Odense Læser har interviewet mig

”Gennem hele mit liv som læser, kritiker, underviser og forfatter er det dog stadig den meget unge Schjönning på lokalbiblioteket, der er hovedpersonen. Rejsen fra den grå hverdag til bøgernes sprudlende, uendelige fabelland er den samme, men ruten er forskellig hver gang. Som forfatter ser jeg mig selv som en guide på denne tur til eventyrland.”

Det har været delt flere steder på Facebook, men jeg har simpelthen glemt at skrive det her. Jeg er blevet interviewet til kampagnen Odense Læser. Kampagnen føres af bibliotekerne i min adopterede hjemby, Odense, og går ud på at vise forskellige folks syn på og forhold til litteratur. Man kan blive klogere på hvad boghandleren, professoren, bibliotekaren og forlæggeren – denne i skikkelse af min gode ven og kollega Henrik Harksen – læser. Logisk nok har de også de også fået fat i en lokal forfatter, og det er altså mig.

Tekst-interviewet følges senere op af et kort podcast, hvor jeg debatterer med en realisme-fan om de fantastiske genrers meritter. Men indtil da kan man altså læse om hvad litteraturen har betydet for mig gennem mit liv, ved at klikke her.

Husk også at give Odense Læser et like på Facebook!

Podcast på den hyggelige måde

Episode 11 – Hyggenørderi

Hvis du har 1½ time til overs – og her i påsken skal man jo bruge lidt tid på at fordøje det kristne budskab og en hel del snaps – kan du lytte til 11. episode af podcastet Hyggenørderi. Hyggenørderi handler om alt mellem himmel og jord og episode 11 handler såmænd om mig, mit gryende forfatterskab, horror-genrens genvordigheder, skriveprocesser, og alt hvad de herlige mennesker bag udsendelsen ellers kunne finde på at spørge mig om. Vi kommer meget vidt omkring og snakker blandt andet om slasher film, dinosaur-erotika og krimimessen. Det er første gang jeg deltager i et så langt interview, og det var virkelig fedt bare at kunne give den gas!

Klik her, for at lytte til Hyggenørderi.

 

Krimien er bare realistisk horror

Tanker fra Krimimessen 2016 og en kærligt ment opsang til de danske horror-fans.

I den just overståede weekend var der for 15. gang Krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens. For jer der aldrig har været der, kan jeg fortælle at det er et større arrangement end man umiddelbart skulle tro. To hele dage med forfatter-interviews, foredrag, oplæsninger, bogsigneringer og børneaktiviteter. Forfattere og eksperter fra hele verden. En håndfuld prisuddelinger – heriblandt horror-prisen. Ikke at forglemme +5000 læsere/potentielle købere, der valfarter til det gamle fængsel fra hele landet.

Messen fokuserer natuligvis på krimier. Dem det hele handler om, de +5000 læsere, er der for at høre om og betale for kriminallitteratur. Krimien er blevet nordens største litterære eksportsucces nogensinde og den befinder sig i dag ganske vel i boghandlernes vinduer, med forsiden udad på bibliotekernes reoler og på store farvestrålende busreklamer.

Sådan har det ikke altid været. Det er ikke mere end 30 år siden at krimier blev betragtet som pulp – et billigt produkt, der for hjernen svarer til junkfood, hvis man forestiller sig at “ægte” litteratur” er en gourmetmiddag. Med meget få undtagelser, som überklassiske værker af Poe, Christie og Doyle, blev krimien regnet som letbenet underholdning. Utroligt mange krimier, fra før den nuværende bølge, er skrevet under pseudonym af forfattere der ikke ville sættes i forbindelse med plebejerisk kultur, men gerne ville tjene penge.

Horror-folket har bidt sig fast i krimimessen. Det gjorde vi allerede samme år som Dansk Horror Selskab blev stiftet. Det er på messen vi uddeler vores pris og vi laver oplæsninger og foredrag ligesom de andre forfattere.

Grunden til at valget faldt på Krimimessen og ikke fx BogForum er, at vi anerkender et vist åndsfællesskab mellem de to genrer. Vi kunne også have valgt Fantasticon eller et lignende arrangement der tilgodeser fans af alle de fantastiske genrer, men selskabets mission har altid været at udbrede horror til alle – ikke kun de i forvejen indviede.

