Varmblodet kunstner og/eller iskold skribent

Man skal holde tungen lige i munden, når man arbejder i det danske kulturliv. Det er nemlig ikke særlig stort, og hver eneste reception virker lidt som en fætter-kusine-fest. Jeg har fået nyt arbejde, og det har ansporet mig til at skrive lidt om social ret og pligt i bøgernes verden.

Min nye job er som skribent på BogMarkedet. BogMarkedet er en meget gammel publikation, det blev stiftet i 1854, og det fungerer som et samlende fagblad for hele bogbranchen: Forfattere, boghandlere, forlag, trykkerier, biblioteker, anmeldere og så videre. I mange år blev magasinet ejet af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, men efter nogle tumultariske år, med skiftende ejere og to konkurser, er magasinet nu på private hænder. Det udkommer, som så meget andet, ikke længere i fysisk form, men kun på nettet.

BogMarkedets indhold skal være neutralt og aktuelt for alle, der har en tilknytning til bogbranchen. For os, der skriver artiklerne – mit første bidrag blev lagt på i går – sætter det nogle helt særlige krav. Det siger næsten sig selv, at dem, der er bedst egnet til at producere indhold for BogMarkedet, er os der kender bogbranchen, men man kan ikke kende bogbranchen, uden at have skabt sig nogle uvenner her og der, hvilket påvirker ens neutralitet.

Jeg har tidligere påtalt dette fænomen, meget kortfattet i et blogindlæg om Horror-prisen, hvor jeg var direkte eller indirekte involveret i fem ud af ni værker på longlisten. Jeg er forfatter, med romaner og noveller ude på fem forskellige forlag. Jeg har arbejdet som freelance redaktør for ti forlag og vurderet manuskripter for yderligere to. Jeg er medlem af et idealistisk litterært selskab. Jeg har anmeldt litteratur – om end kun det oversatte – for fire vidt forskellige netmedier, og gør det fortsat på Planet Pulp. Mine værker er blevet bedømt af aviser og blogs, der har en aktie i kulturlivet.

Er jeg neutral? Umiddelbart skulle man synes, at det nærmest var umuligt, men efter min bedste overbevisning er det et spørgsmål om noget, man ikke bør tale for højt om som kunstner: Iskold professionalisme. Skribenttjansen på BogMarkedet er et drømmejob, der fortjener at man kan distancere sig fra ens personlige fejder, branchens rygter, de usynlige kliker og gammelt nag. Jeg var faktisk oprigtigt ked af det, da bladet gik ind, og er overmåde begejstret for at være blandt dem, der skal puste nyt liv i det.

Min sociale og professionelle pligt er at hæve mig over det personlige, til tider parkere forfatteren, anmelderen og idealisten Schjönning på et sidespor, og, om man så må sige, føje et nyt hoved til den hydra jeg efterhånden har udviklet mig til at være. Men ingen pligter uden rettigheder. Det er min ret at fortsætte som forfatter, anmelder og idealist. Det er BogMarkedets læseres pligt ikke at blande mine roller sammen, og deres ret at påpege det hvis jeg selv gør det. Kun med en sådan uformel kontrakt kan tingene fungere. Grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg, er for at have noget at vise tilbage til, hvis nogen tager fejl af bylinen på en BogMarkedet-artikel og navnet på en bogryg.

BogMarkedet er i øvrigt altid på udkig efter spændende, aktuelle historier om udviklingen indenfor litteratur, bogsalg, tryk og alskens andre bog-relaterede emner, så hvis en af jer har et godt tip, så kontakt mig på martin@bogmarkedet.dk.

En forfatter er legio

Mens jeg sidder og venter på anmeldelserne af Kværnen, tænker jeg på opfattelsen af forfatter-begrebet. I de flestes øjne er forfatteren nok stadig den forarmede boheme på loftsværelset, den sære eneboer i skovhytten eller den feterede bestseller i et barokpalæ. Virkeligheden er helt anderledes, for en forfatter er aldrig kun én person.

Jeg er ham der får ideen, planlægger handlingen, definerer sproget og skriver teksten, så på den måde er jeg den færdige bogs primære forælder. Men her, midt i min hidtil mest aktive måned som forfatter, bliver det enormt tydeligt at en bog har et utal af faddere.

Først er der betalæserne, som man testkører sin tekst på, inden den ryger videre til forlæggeren, der sender den til redaktøren, og derefter til korrekturlæseren. I Kværnens tilfælde var en illustrator involveret fra starten, men selv i ”normale” bøger kommer en illustrator eller grafiker ind over, når omslaget skal laves og bogen sættes op. Efter endelig godkendelse sendes bogen til trykkeren.

