Deroute tager en tur i Himmelskibet

deroute cover

Deroute, min bog i Kandors serie om Satan, hvoraf femte bind lige er udkommet, er blevet anmeldt i Foreningen Fantastiks medlemsblad, Himmelskibet. Det er svært fornøjelig læsning når man er mig:

“Kortromanen er intensivt skrevet, og udviklingen fra underkuet dreng til dæmonisk psykopat finder hurtigt sted,” står der eksempelvis, og anmeldelsen slutter med følgende saltvandsindsprøjtning til mit gryende storhedsvanvid:

“Schönning viser med Deroute endnu en gang hvor god han er til at skrive om det groteske og om menneskers nedbrud, og det bliver spændende at se hvordan andre forfattere har valgt at tilgå det sataniske.”

Læs hele anmeldelsen her.

Advertisements

Et klap på skulderen fra en kollega

Deroute, min kortroman om Satan, er blevet anmeldt af min forfatterkollega Anika Eibe, der driver Eibes Bogblog. Faktisk er Eibe en aktiv anmelder, der deler skudsmål ud til bøger i alverdens genrer, men for at undgå mistanker om skjult nepotisme lægger jeg vægt på kollega-forholdet.

Eibes egen bog om Satan, Tvisten, er nemlig på trapperne. Den bliver Den 4. Bog om Satan og udkommer i juli.

Eibe skriver blandt andet at Deroute “… har hjemsøgt mig i tankerne lige siden jeg læste den” og at historien “… er intens og uhyggelig. Især skræmmende fordi den meget præcist og realistisk skildrer den “Satan” som vi kan møde i vores dagligdag.”

Det er selvfølgelig altid rart at få gode anmeldelser, men når rosen kommer fra ens egne varmer det lidt ekstra.

Læs hele Anika Eibes anmeldelse her.

Tidlig fødselsdagsgave fra DBC

deroute cover

Jeg har været rigtig spændt på lektørudtalelsen til Deroute. Ikke alene er det en usædvanlig bog, rent genremæssigt, men formatet på 70 sider er også lidt af en sjældenhed. Det har heller ikke ligefrem hjulpet på mine nerver, at Deroute fik lov til at kickstarte en hel serie på ti bøger, hvis fremtidige succes givetvis står og falder med hvad bibliotekerne synes om det første bind.

Forleden dag kunne jeg dog ånde lettet op, da DBC’s lektør besluttede sig for at jeg skulle have en tidlig fødselsdagsgave. Her er et udpluk af lektørens mening om Deroute:

“Det er en både isnende skræmmende og finurlig tankevækkende kortroman om ondskabens natur Martin Schjönning har skrevet … Velskrevet og yderst effektiv kortroman.” Dertil kalder lektøren bogen for en “fascinerende uhyggelig kortroman” og endda også en “anderledes tankevridende læseoplevelse”.

Særligt den sidste del gør mig begejstret. Jeg er ikke så lidt glad for at skrive “tankevridende” tekster, og det er virkelig dejligt at få at vide når det virker. Jeg håber I allesammen har en lige så god pinse som jeg har!

Romandebut 13. april

deroute cover

Så er det blevet helt enormt officielt: Jeg får min debut som roman-forfatter d. 13. april. Som skrevet før bliver det med kortromanen Deroute, der er en del af Kandors serie Den X. Bog om Satan. I serien prøver et hold af meget forskellige forfattere at definere djævelen, ud fra deres egne synspunkter. Deroute bliver første bind i serien, og handler mest om djævelen der bor inde i os alle sammen. Den nemmeste måde at præsentere min lille vanskabning på er nok at citere bagsideteksten:

Livet i landsbyen er rytmisk og nemt. Størstedelen af indbyggerne ser ikke, hvad der bor iblandt dem. Men en lille dreng får gradvist åbnet sine øjne. I udkantsmørket er han pludselig den eneste med ægte nattesyn. Det han ser, er mageløst. Det vækker noget i ham, og han træffer et valg.

Deroute handler om valg og fravalg. Disse valg er ikke usædvanlige. Vi har alle stået overfor dem og mødt en djævel, der har tilbudt os alverdens gaver. Deroute er inspireret af virkelige hændelser, og handler om de valg, den lille dreng ikke tog.

