Varmblodet kunstner og/eller iskold skribent

Man skal holde tungen lige i munden, når man arbejder i det danske kulturliv. Det er nemlig ikke særlig stort, og hver eneste reception virker lidt som en fætter-kusine-fest. Jeg har fået nyt arbejde, og det har ansporet mig til at skrive lidt om social ret og pligt i bøgernes verden.

Min nye job er som skribent på BogMarkedet. BogMarkedet er en meget gammel publikation, det blev stiftet i 1854, og det fungerer som et samlende fagblad for hele bogbranchen: Forfattere, boghandlere, forlag, trykkerier, biblioteker, anmeldere og så videre. I mange år blev magasinet ejet af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, men efter nogle tumultariske år, med skiftende ejere og to konkurser, er magasinet nu på private hænder. Det udkommer, som så meget andet, ikke længere i fysisk form, men kun på nettet.

BogMarkedets indhold skal være neutralt og aktuelt for alle, der har en tilknytning til bogbranchen. For os, der skriver artiklerne – mit første bidrag blev lagt på i går – sætter det nogle helt særlige krav. Det siger næsten sig selv, at dem, der er bedst egnet til at producere indhold for BogMarkedet, er os der kender bogbranchen, men man kan ikke kende bogbranchen, uden at have skabt sig nogle uvenner her og der, hvilket påvirker ens neutralitet.

Jeg har tidligere påtalt dette fænomen, meget kortfattet i et blogindlæg om Horror-prisen, hvor jeg var direkte eller indirekte involveret i fem ud af ni værker på longlisten. Jeg er forfatter, med romaner og noveller ude på fem forskellige forlag. Jeg har arbejdet som freelance redaktør for ti forlag og vurderet manuskripter for yderligere to. Jeg er medlem af et idealistisk litterært selskab. Jeg har anmeldt litteratur – om end kun det oversatte – for fire vidt forskellige netmedier, og gør det fortsat på Planet Pulp. Mine værker er blevet bedømt af aviser og blogs, der har en aktie i kulturlivet.

Er jeg neutral? Umiddelbart skulle man synes, at det nærmest var umuligt, men efter min bedste overbevisning er det et spørgsmål om noget, man ikke bør tale for højt om som kunstner: Iskold professionalisme. Skribenttjansen på BogMarkedet er et drømmejob, der fortjener at man kan distancere sig fra ens personlige fejder, branchens rygter, de usynlige kliker og gammelt nag. Jeg var faktisk oprigtigt ked af det, da bladet gik ind, og er overmåde begejstret for at være blandt dem, der skal puste nyt liv i det.

Min sociale og professionelle pligt er at hæve mig over det personlige, til tider parkere forfatteren, anmelderen og idealisten Schjönning på et sidespor, og, om man så må sige, føje et nyt hoved til den hydra jeg efterhånden har udviklet mig til at være. Men ingen pligter uden rettigheder. Det er min ret at fortsætte som forfatter, anmelder og idealist. Det er BogMarkedets læseres pligt ikke at blande mine roller sammen, og deres ret at påpege det hvis jeg selv gør det. Kun med en sådan uformel kontrakt kan tingene fungere. Grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg, er for at have noget at vise tilbage til, hvis nogen tager fejl af bylinen på en BogMarkedet-artikel og navnet på en bogryg.

BogMarkedet er i øvrigt altid på udkig efter spændende, aktuelle historier om udviklingen indenfor litteratur, bogsalg, tryk og alskens andre bog-relaterede emner, så hvis en af jer har et godt tip, så kontakt mig på martin@bogmarkedet.dk.

En forfatter er legio

Mens jeg sidder og venter på anmeldelserne af Kværnen, tænker jeg på opfattelsen af forfatter-begrebet. I de flestes øjne er forfatteren nok stadig den forarmede boheme på loftsværelset, den sære eneboer i skovhytten eller den feterede bestseller i et barokpalæ. Virkeligheden er helt anderledes, for en forfatter er aldrig kun én person.

Jeg er ham der får ideen, planlægger handlingen, definerer sproget og skriver teksten, så på den måde er jeg den færdige bogs primære forælder. Men her, midt i min hidtil mest aktive måned som forfatter, bliver det enormt tydeligt at en bog har et utal af faddere.

Først er der betalæserne, som man testkører sin tekst på, inden den ryger videre til forlæggeren, der sender den til redaktøren, og derefter til korrekturlæseren. I Kværnens tilfælde var en illustrator involveret fra starten, men selv i ”normale” bøger kommer en illustrator eller grafiker ind over, når omslaget skal laves og bogen sættes op. Efter endelig godkendelse sendes bogen til trykkeren.

Nu har man en bog, men det er jo ikke nok bare at have den. Jeg aktiverer både venner, bekendte og familie, når bøgerne skal pushes. For at spare læseren for porto sender jeg ofte bøger med mine venner til alle landets afkroge. Der er også folk der leverer anmeldereksemplar i en postkasse, fordi de bor i nærheden, og folk der på eget initiativ reklamerer for mine værker på nettet og ansigt til ansigt med en fremmed læser.

Dertil kommer de mennesker, der giver mig et lift til eller fra en messe, lader mig låne et hjørne af deres stand til at sælge bøger fra, og lader mig overnatte og spise med, når jeg rejser landet tyndt. For slet ikke at tale om de hyperaktive – og ofte frivillige – kræfter, der arrangerer messer, festivaler og receptioner, biblioteker der lægger rum til arrangementer, og gamle venner der dukker op for at fylde sæderne.

Jeg er én forfatter, men selve forfatterskabet består af hundreder af mennesker. Det er mit navn, der står på ryggen af bogen, men hvis der var plads til det, burde alle jeres navne stå på den. I det mindste har jeg mulighed for at takke jer alle sammen her: Tusind, tusind tak!

Kværnen skifter adresse

Jeg har været ret tavs på det sidste, men jeg har haft en god grund. Forlaget Kandor, som har stået bag størstedelen af mine novelleudgivelser og begge mine romaner, har nemlig været i yderste livsfare. Stik imod tidsånden har jeg ønsket at vente med at udtale mig, indtil jeg kendte resultatet af krisen.

Resultatet har været ganske positivt! Et andet forlag, DreamLitt, har valgt at opkøbe Kandor og gøre det til et inprint. Oversat til normalt dansk: Kandor bevares som et horror-orienteret forlag, men som en underafdeling af DreamLitt. Nikolaj, der har opbygget Kandor fra bunden, beholder sin redaktørpost.

Dette betyder at jeg i øjeblikket forhandler med DreamLitt om diverse genudgivelser af de værker jeg har udgivet på Kandor. Jeg holder naturligvis bloggen opdateret løbende, hvad det angår. Den største ændring Kandors nærdødsoplevelse har ført med sig, er at min kommende udgivelse, den illustrerede kortroman Kværnen, har fået nyt hjem.

Kværnen blev simpelthen headhunted af forlaget Calibat, et raketforetagende, der er utroligt dygtige til at producere netop illustrerede bøger. Calibat udgiver bøger af skyhøj kvalitet, og jeg er virkelig glad for at Kværnen er blevet samlet op af netop dette forlag!

Traditionen tro er her et billede af kontrakten med en alkoholisk væske i nærheden:

calibat kontrakt med øl