Nu har man en bog, men det er jo ikke nok bare at have den. Jeg aktiverer både venner, bekendte og familie, når bøgerne skal pushes. For at spare læseren for porto sender jeg ofte bøger med mine venner til alle landets afkroge. Der er også folk der leverer anmeldereksemplar i en postkasse, fordi de bor i nærheden, og folk der på eget initiativ reklamerer for mine værker på nettet og ansigt til ansigt med en fremmed læser.

Dertil kommer de mennesker, der giver mig et lift til eller fra en messe, lader mig låne et hjørne af deres stand til at sælge bøger fra, og lader mig overnatte og spise med, når jeg rejser landet tyndt. For slet ikke at tale om de hyperaktive – og ofte frivillige – kræfter, der arrangerer messer, festivaler og receptioner, biblioteker der lægger rum til arrangementer, og gamle venner der dukker op for at fylde sæderne.

Jeg er én forfatter, men selve forfatterskabet består af hundreder af mennesker. Det er mit navn, der står på ryggen af bogen, men hvis der var plads til det, burde alle jeres navne stå på den. I det mindste har jeg mulighed for at takke jer alle sammen her: Tusind, tusind tak!

Kværnen skifter adresse

Jeg har været ret tavs på det sidste, men jeg har haft en god grund. Forlaget Kandor, som har stået bag størstedelen af mine novelleudgivelser og begge mine romaner, har nemlig været i yderste livsfare. Stik imod tidsånden har jeg ønsket at vente med at udtale mig, indtil jeg kendte resultatet af krisen.

Resultatet har været ganske positivt! Et andet forlag, DreamLitt, har valgt at opkøbe Kandor og gøre det til et inprint. Oversat til normalt dansk: Kandor bevares som et horror-orienteret forlag, men som en underafdeling af DreamLitt. Nikolaj, der har opbygget Kandor fra bunden, beholder sin redaktørpost.

Dette betyder at jeg i øjeblikket forhandler med DreamLitt om diverse genudgivelser af de værker jeg har udgivet på Kandor. Jeg holder naturligvis bloggen opdateret løbende, hvad det angår. Den største ændring Kandors nærdødsoplevelse har ført med sig, er at min kommende udgivelse, den illustrerede kortroman Kværnen, har fået nyt hjem.

Kværnen blev simpelthen headhunted af forlaget Calibat, et raketforetagende, der er utroligt dygtige til at producere netop illustrerede bøger. Calibat udgiver bøger af skyhøj kvalitet, og jeg er virkelig glad for at Kværnen er blevet samlet op af netop dette forlag!

Traditionen tro er her et billede af kontrakten med en alkoholisk væske i nærheden:

calibat kontrakt med øl

Afsind – den lange rejse hjem

Forside beskåret

Min roman, Afsind, er blevet udstyret med en officiel udgivelsesdato. Det er d. 26. februar, og den kan allerede forudbestilles hos Kandor, hvis man vil være sikker på at have den når dagen oprinder.

Vejen til dette punkt har været lang og dækket af spigre og glasskår. Det er fem år siden jeg skrev den første sætning – en af de få sætninger der faktisk ikke er blevet redigeret overhovedet – og jeg vil forsøge at opridse historien om det jeg troede skulle være min debutroman. Jeg gør det for at vise de unge håb med skrivekløe hvad de kan forvente – ikke fordi jeg synes det er udpræget synd for mig.

Stort set alle de forfattere jeg kender har erfaringer med en branche, hvor dem der leverer råvarerne (forfatterne) ikke tages alvorligt af dem der forædler produktet (forlag, medier, boghandlere, kritikere, etc.). Så sent som i går lagde min kollega, Michael Kamp, en lille guide på sin blog, til hvordan forlag bør behandle os i forbindelse med skrivekonkurrencer. Det er anbefalelsesværdig læsning for alle led i bogbranchen.

I dag supplerer jeg så med fortællingen om et manus jeg længe troede var forbandet. Jeg vil undlade at nævne navne på personer og firmaer, men I kan tage beretningen for gode varer.

Afsind blev skrevet på opfordring fra et forlag der havde udgivet en af mine noveller. De var begejstrede for min skrivestil, fik jeg at vide. De ville gerne se noget længere fra min hånd. Denne besked er der utroligt få forfattere der får, og jeg kastede mig fluks over projektet uden at ane hvad jeg lavede. Jeg havde aldrig skrevet en roman før. Heldigvis havde min uddannelse forberedt mig lidt på arbejdet, men der er intet som at skrive en tekst på 300 sider.

Hvert skridt i tilblivelsen af Afsinds første inkarnation blev således taget i blinde. Jeg skrev mig op i hjørner, som det tog lang tid at komme ud fra igen. Jeg kasserede afsnit, karakterer og plotlinier, som jeg havde givet liv. Tro mig, man kalder det ikke “kill your darlings” for ingenting!

