var smigrende, men ret stressende. Jeg prøvede at forklare forlaget at jeg havde behov for mine novelle-sidespring for at udvikle min stil og min arbejdsrytme. Det var åbenbart lidt for kunsterisk højtragende efter forlæggerens mening, men endnu var vi da på god fod. Jeg har nu en mistanke om at tilbuddet om redaktion, hvor gavmildt det end forekommer, var en måde at øge kontrollen over mig på.

Jeg fik banket Afsind færdig og sendt den til forlaget. Herefter fulgte et par uger i limbo, men så kom den magiske opringning. “Vi vil meget gerne udgive din bog!” lød beskeden. Jeg husker den dag særdeles godt. Jeg var på visit hos mine forældre. Min søn var der. Og min mormor. Jeg hentede champagne og var ikke til at skyde igennem den dag. Så startede en ny og længere ventetid. Kontrakten ankom og blev underskrevet, men forlaget var derudover tavst.

Jeg kan ærlig talt ikke huske hvor længe der gik, men for en ung, uprøvet forfatter, der lige har fået godkendt et bestillingsarbejde, forekom det som absurd lang tid. Jeg stak lidt til redaktøren med jævne mellemrum, men fik altid den samme besked: Den er i køen. Jeg kunne nok have sagt mig selv at en ukendt forfatter ikke kunne forvente at overhale forlagets litterære flagskibe, men dette var min første erfaring med forlagsbranchens tidsopfattelse. Der bliver aldrig sat faste datoer – kun når det gælder indlevering til konkurrencer. Der bliver kun indgået faste aftaler i den ene retning, ikke i den anden.

Fuld af ungdommeligt overmod valgte jeg derfor at sende mit manus til en svensk forlægger. Hun er en privat ven og har et forlag der udgiver fantastisk litteratur. Min tanke – i al mit storhedsvanvid – var at hvis hun kunne lide den, kunne den måske blive oversat og udkomme i broderlandet, når den forelå på dansk. Det var bestemt ikke en overgivelse af rettigheder.

Min forlægger så anderledes på det. Han mente at der var tale om kontraktbrud, da jeg havde skrevet under på at salg af rettigheder til udgivelse i udlandet skulle forhandles af forlaget. Det står ganske rigtigt i kontrakten, men jeg tilbød den ikke til salg. Jeg brugte mine kontakter for at få min bog ud i verden. Forlaget (det danske) har stort set aldrig solgt en bog til udenlandsk publikation, så jeg betragtede faktisk mine handlinger som en hjælp til forlaget. De ville nemlig få del i pengene hvis bogen udkom i Sverige.

Jeg røg ud på røv og albuer, på noget jeg betragter som en teknikalitet. Jeg var lamslået, men jeg var ikke færdig med Afsind. Slet ikke, skulle det vise sig.

Nu startede den tiggergang de fleste førstegangsfødende forfattere udsættes for. Man henvender sig til det ene forlag efter det andet, og modtager mere eller mindre kreative afslag i retur. De fleste forlag insisterer på udskrevne manuskripter og sender dem ikke tilbage igen efter et afslag. For en moppedreng som Afsind betyder det en hamper udgift til udskrivning og porto hver eneste gang. Heldigvis boede jeg i København, hvor de fleste forlag holder til, så jeg kunne vandre rundt, på bedste boheme-vis, og levere manuskriptet personligt. Nogle gange fik jeg lov at hente det igen, så jeg sparede regnskoven og min tegnebog for 220 stykker A4-papir.

Der er skrevet mangt og meget om de såkaldt etablerede forlags syn på horror og andet genrelitteratur. Lad os bare sige at det ikke er nemt at afsætte skidtet, når mavesure redaktører har besluttet at læserne kun må få samlebåndskrimier og chick lit, og at overnaturlige ting kun er noget for børn.

Miraklet skete dog. Mens jeg arbejdede for et forlag – der udgiver krimier og chick lit – smuttede jeg ned til naboforlaget i min forkostpause og præsenterede Afsind. Det var et nystartet, idealistisk foretagende, etableret af folk med erfaring fra den “gamle” forlagsbranche. De ville forny litteraturmarkedet og prøve nye ting af, og havde allerede et par horror-titler i kataloget.

