Varmblodet kunstner og/eller iskold skribent

Man skal holde tungen lige i munden, når man arbejder i det danske kulturliv. Det er nemlig ikke særlig stort, og hver eneste reception virker lidt som en fætter-kusine-fest. Jeg har fået nyt arbejde, og det har ansporet mig til at skrive lidt om social ret og pligt i bøgernes verden.

Min nye job er som skribent på BogMarkedet. BogMarkedet er en meget gammel publikation, det blev stiftet i 1854, og det fungerer som et samlende fagblad for hele bogbranchen: Forfattere, boghandlere, forlag, trykkerier, biblioteker, anmeldere og så videre. I mange år blev magasinet ejet af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, men efter nogle tumultariske år, med skiftende ejere og to konkurser, er magasinet nu på private hænder. Det udkommer, som så meget andet, ikke længere i fysisk form, men kun på nettet.

BogMarkedets indhold skal være neutralt og aktuelt for alle, der har en tilknytning til bogbranchen. For os, der skriver artiklerne – mit første bidrag blev lagt på i går – sætter det nogle helt særlige krav. Det siger næsten sig selv, at dem, der er bedst egnet til at producere indhold for BogMarkedet, er os der kender bogbranchen, men man kan ikke kende bogbranchen, uden at have skabt sig nogle uvenner her og der, hvilket påvirker ens neutralitet.

Jeg har tidligere påtalt dette fænomen, meget kortfattet i et blogindlæg om Horror-prisen, hvor jeg var direkte eller indirekte involveret i fem ud af ni værker på longlisten. Jeg er forfatter, med romaner og noveller ude på fem forskellige forlag. Jeg har arbejdet som freelance redaktør for ti forlag og vurderet manuskripter for yderligere to. Jeg er medlem af et idealistisk litterært selskab. Jeg har anmeldt litteratur – om end kun det oversatte – for fire vidt forskellige netmedier, og gør det fortsat på Planet Pulp. Mine værker er blevet bedømt af aviser og blogs, der har en aktie i kulturlivet.

Er jeg neutral? Umiddelbart skulle man synes, at det nærmest var umuligt, men efter min bedste overbevisning er det et spørgsmål om noget, man ikke bør tale for højt om som kunstner: Iskold professionalisme. Skribenttjansen på BogMarkedet er et drømmejob, der fortjener at man kan distancere sig fra ens personlige fejder, branchens rygter, de usynlige kliker og gammelt nag. Jeg var faktisk oprigtigt ked af det, da bladet gik ind, og er overmåde begejstret for at være blandt dem, der skal puste nyt liv i det.

Min sociale og professionelle pligt er at hæve mig over det personlige, til tider parkere forfatteren, anmelderen og idealisten Schjönning på et sidespor, og, om man så må sige, føje et nyt hoved til den hydra jeg efterhånden har udviklet mig til at være. Men ingen pligter uden rettigheder. Det er min ret at fortsætte som forfatter, anmelder og idealist. Det er BogMarkedets læseres pligt ikke at blande mine roller sammen, og deres ret at påpege det hvis jeg selv gør det. Kun med en sådan uformel kontrakt kan tingene fungere. Grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg, er for at have noget at vise tilbage til, hvis nogen tager fejl af bylinen på en BogMarkedet-artikel og navnet på en bogryg.

BogMarkedet er i øvrigt altid på udkig efter spændende, aktuelle historier om udviklingen indenfor litteratur, bogsalg, tryk og alskens andre bog-relaterede emner, så hvis en af jer har et godt tip, så kontakt mig på martin@bogmarkedet.dk.

Advertisements

100 blogindlæg senere …

For 99 blogindlæg siden skrev jeg en velkomsthilsen. Det var tilbage i 2011, og jeg bød både velkommen til min nyetablerede forfatterblog og Velkommen til Dybet. Sidstnævnte er titlen på den horror-antologi, jeg debuterede i. Dengang tog jeg en bevidst beslutning om at betragte mig selv som forfatter, og håbede at kunne pådutte andre den samme idé.