Besværet gjorde at jeg skrev nogle flere noveller ved siden af Projekt Afsind. Afsinds univers og persongalleri er særpræget på sin egen måde, og det hjalp mig rigtig meget at skrive mig ind i nye verdener i ny og næ. Det gav mig et nyt perspektiv og et tiltrængt hvil. Afsind kan kaldes mange ting, men i sin kerne er den psykologisk horror. Når jeg havde brug for en pause skrev jeg fantasy og science fiction.

Forlaget, som jeg ikke havde skyggen af en kontrakt med endnu, kontaktede mig og tilbød at redigere mine noveller – som altså ikke udkom hos dem. Jeg ved ikke om de så det som en investering, at deres kommende forfatter fik solid redaktion til de tekster publikum lærte at kende før romanen kom, men hovedsagen er at det blev tilbudt – det var ikke noget jeg bad om.

Det resulterede dog hurtigt i at der blev lagt hårdt pres på, for at få romanen færdig, hvorefter det var meningen at jeg skulle skrive nogle flere – romaner, altså. Det var smigrende, men ret stressende. Jeg prøvede at forklare forlaget at jeg havde behov for mine novelle-sidespring for at udvikle min stil og min arbejdsrytme. Det var åbenbart lidt for kunsterisk højtragende efter forlæggerens mening, men endnu var vi da på god fod. Jeg har nu en mistanke om at tilbuddet om redaktion, hvor gavmildt det end forekommer, var en måde at øge kontrollen over mig på.

Jeg fik banket Afsind færdig og sendt den til forlaget. Herefter fulgte et par uger i limbo, men så kom den magiske opringning. “Vi vil meget gerne udgive din bog!” lød beskeden. Jeg husker den dag særdeles godt. Jeg var på visit hos mine forældre. Min søn var der. Og min mormor. Jeg hentede champagne og var ikke til at skyde igennem den dag. Så startede en ny og længere ventetid. Kontrakten ankom og blev underskrevet, men forlaget var derudover tavst.

Jeg kan ærlig talt ikke huske hvor længe der gik, men for en ung, uprøvet forfatter, der lige har fået godkendt et bestillingsarbejde, forekom det som absurd lang tid. Jeg stak lidt til redaktøren med jævne mellemrum, men fik altid den samme besked: Den er i køen. Jeg kunne nok have sagt mig selv at en ukendt forfatter ikke kunne forvente at overhale forlagets litterære flagskibe, men dette var min første erfaring med forlagsbranchens tidsopfattelse. Der bliver aldrig sat faste datoer – kun når det gælder indlevering til konkurrencer. Der bliver kun indgået faste aftaler i den ene retning, ikke i den anden.

Fuld af ungdommeligt overmod valgte jeg derfor at sende mit manus til en svensk forlægger. Hun er en privat ven og har et forlag der udgiver fantastisk litteratur. Min tanke – i al mit storhedsvanvid – var at hvis hun kunne lide den, kunne den måske blive oversat og udkomme i broderlandet, når den forelå på dansk. Det var bestemt ikke en overgivelse af rettigheder.

Min forlægger så anderledes på det. Han mente at der var tale om kontraktbrud, da jeg havde skrevet under på at salg af rettigheder til udgivelse i udlandet skulle forhandles af forlaget. Det står ganske rigtigt i kontrakten, men jeg tilbød den ikke til salg. Jeg brugte mine kontakter for at få min bog ud i verden. Forlaget (det danske) har stort set aldrig solgt en bog til udenlandsk publikation, så jeg betragtede faktisk mine handlinger som en hjælp til forlaget. De ville nemlig få del i pengene hvis bogen udkom i Sverige.

Jeg røg ud på røv og albuer, på noget jeg betragter som en teknikalitet. Jeg var lamslået, men jeg var ikke færdig med Afsind. Slet ikke, skulle det vise sig.

Nu startede den tiggergang de fleste førstegangsfødende forfattere udsættes for. Man henvender sig til det ene forlag efter det andet, og modtager mere eller mindre kreative afslag i retur. De fleste forlag insisterer på udskrevne manuskripter og sender dem ikke tilbage igen efter et afslag. For en moppedreng som Afsind betyder det en hamper udgift til udskrivning og porto hver eneste gang. Heldigvis boede jeg i København, hvor de fleste forlag holder til, så jeg kunne vandre rundt, på bedste boheme-vis, og levere manuskriptet personligt. Nogle gange fik jeg lov at hente det igen, så jeg sparede regnskoven og min tegnebog for 220 stykker A4-papir.

Der er skrevet mangt og meget om de såkaldt etablerede forlags syn på horror og andet genrelitteratur. Lad os bare sige at det ikke er nemt at afsætte skidtet, når mavesure redaktører har besluttet at læserne kun må få samlebåndskrimier og chick lit, og at overnaturlige ting kun er noget for børn.