Med nyfunden energi kastede jeg mig nu ud i redigeringen af værket, sammen med en ny og i øvrigt ganske dygtig redaktør. Jeg skulle dog nok være bremset op, for der var en suspekt mangel på kontrakt. Jeg brugte nu nogle måneder på at sende rettelser, beskæringer og udvidelser frem og tilbage. Afsind blev faktisk forædlet af denne proces, og jeg anede et lys for enden af tunnellen. Det blev slukket da forlaget pludselig trak stikket fra den ene dag til den anden. Horror var for svært at sælge, min bog var for voldsom, men i øvrigt var jeg da en fin fyr. Hvis jeg nogensinde skrev noget normalt ville de gerne kigge på det.

Til sidst åd jeg min stolthed i mig og trak vennekortet. Afsind blev indskrevet på et forlag som en ven arbejdede for, hvilket gik hårdt ud over min selvopfattelse. Nepotisme har jeg aldrig været særlig stor fan af – det har været med til at smadre bogbranchen mere end noget andet, tror jeg.

Denne gang blev der – på min insisteren – skrevet en kontrakt. En standard forlagskontrakt, helt efter bogen. Endnu en gang blev Afsind underkastet redaktion. Endnu en gang kunne jeg gå og vente uden en fast dato at forholde mig til. Men forlaget sprøjtede bøger ud. Lækre bøger, der både talte genrelitteratur og standardlitteratur. Så jeg var håbefuld.

Denne gang var det personlige problemer der satte en stopper for Afsinds rejse mod de forjættede butiksreoler. Det er øjensynligt det der sker når man blander venskab og forretning – hvilket er uhyrligt svært at undgå som forfatter, qua førnævnte udbredte nepotisme. Det er en betændt sag, men grundlæggende set mistænkte forlæggeren mig for at have forført hans kone og rev derfor kontrakten i stykker. Jeg havde selvfølgelig en kopi af kontrakten, og jeg fandt ingen klausul om ægteskabelige stridigheder i den. Jeg fandt heller ikke en paragraf der beskyttede min ret til at få bogen udgivet.

Det var en standardkontrakt. Jeg har skrevet under på en række af dem, og de ligner hinanden til forveksling. Og der er intet i dem der beskytter forfatterens ret til udgivelse. Kun forlaget er beskyttet i tilfælde af at forfatteren prøver at stikke af. Naturligvis har jeg ikke lyst til at få min bog ud hos et forlag der kan handle så kolerisk – og som forresten i samme ombæring fyrede en del af mine medforfattere, fordi de ikke var rentable – men det er da sigende at kontrakten kun beskytter den stærkeste af de to parter.

Nu var der meget få steder at gå hen, og jeg fatter ikke at jeg ikke fandt på at sende mit manus til Kandor noget før. Måskeer det fordi Kandor har været den mindste lillebror i den gren af forlagsfamilien der udgiver horror og fantasy. Det har ændret sig markant, og mit eget skifte til Kandor er beskrivende for en hel bevægelse. Kandor råder nu over nogle af de dygtigste horror-hoveder i landet. Når de større, ældre og mere bonerte forlag ikke behandler os ordentligt (og altså ligefrem smider os på gaden), søger vi mod et sted hvor vi ved vores bøger vil have det trygt og rart – også selvom det betyder et mindre marketingsbudget.

Hos Kandor bliver man taget alvorligt, fordi forlæggeren selv er forfatter og fordi virksomheden drives med sjælen, ikke med en regnestok. Selvfølgelig skal udgivelserne gerne give en smule overskud, men det gør de altså nemmere hvis man behandler forfatterne (og læserne) ordentligt. Glade køer giver bedre mælk, og sådan er det. Hos Kandor forventes man ikke at stavnsbinde sig og man har mere kontrol over sin udgivelse, selvom det naturligvis er forlaget der har sidste ord når der skal smides penge efter omslag og trykkvalitet.

IMAG0411

Afsinds afsindige rejse er slut, eller rettere: Den starter endelig om halvanden uges tid! Jeg har modtaget mine frieksemplarer – det fysiske resultat af utallige frustrationer og nederlag, der endelig er vendt. Jeg tabte alle slagene, men jeg vandt krigen. Lad os så komme videre!

