Vampyr-konkurrencen er afgjort

Nyheden er vist allerede ved at sprede sig, rundt omkring på diverse blogs og på facebook. Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til mandag med at skrive noget. Men lur mig om jeg kan holde mund!

Forlaget Kandors konkurrence, der gik ud på at gøre vampyren uhyggelig igen i disse fordrejede Twilight-tider, er blevet afgjort. Og med al tænkelig ydmyghed: Jeg vandt sgu!

Jeg er vokset en halv meter siden mailen dukkede op i går aftes. Der er blevet drukket sejrs-whisky, da min backup-pagne ikke var på kold nok, og jeg kaster mig nu hovedkuls ud i at gå historien De fattige blandt menneskene igennem for fjel og magler. Det gør jeg imens jeg nyder synet af den liste Kandor sendte mig i går, for med den flok forfattere må samlingen nødvendigvis blive en af de ondeste horror-antologier på dansk!

Vinderne er

1. plads: De fattige blandt menneskene af Martin Schjönning

2. plads: De rette omgivelser af Teddy Vork

3. plads: Verdens Krig af Christian Reslow

Desuden har Kandor valgt at trykke følgende historier:

Som vinden blæser af A. Silvestri

Vampyren af Aske Munk-Jørgensen

Nordpå af Jan Kristoffersen

Sorgens museum af Jonas Wilmann

Staven af Julie Johanne Kirkegaard

Røde dæmoner af Kristoffer J. Andersen

Donation af Lars Ahn Pedersen

Venter på Misha af Nina Holm-Jensen

Ifølge Kandor har det været utroligt svært at vælge mellem de mange historier der blev indsendt til konkurrencen. Jeg tror det gerne! Men nu var emnet jo også fantastisk!

Samlingen, der endnu ikke har en titel, udkommer i løbet af vinteren og det er nok en af de bøger jeg ser allermest frem til at læse – og altså ikke kun fordi jeg selv er med i den.

Nu vil jeg danse lidt mere rundt på skyerne, før jeg skriver videre på et zombie-projekt.

Gratis mikro-novelle

På forummet for fans og forfattere af fantastisk litteratur, SFFworld, afholdes månedlige konkurrencer i flash fiction – den korteste form for novelle. Kravene til novellerne varierer fra måned til måned, men generelt skal historierne holdes under 1000 ord og være inspireret af månedens tema. Marts måneds tema er “Reflections” – i begrebet mest vidtfavnende betydning.

Jeg deltager for første gang med en novelle i konkurrencen. Det er også første gang jeg – overlagt – giver mig i kast med at skrive flash fiction, og første gang jeg skriver fiktion på engelsk. Heldigvis har jeg fået stor hjæp til de rent sprogtekniske ting af mine beta-læsere – tak for det!

Læs novellen her: The Mechanism.

Science Fiction #19 udkommer i dag

Så blev det 1. marts, og udover at det ifølge kalenderen er forår nu, beriges dagen i dag af udgivelsen af #19 af Knud Larns klassiske fanzine, Science Fiction. I det kan man blandt andet læse min novelle Nocturne, så jeg synes I bør investere i det!

Det kan man gøre her, ved at sende en mail til redaktøren.

Som en lille bonus er her et klip fra Politiken TV (der ikke tillader at man “imbedder” deres videoer, hrmpf). Det har intet med Nocturne at gøre, men en lille hardcore gruppe af Jer – kære læsere – vil vide at jeg havde en føljeton i to afsnit i Himmelskibet i 2011. Den havde den pulp-inspirerede titel Ismånens Rædsler og der indgik et apparat der stort set er identisk med det i klippet. Det siger lidt om science fiction-genrens vilkår i dag, synes jeg. Man skal godt nok ud i nogle ekstremer før man finder på noget helt nyt og underfuldt …

alger-skal-vaere-det-groenne-alternativ-til-sort-olie