Det har dog vist sig ret vanskeligt at lange os selv over disken til krimimessen. Læserne reagerer på os med alt fra let skjult foragt til småsmilende medlidenhed, vores arrangementer er ikke ligefrem velbesøgte og i år er første gang vi har uddelt horror-prisen, uden at halvdelen af publikum er udvandret midt i takketalen. Vores pris bliver uddelt som den sidste og det har åbenbart været utænkeligt indtil i år, at man kan blive siddende i ti minutter mere for høflighedens skyld.

Jeg kan leve med en del, men uhøflighed og mangel på dannelse generer mig på et grundlæggende plan. Især når de mennesker, der mener at deres krimier er mere værd end vores gys, åbenbart har glemt hvor de kommer fra. Som sagt befandt krimi-genren sig samme sted som horror og sci-fi indtil for relativt nylig. Faktisk så nylig at i hvert fald 90% af de gråkronede medlemmer af Det Danske Kriminalakademi og genrens læsere, burde kunne huske det hvis de koncentrerede sig lidt. Man glemmer hurtigt når man først er kommet til tops.

Ikke alene har krimi-folket glemt deres ophav, de er ofte også blinde overfor hvor mange lighedspunkter der er mellem krimi og horror, og har belejligt glemt at horror var en etableret genre lang tid før krimien kom til. Gyset har rod helt tilbage i mundtlige fortælletraditioner og oldgamle mytologier. Krimien opstod først i 1800-tallet da jura, kriminalpsykologi og efterforskningsvidenskab havde nået et niveau, hvor det gav mening at skrive om det.

Vi skriver, formidler og sælger uhyggelige historier. Det gør krimi-folket også. Vi bruger nøjagtigt de samme litterære virkemidler, de samme fysiske formater og de samme salgsteknikker. Den eneste forskel er rent indholdsmæssigt, hvor krimien udspiller sig i en tilstræbt realistisk udgave af verden og horror som regel inddrager fantastiske elementer, som monstre, andre dimensioner og mystiske evner.

Som et eksempel på hvor mange lighedspunkter der egentlig er, kan man rette et blik mod bagsideteksten på bogen Kød og Blod:

“Dicte Svendsen frygter at miste grebet om virkeligheden. Voldtægten samme sommer har rystet hende. Selv da hun kvitter jobbet på avisen for at blive freelancer i byens kreative miljø, følger dæmonerne med. En ung kvinde findes død i en baggård i Mejlgade, dræbt efter et kendt mønster. Ulven spreder skræk i landdistrikterne; i byen kopierer drabsmanden dens metoder. Dicte må tage kampen op, for den ukendte dræber har en mission. Han tager de svageste i flokken, og mens hun føler sig allermest såbar, er han pludselig tæt på.”

Titlen og bagsideteksten er skinbarlig horror. De dele af teksten jeg har markeret er rendyrkede horror-troper, og kunne rent faktisk have været brugt i en beskrivelse af mine egne værker. Kød og Blod er en krimi af Elsebeth Egholm. Egholms bog blev delt gratis ud på messen, men hun sælger virkelig godt. Sara Blædels kommende bog, Bedemandens Datter, blev markedsført på messen fra en vintage rustvogn! Det gamle fængsel, der blandt spøgelsesjægere er kendt for at være særdeles hjemsøgt, er forsynet med kunstinstallationer, hvor skygger af fortidens forbrydere projiceres på de rå mure – jeg blev personligt vildt forskrækket første gang jeg mødte en af disse mørkemænd i en smal trappeopgang.

Alligevel bliver horror-litteraturen ringeagtet og forbliver usolgt, og det undrer mig meget. Der er ikke mangel på dygtige forfattere eller forlæggere. Vores kunst er nært beslægtet med den mest populære genre på markedet. Vores bøger får rent faktisk ros af anmelderne. Det eneste der ikke virker er læserne. Som min kollega, Amdi Silvestri, sagde da han blev interviewet på messen: Vores fans burde købe flere af vores bøger.