Gæst på Planet Pulp

Planet Pulp – et af de bedste dansk-sprogede månedmagasiner for nørder – har bedt mig forfatte en gæste-lederartikel. Det er hermed gjort. Jeg fik frie hænder til både emne og omfang, så jeg slog mig løs og skrev et par sider om et af mine foretrukne kulturtemaer: Dommedag. Min leder står at læse Planet Pulp nr 92, der ligger online her.

Djævelens Arkiv

Der sker ikke det helt store – rent officielt – lige nu, hvad angår mine skønlitterære tekster. Jeg har nogle noveller ude i limbo, der måske, måske ikke får et officielt liv, men intet er rigtigt afgjort endnu på den kant. Naturligvis fortsætter arbejdet med min debut-roman Afsind, og jeg vil da også gerne afsløre at jeg knokler på at få en synopsis færdig til roman nummer to, der indtil videre lyder navnet Graven.

Der er også stadig et par hemmelige projekter i gang, men dem kan jeg i sagens natur ikke tale særligt meget om.

Faglitterært skriver jeg stadig for Apokalyptisk, om end ikke så meget som jeg gerne ville.

Og så fik jeg en idé den anden dag, som jeg straks førte ud i livet – eller i hvert fald på internettet. Jeg har oprettet Djævelens Arkiv, en slags digital blå bog over den danske horror-verden. Horror inkluderer i dette tilfælde også thrash, exploitation, splat og andre beslægtede genrer. Der kommer intet substansielt indhold på Djævelens Arkiv. Den er en vejviser fuld af links til forfattere, forlag, butikker, events og naturligvis de mange gode blogs og hjemmesider der efterhånden findes på dansk. Hvis man har forslag til links eller ønsker at anmelde fejl og mangler kan jeg kontaktes via Arkivets kontakt-sektion.

Find Arkivet her.

Hvad laver ham Schjönning egentlig?

Dette er ikke rigtigt en nyhed. Mere en form for generel opdatering om mine skriverier.

Jeg har i længere tid gået og tænkt over en historie der kan deltage i den årlige konkurrence om Science Fiction Prisen. Ideen dukkede op i dag – Heureka! Historierne skal have en eller anden forbindelse til Danmark og i øvrigt baseres på årets tema: Fremtidens superskurke. Jeg synes det er et fremragende emne for sci-fi, for det begynder at blive tydeligt allerede nu at vores straffelove ikke længere er særligt bevendte i forhold til nye typer af kriminalitet. Fx giver landegrænser ikke længere altid mening efter internettet. Der er masser at tage hul på og det er jo altid skønt! Min historie – kan jeg godt garantere – bliver skummel til et punkt hvor jeg selv synes det bliver næsten for meget. Jeg tror ”kontroversiel” bliver kodeordet.

Den roman jeg efterhånden har kæmpet med alt for længe er på vej ind i en ny fase: den sidste. Den sidste før et forlag antager den og begynder at redigere den naturligvis 🙂 Jeg kan se en ende på den nu og det er ganske fantastisk rart!

Som I kan se ude i højre side af skærmen arbejder jeg også på en apokalyptisk sci-fi-novelle. Jeg troede egentlig den var færdig, men nu har mine korrekturlæseres dom ændret den antagelse. Jeg arbejder videre med den, men ikke særligt aktivt. Den summer lidt i baghovedet i ny og næ.

Min dark fantasy-historie lever endnu, men er sat på bero indtil romanen er færdig. Romanen er det eneste jeg arbejder målrettet på lige nu. Fantasy-historien er lidt i fare for at udvikle sig til noget større end den novelle jeg havde i tankerne, og jeg vil helst kun arbejde med en stor tekst ad gangen.

På falderebet vil jeg anbefale læsere med hang til (meget) skumle fremtidsforestillinger at få fat i Jonas Wilmanns kort-roman Mutagen, fra forlaget Valeta. Jeg prøver at følge en smule med i hvad der sker inden for dansk horror og lignende, og Mutagen er nok det mest spændende jeg er stødt på længe. God læselyst!