Miraklet skete dog. Mens jeg arbejdede for et forlag – der udgiver krimier og chick lit – smuttede jeg ned til naboforlaget i min forkostpause og præsenterede Afsind. Det var et nystartet, idealistisk foretagende, etableret af folk med erfaring fra den “gamle” forlagsbranche. De ville forny litteraturmarkedet og prøve nye ting af, og havde allerede et par horror-titler i kataloget.

Med nyfunden energi kastede jeg mig nu ud i redigeringen af værket, sammen med en ny og i øvrigt ganske dygtig redaktør. Jeg skulle dog nok være bremset op, for der var en suspekt mangel på kontrakt. Jeg brugte nu nogle måneder på at sende rettelser, beskæringer og udvidelser frem og tilbage. Afsind blev faktisk forædlet af denne proces, og jeg anede et lys for enden af tunnellen. Det blev slukket da forlaget pludselig trak stikket fra den ene dag til den anden. Horror var for svært at sælge, min bog var for voldsom, men i øvrigt var jeg da en fin fyr. Hvis jeg nogensinde skrev noget normalt ville de gerne kigge på det.

Til sidst åd jeg min stolthed i mig og trak vennekortet. Afsind blev indskrevet på et forlag som en ven arbejdede for, hvilket gik hårdt ud over min selvopfattelse. Nepotisme har jeg aldrig været særlig stor fan af – det har været med til at smadre bogbranchen mere end noget andet, tror jeg.

Denne gang blev der – på min insisteren – skrevet en kontrakt. En standard forlagskontrakt, helt efter bogen. Endnu en gang blev Afsind underkastet redaktion. Endnu en gang kunne jeg gå og vente uden en fast dato at forholde mig til. Men forlaget sprøjtede bøger ud. Lækre bøger, der både talte genrelitteratur og standardlitteratur. Så jeg var håbefuld.

Denne gang var det personlige problemer der satte en stopper for Afsinds rejse mod de forjættede butiksreoler. Det er øjensynligt det der sker når man blander venskab og forretning – hvilket er uhyrligt svært at undgå som forfatter, qua førnævnte udbredte nepotisme. Det er en betændt sag, men grundlæggende set mistænkte forlæggeren mig for at have forført hans kone og rev derfor kontrakten i stykker. Jeg havde selvfølgelig en kopi af kontrakten, og jeg fandt ingen klausul om ægteskabelige stridigheder i den. Jeg fandt heller ikke en paragraf der beskyttede min ret til at få bogen udgivet.

Det var en standardkontrakt. Jeg har skrevet under på en række af dem, og de ligner hinanden til forveksling. Og der er intet i dem der beskytter forfatterens ret til udgivelse. Kun forlaget er beskyttet i tilfælde af at forfatteren prøver at stikke af. Naturligvis har jeg ikke lyst til at få min bog ud hos et forlag der kan handle så kolerisk – og som forresten i samme ombæring fyrede en del af mine medforfattere, fordi de ikke var rentable – men det er da sigende at kontrakten kun beskytter den stærkeste af de to parter.

Nu var der meget få steder at gå hen, og jeg fatter ikke at jeg ikke fandt på at sende mit manus til Kandor noget før. Måskeer det fordi Kandor har været den mindste lillebror i den gren af forlagsfamilien der udgiver horror og fantasy. Det har ændret sig markant, og mit eget skifte til Kandor er beskrivende for en hel bevægelse. Kandor råder nu over nogle af de dygtigste horror-hoveder i landet. Når de større, ældre og mere bonerte forlag ikke behandler os ordentligt (og altså ligefrem smider os på gaden), søger vi mod et sted hvor vi ved vores bøger vil have det trygt og rart – også selvom det betyder et mindre marketingsbudget.

Hos Kandor bliver man taget alvorligt, fordi forlæggeren selv er forfatter og fordi virksomheden drives med sjælen, ikke med en regnestok. Selvfølgelig skal udgivelserne gerne give en smule overskud, men det gør de altså nemmere hvis man behandler forfatterne (og læserne) ordentligt. Glade køer giver bedre mælk, og sådan er det. Hos Kandor forventes man ikke at stavnsbinde sig og man har mere kontrol over sin udgivelse, selvom det naturligvis er forlaget der har sidste ord når der skal smides penge efter omslag og trykkvalitet.

IMAG0411

Afsinds afsindige rejse er slut, eller rettere: Den starter endelig om halvanden uges tid! Jeg har modtaget mine frieksemplarer – det fysiske resultat af utallige frustrationer og nederlag, der endelig er vendt. Jeg tabte alle slagene, men jeg vandt krigen. Lad os så komme videre!