Dette er mit blogindlæg nummer 100, og jeg synes at det er en glimrende anledning til at se tilbage på tiden der er gået siden den allerførste novelle, de første anmeldelser, den første følelse af at tilhøre en særlig gruppe af kulturudøvere.

Fik jeg påduttet andre ideen om, at jeg faktisk er forfatter? Det tror jeg. Jeg har tre selvstændige værker, en håndfuld anmelderroste noveller og en stak magasin-tekster bag mig – foruden den uundgåelige produktion af skrivebordsskuffeprojekter. Jeg er blevet interviewet og anmeldt i landsdækkende medier, såvel som på undergrundsblogs og i lokalaviser. Jeg har med en vis succes anbragt fænomenet ”Forfatteren Martin Schjönning” i læsernes og kritikernes hoveder, og i vores store fællesbevidsthed – Google.

Undervejs har jeg dog ændret holdning til, hvad det vil sige at være forfatter. Der er ingen fast opskrift på den rolle, kun nogle få hovedingredienser, som man øjensynligt kan kombinere efter forgodtbefindende. Hver eneste kollega jeg taler med, har sin egen fremgangsmåde, sine egne særheder og vaner, og det er i virkeligheden nok det, der gør vores bøger varierede nok til at være interessante. Jeg vil derfor ikke fortælle dig, hvordan du skal være forfatter, men her er lidt tanker om forfatterlivet:

At være forfatter i Danmark, og endda genreforfatter, indbefatter at man er sin egen agent, PR-ansvarlige og primære korrekturlæser, selv hvis man er på et forlag. Der er fem dårlige forlag for hvert godt. Det har taget mange af mine seks år som forfatter, at finde frem til, og få adgang til, de bedste af slagsen.

Jeg kan ikke forestille mig et liv som selvudgiver. Jeg er for glad for kvalitetsstemplet som reelt set er det, et forlagslogo på ryggen af din bog er. Jeg er for perfektionistisk til ikke at værdsætte ekstern redigering og korrektur, og dyrt indkøbte illustrationer, jeg aldrig ville have haft ressourcer til. Dette er ikke en kritik af selvudgiverne, for jeg kender flere gode selvudgivere. Det er et eksempel på hvordan forfatter-opskriften ændrer sig fra kunstner til kunstner.

Netværk er essentielt. Jeg er lykkeligvis begavet med en naturlig trang til at være social, og jeg erkender at det kan være langt sværere for andre at kaste sig i armene på folk. Forfatterkolleger, bibliotekarer, forlæggere, redaktører, bloggere, anmeldere og alskens andet revl og krat mødes til messer og receptioner. Det er disse folk, der bringer dig videre ud til de vigtigste mennesker, læserne – det er i hvert fald min personlige erfaring.

Det er ofte en frustrerende kamp at få sine værker udgivet. Det er en daglig strid at finde tid til at skrive. Inspiration er flygtig og læsernes opmærksomhed deler man med tusind andre. Men det er fantastisk at være forfatter! Det er min endelige konklusion. Jeg laver det jeg allerhelst vil, det jeg er bedst til, og jeg får lejlighedsvist klapsalver for besværet. Økonomisk set er det jeg laver (stadig) meningsløst, men de sidste seks år har lært mig at penge er en meget dårlig målestok for tilfredshed.

Sidder du derude og drømmer en forfatterdrøm, kan jeg kun anbefale at du følger den. Men den gamle floskel om at have ”en forfatter i maven” er en ubrugelig metaforisk størrelse – som jeg i øvrigt har skrevet en novelle om. Det handler om at have et slumrende vilddyr i maven, der kan vækkes og bistå en, når ens forfatterdrømme er truet af realiteterne. Et stædigt bæst, der ikke bakker ned, og som fostres af din lyst til at skrive og skabe. Desuden sidder den indre forfatter i hjertet. Teksten finder du i hjernen. Maven bruges mest til at opbevare spandevis af sort kaffe.

