Så hyles der igen :)

Varulv har fået endnu en positiv anmeldelse, denne gang fra Bogblogger.dk’s horror-anmelder, Emil Blichfeldt. Om antologien generelt skriver Blichfeldt:

“I Varulv dykker nogle af Danmarks stærkeste horrorforfattere ned i menneskesindet og udstiller vores mest uhæmmede sider.”

Og en af de historier der fremhæves er såmænd min egen Fri For Synd, der får følgende skudsmål:

“Jeg skal kun fremhæve et par enkelte forfattere her. Martin Schjönning udforsker hvad fem unge mennesker kan finde på, når de er udstyret med en pervers kombination af psykopatiske sind, ubegrænsede ressourser og kedsomhed. Det er mildt sagt en eskalerende voldsspiral, hvor intet mål er for sygt til at opnå seksuel tilfredsstillelse. Meget velskrevet og ubehageligt underholdende.”

Jeg takker og bukker 🙂 Læs hele anmeldelsen her.

Glade ulvehyl

himmellogo Antologien Varulv har været et smut forbi fan-zinet og foreningsbladet Himmelskibet, og det var vist et ganske succesfuldt visit! Anmelderen, Thomas Winther, har i hvert fald primært gode ting at sige om noveller, redigering og hele konceptet – med vanlig sans for grundighed. Hans største anke er manglen på forfatterbiografier og en introduktion. Jeg er personligt meget stor tilhænger af den slags paratekst (få fat i min redaktør-debut, UNDERGANG, hvis du ikke tror mig), og må erklære mig enig i Winthers kritik. Novellerne er naturligvis det absolut vigtigste i en antologi, og hvad angår kritikken af dem, må jeg sjovt nok også erklære mig enig … Lidt selvfed har man da lov at være:

“Martin Schjönnings novelle er den sidste i samlingen, og den er meget anderledes, og her er man virkeligt i tvivl om hvordan historien vil udvikle sig (…) Denne novelle var den perfekte afslutning på samlingen, for når man nu sad og havde læst en del forskellige tilgange til varulven, så kom der alligevel en her som er endnu mere forskelligartet og overraskende. På den måde så rundens bogen af med en af de bedste noveller i samlingen.”

Himmelskibet deler gratis ud af deres anmeldelser, og Winthers behandling af Varulv og min novelle, Fri for synd, kan læses i sin helhed her.

Smuk lektørudtalelse til Varulv

Vaulv ForsideForlaget Kandor har modtaget lektørudtalelsen for horror-antologien Varulv, som min novelle, Fri for synd har fået den ære at afslutte. Antologien starter med konkurrencevinderen, Udyr, af Amdi Silvestri, der fuldt fortjener titlen og præmien – Udyr er omtrent det væmmeligste jeg har læst af nyere dansk horror!

Det er lektøren heldigvis enig med mig i! Hverken Kandor eller jeg har set så totalt positiv en lektørudtalelse før. Loven bestemmer at jeg kun må citere op til 10% af den, men jeg kan afsløre at de resterende 90% også er udelt begejstret.

Indholdet i Varulv beskrives som “klamt, kvalmende, bestialsk, grænseoverskridende og bloddryppende”, og i øvrigt som “genrelitteratur når det er bedst.” Lektøren slutter sin udtalelse af med at indskærpe at Varulv bør stå på alle folkebiblioteker, og hun lægger i øvrigt flere gange vægt på at antologien er rettet mod et voksent publikum – noget vi horror-forfattere ellers har svært ved at overbevise bibliotekarerne om.

Personligt er jeg dog mest stolt over at Fri for synd bliver nævnt som den ene af de to noveller, der fremhæves – der er ni i alt. Og at antologien bliver sammenlignet med Ellis’ American Psycho er godt nok også svært at være ked af!

Lektørudtalelserne er de vigtigste skudsmål for forlag som Kandor, som er for små og nichéprægede til at de uddøende boghandlere tør satse på dem – derfor er det ekstra skønt at vide, at der findes bibliotekarer derude med smag og hjertet på rette sted.

Køb en varulv og få en vampyr med i købet!

Omslag-til-samtilbud-450x450Det er sjældent god kutyme at blande kunst og købmandsskab, men nogle gange får man et tilbud man ikke kan sige nej til. Antologien Varulv udkommer d. 21. november, på forlaget Kandor, og som et lanceringstilbud får man dens forløber, Vampyr med i købet. Det kræver at man forudbestiller Varulv, der koster 199 kroner.

Jeg deltager i Varulv med novellen (der har fået ny titel) Fri for synd – en dyster fortælling om mørke lyster, dekadent vanvid og magtmisbrug. Med andre ord er samlingen ikke for børn!

Læs mere om tilbudet på Kandors hjemmeside.