Jeg vil tage et skridt videre. Selvfølgelig skal vores fans (jer der læser dette blogindlæg) købe bøgerne – eller plage jeres lokale biblioteker om at købe materialerne hjem, det virker faktisk. Men I skal mere end det:

I skal promovere vores værker og forfatterskaber. I skal dele vores artikler, vores anmeldelser, de interviews vi deltager i. I skal anbefale vores bøger og forære dem til jeres venner som fødselsdagsgaver.I skal bruge jeres egne netværk og arrangere forfatterbesøg, oplæsninger, læsegrupper og hvem ved, måske en ren horror-messe en dag i fremtiden! I skal skrive om vores bøger på jeres blogs, i jeres studiemagasiner og på de åbne anmelder-sites, hvor læserne har ordet. Hvis I selv er kreative skal I skrive sange, lave kortfilm, skrive rollespilsscenarier baseret på og inspireret af de historier vi skriver. Det er sådan en genre rejser sig fra undergrunden – ikke ved at ti dygtige forfattere skriver gode bøger som ingen køber, men ved at tusind fans insisterer på at gøre genren stor.

Det er selvfølgelig en stor opgave at lægge på læsernes skuldre, men jeg synes godt man kan forvente det – det er nøjagtigt det samme folk gør for deres foretrukne sangere, politikere og fodboldsspillere – forbrugeren er heldigvis stadig den reelle magthaver i kulturlivet.

Jeg vender tilbage til krimimessen næste år og håber meget på at komme i programmet denne gang. Hvis du kan lide mine bøger, vil jeg anbefale dig at dukke op og vifte lidt med horror-genrens sorte fane. Det samme gælder hvis du kan lide bøger af Michael Kamp (der modtog årets horror-pris), Amdi Silvestri, Jonas Wilmann, Vicky Pedersen, Steen Langstrup, Christian Reslow, Mikkel Harris Carlsen, Nikolaj Højberg, Teddy Vork, eller en af de mange andre skumle sataner jeg er stolt af at betragte som kolleger.

Gyseren.dk – Første anmeldelse af Afsind

Gyseren

Jeg forsøger at holde tuderiet på et mimimum – især efter min lange, tragikomiske fortælling om Afsinds tornede vej fra idé til udgivelse – men det er virkelig ikke nemt at få anmeldt horror. Generelt har genrelitteratur til voksne en tendens til at blive totalt overset af de gængse medier, ikke kun de nationale bogtillæg, men også lokalaviser og de stuerene litteraturblogs. Derfor er det ekstra vigtigt at der bliver holdt gang i de lyssky afkroge af blog-miljøet, og det var med stor fornøjelse jeg opdagede at Gyseren.dk var genopstået efter en periode i hi.

Gyseren.dk, med bibliotekar Jette Holst ved roret, har anmeldt Afsind, og blev dermed det første organ der gjorde det, endda under en uge efter udgivelsen. Anmeldelsen er ganske varmende læsning, hvis man nu tilfældigvis er horror-forfatter og hedder Martin Schjönning. Holst skriver blandt andet:

“Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind … Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med … Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau … Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!”

Opmærksomme læsere vil bemærke det lille “dog” i sidste sætning. Umiddelbart før er Afsind blevet kritiseret for at “det flotte billedskabende sprog dog også [bliver] romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift.”

Jeg har flere gange hørt lignende fra mine beta-læsere (dem jeg tester mine tekster på, før jeg sender til forlagene), men jeg har næsten altid valgt at ignorere det. For det første er det figurative og miljøbeskrivende sprog det jeg nyder mest at skrive, og for det andet synes jeg selv at spænding og splat suppleres bedst af det totalt modsatte. Jeg giver Holst fuldstændigt ret i at spændingskurven knækker, jeg har nemlig knækket den med vilje. Derfor må dette endelig ikke ses som en kritik af kritikken – anmeldere skal skrive hvad de mener!

Men jeg vil gerne spørge horror-læserne åbent, om der ikke skal være plads til at “fremmane billeder” af smukke ting, at svælge i litterære referencer, og lege med obskure fremmedord i vores litteratur, når det er acceptabelt at gøre det i den “lødige” litteratur, der rent faktisk får spalteplads i Weekend Avisen og Politiken?

 

Læs hele Gyseren.dk’s anmeldelse her.

Køb Afsind her.