100 blogindlæg på seks år er ikke særlig mange. Jeg besluttede mig, i udgangspunktet, for at jeg kun vil bruge bloggen, når der er noget interessant at skrive om. Efterhånden som mit bagkatalog vokser, bliver der heldigvis flere og flere interessante ting at skrive om, og jeg håber I vil følge med de næste 100 indlæg, og gerne mange flere efter dem!

Krimien er bare realistisk horror

Tanker fra Krimimessen 2016 og en kærligt ment opsang til de danske horror-fans.

I den just overståede weekend var der for 15. gang Krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens. For jer der aldrig har været der, kan jeg fortælle at det er et større arrangement end man umiddelbart skulle tro. To hele dage med forfatter-interviews, foredrag, oplæsninger, bogsigneringer og børneaktiviteter. Forfattere og eksperter fra hele verden. En håndfuld prisuddelinger – heriblandt horror-prisen. Ikke at forglemme +5000 læsere/potentielle købere, der valfarter til det gamle fængsel fra hele landet.

Messen fokuserer natuligvis på krimier. Dem det hele handler om, de +5000 læsere, er der for at høre om og betale for kriminallitteratur. Krimien er blevet nordens største litterære eksportsucces nogensinde og den befinder sig i dag ganske vel i boghandlernes vinduer, med forsiden udad på bibliotekernes reoler og på store farvestrålende busreklamer.

Sådan har det ikke altid været. Det er ikke mere end 30 år siden at krimier blev betragtet som pulp – et billigt produkt, der for hjernen svarer til junkfood, hvis man forestiller sig at “ægte” litteratur” er en gourmetmiddag. Med meget få undtagelser, som überklassiske værker af Poe, Christie og Doyle, blev krimien regnet som letbenet underholdning. Utroligt mange krimier, fra før den nuværende bølge, er skrevet under pseudonym af forfattere der ikke ville sættes i forbindelse med plebejerisk kultur, men gerne ville tjene penge.

Horror-folket har bidt sig fast i krimimessen. Det gjorde vi allerede samme år som Dansk Horror Selskab blev stiftet. Det er på messen vi uddeler vores pris og vi laver oplæsninger og foredrag ligesom de andre forfattere.

Grunden til at valget faldt på Krimimessen og ikke fx BogForum er, at vi anerkender et vist åndsfællesskab mellem de to genrer. Vi kunne også have valgt Fantasticon eller et lignende arrangement der tilgodeser fans af alle de fantastiske genrer, men selskabets mission har altid været at udbrede horror til alle – ikke kun de i forvejen indviede.

Det har dog vist sig ret vanskeligt at lange os selv over disken til krimimessen. Læserne reagerer på os med alt fra let skjult foragt til småsmilende medlidenhed, vores arrangementer er ikke ligefrem velbesøgte og i år er første gang vi har uddelt horror-prisen, uden at halvdelen af publikum er udvandret midt i takketalen. Vores pris bliver uddelt som den sidste og det har åbenbart været utænkeligt indtil i år, at man kan blive siddende i ti minutter mere for høflighedens skyld.

Jeg kan leve med en del, men uhøflighed og mangel på dannelse generer mig på et grundlæggende plan. Især når de mennesker, der mener at deres krimier er mere værd end vores gys, åbenbart har glemt hvor de kommer fra. Som sagt befandt krimi-genren sig samme sted som horror og sci-fi indtil for relativt nylig. Faktisk så nylig at i hvert fald 90% af de gråkronede medlemmer af Det Danske Kriminalakademi og genrens læsere, burde kunne huske det hvis de koncentrerede sig lidt. Man glemmer hurtigt når man først er kommet til tops.

Ikke alene har krimi-folket glemt deres ophav, de er ofte også blinde overfor hvor mange lighedspunkter der er mellem krimi og horror, og har belejligt glemt at horror var en etableret genre lang tid før krimien kom til. Gyset har rod helt tilbage i mundtlige fortælletraditioner og oldgamle mytologier. Krimien opstod først i 1800-tallet da jura, kriminalpsykologi og efterforskningsvidenskab havde nået et niveau, hvor det gav mening at skrive om det.

