Jeg vil gerne vise jer noget

Julen er miraklernes tid, og efter den tumultariske tilværelse min roman Afsind har levet indtil videre, virker det faktisk som lidt af et mirakel at den endelig er på vej. Mirakler skal man som bekendt ikke tage let på, og i min begejstring over endelig at kunne udbrede mig i fuld romanlængde vil jeg løbende poste om udgivelsen. Lige nu er Afsind redigeret færdig og har rundet korrekturlæseren. Der er givetvis stadig nogle småting der skal ændres, hjørner der skal files til og fælheder der kan gøres fælere.

Tom Kristensen, en djævelsk dygtig tegner og illustrator, som jeg også arbejder sammen med på et andet projekt, laver forsiden til Afsind, og han har lige sendt mig de første grove skitser, som I kan se her. Jeg glæder mig vildt meget til at se det endelige resultat og afsløre det for jer!

afsind1 afsind2 afsind3

 

Deroute tager en tur i Himmelskibet

deroute cover

Deroute, min bog i Kandors serie om Satan, hvoraf femte bind lige er udkommet, er blevet anmeldt i Foreningen Fantastiks medlemsblad, Himmelskibet. Det er svært fornøjelig læsning når man er mig:

“Kortromanen er intensivt skrevet, og udviklingen fra underkuet dreng til dæmonisk psykopat finder hurtigt sted,” står der eksempelvis, og anmeldelsen slutter med følgende saltvandsindsprøjtning til mit gryende storhedsvanvid:

“Schönning viser med Deroute endnu en gang hvor god han er til at skrive om det groteske og om menneskers nedbrud, og det bliver spændende at se hvordan andre forfattere har valgt at tilgå det sataniske.”

Læs hele anmeldelsen her.

Et klap på skulderen fra en kollega

Deroute, min kortroman om Satan, er blevet anmeldt af min forfatterkollega Anika Eibe, der driver Eibes Bogblog. Faktisk er Eibe en aktiv anmelder, der deler skudsmål ud til bøger i alverdens genrer, men for at undgå mistanker om skjult nepotisme lægger jeg vægt på kollega-forholdet.

Eibes egen bog om Satan, Tvisten, er nemlig på trapperne. Den bliver Den 4. Bog om Satan og udkommer i juli.

Eibe skriver blandt andet at Deroute “… har hjemsøgt mig i tankerne lige siden jeg læste den” og at historien “… er intens og uhyggelig. Især skræmmende fordi den meget præcist og realistisk skildrer den “Satan” som vi kan møde i vores dagligdag.”

Det er selvfølgelig altid rart at få gode anmeldelser, men når rosen kommer fra ens egne varmer det lidt ekstra.

Læs hele Anika Eibes anmeldelse her.