Fra mig til Jer: Grusom, dystopisk sci-fi!

pablo-picasso-portrait-femme-en-pleurs

Tilbage i 2011 skrev jeg en novelle til fanzinet Science Fiction, der redigeres af det danske fanmiljø-koryfæ, Knud Larn. Larn havde udbedt sig noveller om “fremtidens superskurke”, og jeg var virkelig længe om at finde på mit bidrag. Kravet om at novellen partout skulle udspille sig på dansk jord, var også lidt af et kreativt benspænd, syntes jeg. Netop kravet om en dansk forbindelse er voldsomt udbredt i skrivekonkurrencer, og så spændende er vores lille andedam altså heller ikke. Kravet, som Larn altså langt fra er den eneste der håndhæver, stækker efter min mening genrelitteraturen. De fantastiske genrer er netop det: Fantastiske! De burde have uendelig plads at udfolde sig på.

Resultatet af mine bestræbelser var novellen Nocturne, der på mange måder samler hele min forfatterkarrieres tidligste bedrifter i ét, rent stilmæssigt. Den flyder over med mærkelige ord, det indrømmer jeg gerne, men jeg er glad for alle dens mærkelige løse referencer til folkeeventyr, Bibelen og andre sci-fi-værker. Stemningen i den – grotesk, pervers og makaber, som den er – er noget jeg stadig prøver at efterligne.

Lokationen er lidt spøjs. Jeg gik i lang tid og forsøgte at klemme mig udenom danskhedskravet, men endte med at blive inspireret i løbet af en lang cykeltur med min daværende kæreste. Vi tog mod nord og kørte igennem en del af verden der forekommer mig lige så syg og unaturlig, som den jeg beskriver i Nocturne – dog med et diametralt modsat socialt fortegn. Turen gennem Danmarks absolut rigeste kvarterer var lidt af et chok for mig.

Nocturne har aldrig været en af mine bedste tekster, men jeg synes personligt at ideerne i den er ret bemærkelsesværdige. Jeg håber I synes det samme. Jeg har lagt den ud, her på siden, i pdf-format, og den kan hentes og deles kvit og frit, så længe I lige husker at nævne hvor den kommer fra.

Hent den her.

Science Fiction #19 udkommer i dag

Så blev det 1. marts, og udover at det ifølge kalenderen er forår nu, beriges dagen i dag af udgivelsen af #19 af Knud Larns klassiske fanzine, Science Fiction. I det kan man blandt andet læse min novelle Nocturne, så jeg synes I bør investere i det!

Det kan man gøre her, ved at sende en mail til redaktøren.

Som en lille bonus er her et klip fra Politiken TV (der ikke tillader at man “imbedder” deres videoer, hrmpf). Det har intet med Nocturne at gøre, men en lille hardcore gruppe af Jer – kære læsere – vil vide at jeg havde en føljeton i to afsnit i Himmelskibet i 2011. Den havde den pulp-inspirerede titel Ismånens Rædsler og der indgik et apparat der stort set er identisk med det i klippet. Det siger lidt om science fiction-genrens vilkår i dag, synes jeg. Man skal godt nok ud i nogle ekstremer før man finder på noget helt nyt og underfuldt …

alger-skal-vaere-det-groenne-alternativ-til-sort-olie

En slags andenplads

Årets Science Fiction pris er blevet uddelt og den tilfaldt desværre ikke mig. Den gik til A. Silvestri for novellen Æskulap. Mit bidrag er dog blevet udvalgt til tryk sammen med vinderen i næste nummer af fanzinet Science Fiction, der kommer til marts. Udover Silvestri og undertegnede vil der også være noveller af Helle Jacobsen, Kristina Munch og svenske Pia Lindestrand.

Jeg deltog med den hidtil hemmeligholdte historie Nocturne, hvor jeg udforsker fremtidens muligheder for det, der med et godt dansk ord kaldes body modifications – naturligvis til et rimeligt ekstremt niveau. Jeg har forsøgt at skrive en blanding af cyberpunk og klassisk horror. Tematisk set handler Nocturne også om identifikation og moral og hvordan disse størrelser har besvær med at følge med teknologien.

Der er allerede udskrevet en ny konkurrence, som jeg selvfølgelig også vil prøve at deltage i. Denne gang handler det om danskerne og fremtidens kultur – et emne der jo stort set ingen reelle grænser har, så der burde da være nok at skrive om!