Vi skriver, formidler og sælger uhyggelige historier. Det gør krimi-folket også. Vi bruger nøjagtigt de samme litterære virkemidler, de samme fysiske formater og de samme salgsteknikker. Den eneste forskel er rent indholdsmæssigt, hvor krimien udspiller sig i en tilstræbt realistisk udgave af verden og horror som regel inddrager fantastiske elementer, som monstre, andre dimensioner og mystiske evner.

Som et eksempel på hvor mange lighedspunkter der egentlig er, kan man rette et blik mod bagsideteksten på bogen Kød og Blod:

“Dicte Svendsen frygter at miste grebet om virkeligheden. Voldtægten samme sommer har rystet hende. Selv da hun kvitter jobbet på avisen for at blive freelancer i byens kreative miljø, følger dæmonerne med. En ung kvinde findes død i en baggård i Mejlgade, dræbt efter et kendt mønster. Ulven spreder skræk i landdistrikterne; i byen kopierer drabsmanden dens metoder. Dicte må tage kampen op, for den ukendte dræber har en mission. Han tager de svageste i flokken, og mens hun føler sig allermest såbar, er han pludselig tæt på.”

Titlen og bagsideteksten er skinbarlig horror. De dele af teksten jeg har markeret er rendyrkede horror-troper, og kunne rent faktisk have været brugt i en beskrivelse af mine egne værker. Kød og Blod er en krimi af Elsebeth Egholm. Egholms bog blev delt gratis ud på messen, men hun sælger virkelig godt. Sara Blædels kommende bog, Bedemandens Datter, blev markedsført på messen fra en vintage rustvogn! Det gamle fængsel, der blandt spøgelsesjægere er kendt for at være særdeles hjemsøgt, er forsynet med kunstinstallationer, hvor skygger af fortidens forbrydere projiceres på de rå mure – jeg blev personligt vildt forskrækket første gang jeg mødte en af disse mørkemænd i en smal trappeopgang.

Alligevel bliver horror-litteraturen ringeagtet og forbliver usolgt, og det undrer mig meget. Der er ikke mangel på dygtige forfattere eller forlæggere. Vores kunst er nært beslægtet med den mest populære genre på markedet. Vores bøger får rent faktisk ros af anmelderne. Det eneste der ikke virker er læserne. Som min kollega, Amdi Silvestri, sagde da han blev interviewet på messen: Vores fans burde købe flere af vores bøger.

Jeg vil tage et skridt videre. Selvfølgelig skal vores fans (jer der læser dette blogindlæg) købe bøgerne – eller plage jeres lokale biblioteker om at købe materialerne hjem, det virker faktisk. Men I skal mere end det:

I skal promovere vores værker og forfatterskaber. I skal dele vores artikler, vores anmeldelser, de interviews vi deltager i. I skal anbefale vores bøger og forære dem til jeres venner som fødselsdagsgaver.I skal bruge jeres egne netværk og arrangere forfatterbesøg, oplæsninger, læsegrupper og hvem ved, måske en ren horror-messe en dag i fremtiden! I skal skrive om vores bøger på jeres blogs, i jeres studiemagasiner og på de åbne anmelder-sites, hvor læserne har ordet. Hvis I selv er kreative skal I skrive sange, lave kortfilm, skrive rollespilsscenarier baseret på og inspireret af de historier vi skriver. Det er sådan en genre rejser sig fra undergrunden – ikke ved at ti dygtige forfattere skriver gode bøger som ingen køber, men ved at tusind fans insisterer på at gøre genren stor.

Det er selvfølgelig en stor opgave at lægge på læsernes skuldre, men jeg synes godt man kan forvente det – det er nøjagtigt det samme folk gør for deres foretrukne sangere, politikere og fodboldsspillere – forbrugeren er heldigvis stadig den reelle magthaver i kulturlivet.