Deroute kommer til at koste 119 kroner, og kan allerede forudbestilles her.

Så hyles der igen :)

Varulv har fået endnu en positiv anmeldelse, denne gang fra Bogblogger.dk’s horror-anmelder, Emil Blichfeldt. Om antologien generelt skriver Blichfeldt:

“I Varulv dykker nogle af Danmarks stærkeste horrorforfattere ned i menneskesindet og udstiller vores mest uhæmmede sider.”

Og en af de historier der fremhæves er såmænd min egen Fri For Synd, der får følgende skudsmål:

“Jeg skal kun fremhæve et par enkelte forfattere her. Martin Schjönning udforsker hvad fem unge mennesker kan finde på, når de er udstyret med en pervers kombination af psykopatiske sind, ubegrænsede ressourser og kedsomhed. Det er mildt sagt en eskalerende voldsspiral, hvor intet mål er for sygt til at opnå seksuel tilfredsstillelse. Meget velskrevet og ubehageligt underholdende.”

Jeg takker og bukker 🙂 Læs hele anmeldelsen her.

Forlags-pogrom og mere Cava

IMG_1167

Ja, så skal der søreme drikkes sejrs-pagne igen! For den samme bog. For tredje gang! Min roman, Afsind, har endnu en gang fundet et nyt hjem, og denne gang er jeg hundrede procent sikker på at det nok skal lykkes at få den udgivet. Ovre i det jyske sidder Kandor efterhånden på størstedelen af horror-løverne – som jeg har opdaget at vi bliver kaldt. I hvert fald den andel der ikke er blevet selvudgivere efter negative oplevelser med andre forlag. Det skyldes primært at Kandor bliver drevet med lige dele kærlighed og fornuft, hvilket tydeligt ses af de anmeldelser forlagets bøger modtager. To af de mest roste horror-værker i nyere tid – Vampyr og Varulv – samt bøger af Teddy Vork, Mikkel Harris Carlsen og Gudrun Østergaard, er udkommet på Kandor, der også har fået tid til at samle nogle særdeles habile fantasy-antologier. Mit eget skifte skyldes at der er en slags kulturøkonomisk pogrom i gang hos mit tidligere forlag, Valeta, der har besluttet sig til at afhænde en række forfattere, der enten ikke gav overskud eller insisterede på at skrive i genrer, der ikke sælges bredt. Det er de selvfølgelig i deres gode ret til, men det siger noget om hvor lidt en forfatterkontrakt egentlig er værd – for forfatteren altså. Jeg har al tænkelig tiltro til Kandor og manden bag forlaget, Nikolaj Højberg. Vi arbejder allerede på min solodebut, Deroute, der udkommer som en del af Den X. Bog om Satan-serien, og som jeg har rigtig store forventninger til!

Glade ulvehyl

himmellogo Antologien Varulv har været et smut forbi fan-zinet og foreningsbladet Himmelskibet, og det var vist et ganske succesfuldt visit! Anmelderen, Thomas Winther, har i hvert fald primært gode ting at sige om noveller, redigering og hele konceptet – med vanlig sans for grundighed. Hans største anke er manglen på forfatterbiografier og en introduktion. Jeg er personligt meget stor tilhænger af den slags paratekst (få fat i min redaktør-debut, UNDERGANG, hvis du ikke tror mig), og må erklære mig enig i Winthers kritik. Novellerne er naturligvis det absolut vigtigste i en antologi, og hvad angår kritikken af dem, må jeg sjovt nok også erklære mig enig … Lidt selvfed har man da lov at være:

“Martin Schjönnings novelle er den sidste i samlingen, og den er meget anderledes, og her er man virkeligt i tvivl om hvordan historien vil udvikle sig (…) Denne novelle var den perfekte afslutning på samlingen, for når man nu sad og havde læst en del forskellige tilgange til varulven, så kom der alligevel en her som er endnu mere forskelligartet og overraskende. På den måde så rundens bogen af med en af de bedste noveller i samlingen.”

Himmelskibet deler gratis ud af deres anmeldelser, og Winthers behandling af Varulv og min novelle, Fri for synd, kan læses i sin helhed her.