Lidt af hvert

Der er sket meget den sidste måneds tid, så her kommer en lille opsamling.

Jeg oplevede den store ære og fornøjelse at blive kontaktet af, og derefter optaget i Dansk Horror Selskab. Selskabet blev stiftet i efteråret og uddeler priser til det bedste af al den fantastiske horror-litteratur der udkommer for tiden. Derudover fungerer det som et netværk for horror-forfattere, – udgivere, -bloggere og andre branchefolk. Første gang Årets Bedste Horror-udgivelser præmieres er til den snarlige Krimi-messe i Horsens (23.-25. marts).

Som allerede nævnt er Science Fiction #19, hvori min novelle Nocturne er at finde, udkommet. Jeg venter spændt på postbuddet.

Jakob Lauridsen, stifteren af den populære dommedags-blog Apokalyptisk, har desuden just budt mig velkommen som medforfatter. Mit første bidrag til Danmarks eneste blog for apokalyptisk kultur er lige blevet lagt ud – den handler om min foretrukne zombie-bog.

Jeg har også nyt et projekt i støbeskeen – et langtstrakt projekt, som jeg forventer bliver forrygende at lave. Det bliver gustent – mere siger jeg ikke 🙂

Sidst, men ikke mindst, arbejder jeg sammen med mit lokale bibliotek om at lave en foredragsaften hvor jeg kan fabulere om et eller andet. Er ved at brainstorme på det og vil vildt gerne lave noget om zombier – kryds fingre for at de er skøre nok til at sige ja!

Science Fiction #19 udkommer i dag

Så blev det 1. marts, og udover at det ifølge kalenderen er forår nu, beriges dagen i dag af udgivelsen af #19 af Knud Larns klassiske fanzine, Science Fiction. I det kan man blandt andet læse min novelle Nocturne, så jeg synes I bør investere i det!

Det kan man gøre her, ved at sende en mail til redaktøren.

Som en lille bonus er her et klip fra Politiken TV (der ikke tillader at man “imbedder” deres videoer, hrmpf). Det har intet med Nocturne at gøre, men en lille hardcore gruppe af Jer – kære læsere – vil vide at jeg havde en føljeton i to afsnit i Himmelskibet i 2011. Den havde den pulp-inspirerede titel Ismånens Rædsler og der indgik et apparat der stort set er identisk med det i klippet. Det siger lidt om science fiction-genrens vilkår i dag, synes jeg. Man skal godt nok ud i nogle ekstremer før man finder på noget helt nyt og underfuldt …

alger-skal-vaere-det-groenne-alternativ-til-sort-olie

Ny Dansk Fantasy 2012 – listen.

For et par dage siden modtog jeg en mail fra Forlaget Kandor, med den endelige liste over bidragsyderne til den kommende novelleantologi Ny Dansk Fantasy 2012. Jeg deltager med historien Træ, som du kan læse et uddrag af her, og min novelle er kommet i rigtig godt selskab! Det varmer selvfølgelig når ens arbejde bliver trykt sammen med tekster af forfattere man respekterer og kan lide at læse! Her er hele listen:

• Et horn i siden af A. Silvestri

• Eudaimonia af Andreas Markert

• Seidr af Aske Munk-Jørgensen

• Animatrix af Gudrun Østergaard

• Engel eller dæmon? af Helle Lee Sol Haugaard

• Tale af guld, tavshed af sølv af Kristoffer Andersen

• Til deres dages ende af Lars Ahn Pedersen

• Træ af Martin Schjönning

• De umætteliges kreds af Mikkel Carlsen

• Konda per dag af Nikolaj Johansen

• Bronze af Richard Ipsen

• Krystalstemmer af Sari Therkelsen Arent

• Zebraungens jul af Sven Ørnstrup

• Mare, mare mindre af Teddy Vork

• Cara af Tina Christensen

Disse 15 blev valgt ud af 48 indsendte historier. Kandor kan (heldigvis) ikke få nok af antologier og har for længst udskrevet en ny indkaldelse. Nu handler det om vampyrer og jeg er i fuld gang!