Jeg vender tilbage til krimimessen næste år og håber meget på at komme i programmet denne gang. Hvis du kan lide mine bøger, vil jeg anbefale dig at dukke op og vifte lidt med horror-genrens sorte fane. Det samme gælder hvis du kan lide bøger af Michael Kamp (der modtog årets horror-pris), Amdi Silvestri, Jonas Wilmann, Vicky Pedersen, Steen Langstrup, Christian Reslow, Mikkel Harris Carlsen, Nikolaj Højberg, Teddy Vork, eller en af de mange andre skumle sataner jeg er stolt af at betragte som kolleger.

Gyseren.dk – Første anmeldelse af Afsind

Gyseren

Jeg forsøger at holde tuderiet på et mimimum – især efter min lange, tragikomiske fortælling om Afsinds tornede vej fra idé til udgivelse – men det er virkelig ikke nemt at få anmeldt horror. Generelt har genrelitteratur til voksne en tendens til at blive totalt overset af de gængse medier, ikke kun de nationale bogtillæg, men også lokalaviser og de stuerene litteraturblogs. Derfor er det ekstra vigtigt at der bliver holdt gang i de lyssky afkroge af blog-miljøet, og det var med stor fornøjelse jeg opdagede at Gyseren.dk var genopstået efter en periode i hi.

Gyseren.dk, med bibliotekar Jette Holst ved roret, har anmeldt Afsind, og blev dermed det første organ der gjorde det, endda under en uge efter udgivelsen. Anmeldelsen er ganske varmende læsning, hvis man nu tilfældigvis er horror-forfatter og hedder Martin Schjönning. Holst skriver blandt andet:

“Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind … Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med … Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau … Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!”

Opmærksomme læsere vil bemærke det lille “dog” i sidste sætning. Umiddelbart før er Afsind blevet kritiseret for at “det flotte billedskabende sprog dog også [bliver] romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift.”

Jeg har flere gange hørt lignende fra mine beta-læsere (dem jeg tester mine tekster på, før jeg sender til forlagene), men jeg har næsten altid valgt at ignorere det. For det første er det figurative og miljøbeskrivende sprog det jeg nyder mest at skrive, og for det andet synes jeg selv at spænding og splat suppleres bedst af det totalt modsatte. Jeg giver Holst fuldstændigt ret i at spændingskurven knækker, jeg har nemlig knækket den med vilje. Derfor må dette endelig ikke ses som en kritik af kritikken – anmeldere skal skrive hvad de mener!

Men jeg vil gerne spørge horror-læserne åbent, om der ikke skal være plads til at “fremmane billeder” af smukke ting, at svælge i litterære referencer, og lege med obskure fremmedord i vores litteratur, når det er acceptabelt at gøre det i den “lødige” litteratur, der rent faktisk får spalteplads i Weekend Avisen og Politiken?

 

Læs hele Gyseren.dk’s anmeldelse her.

Køb Afsind her.

Positiv anmeldelse af PIX på Gyseren.dk

Det har desværre været sløjt med anmeldelserne af antologien PIX, hvor min novelle Præludium er trykt. Men når de så dukker op, viser det sig at de har været værd at vente på! På Gyseren.dk står der blandt andet:

“… En vellykket antologi med bidrag fra nogen af Danmarks dygtigste horror-forfattere … Alt i alt kan jeg tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, som kalder “PIX” for: “…en velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker…“, dog med den tilføjelse at jeg også synes, den bør stå i alle hjem, som holder af et godt gys.”

Den sidste sætning slår et veltimet hoved på sømmet i en debat der har hærget diverse horror/sci-fi/fantasy-sider på facebook og adskillige blogs den sidste uges tid: Hvorfor køber danske fans ikke danske bøger? Det synes jeg egentlig er et ret godt spørgsmål. Mit kommentarfelt står til fri afbenyttelse. Læs evt. Jonas Wilmanns indlæg på litteratursiden, der satte debatten i gang.