Første anmeldelse af Vampyr

Det gik godt nok stærkt. Jeg har endnu ikke nået at læse bogen selv – men jeg har også meget om ørerne for tiden. Udover at være blevet ansat som redaktør på deltid, på forlaget Aronsen, har jeg nemlig også travlt med at administrere og bedømme en novellekonkurrence på Apokalyptisk. Foruden selvfølgelig mine skønlitterære projekter.

Vampyr er blevet anmeldt på en privat blog, drevet af Majbrit Høyrup, under den iøjnefaldende titel gravko.dk. Hun roser bogen som helhed, men det varmer selvfølgelig mit hjerte at finde følgende:

“Jeg kunne bedst lide “De fattige blandt menneskene” af Martin Schjönning, hvor vampyrbegrebet blev udfordret på en virkelig rørende, klam og ulækker og indlysende rigtig måde. “De fattige …” foregår blandt stofmisbrugere og drager en parallel mellem måden vampyrer opfører sig på og stofmisbrugere. Miljøskildringen er uhyggelig indfølt.”

Det er ikke hver dag man finder ordene ‘klam’ og ‘rørende’ i samme opremsning af positive kvaliteter! Læs hele anmeldelsen her.

Mit livs gys

mitlivsgysLOGO

Horror-bloggen Mørket.dk bringer i dag en artikel forfattet af undertegnede. Mørket drives af forfatteren Steen Langstrup, og den serie af artikler jeg deltager i handler om “Mit livs gys”. Her har så prominente personager som Annika von Holdt, Kenneth Bøgh Andersen og Søren Henrik Jacobsen (stifteren af Skræk og Rædsel-bloggen) tidligere slået deres folder, og det er jo et skønt selskab at befinde sig i!

Jeg skriver sjældent om personlige oplevelser – ikke direkte i hvert fald. Det gør jeg i “Mit livs gys” og det var lidt af en prøvelse. Undervejs får jeg vist også name-droppet en del, men det var godt nok også svært at vælge ét værk! Som I kan se lykkedes det ikke – men jeg håber I vil læse det alligevel.

Mit livs gys – Martin Schjönning

Vampyr udkommer 1. marts

Antologien Vampyr har fået en officiel udgivelsesdato, der hedder 1. marts. Nogle af Jer vil måske huske at jeg gik hen og vandt den konkurrence, der ledte op til skabelsen af antologien. Udover undertegnede består samlingen af cremen af Danmarks nye generation af horror-forfattere; folk som Jonas Wilmann, Teddy Vork, Amdi Silvestri, Lars Ahn Pedersen og Christian Reslow. Jeg må indrømme at det stadig kilder i maven, at se mit navn øverst på denne voldsomme forside:

Omslag - Vampyr