Fucking lykkelige tidender

Kandor udskrev en novellekonkurrence i foråret med titlen Monster. Ligesom Vampyr, der gjorde op med glitterdrengene og Varulv, der tog livtag med de dumme bølledyr, er Monster et genreopgør. Monster-konkurrencen udbad sig simpelthen historier, der ikke genbrugte de samme støvede gamle uhyrer – vampyren og varulven, men måske især zombien. Der skulle tænkes nyt, og det gjorde vi så.

Det blev Teddy Vork der vandt konkurrencen, med novellen Tomme kar. Vork, der blandt andet har modtaget prisen for Årets Danske Horrorudgivelse (novellesamlingen Sprækker, 2014), er en af mine egne favoritforfattere, hvad horror angår, så det er bestemt ingen skam at “tabe” til ham!

Min eget bidrag hedder Fucking Lykkelige Slutninger, og får en plads i antologien, sammen med ni andre, forfattet af både kendte ansigter som A. Silvestri, Mikkel Harris Carlsen og Lars Ahn Pedersen, men også af forfattere jeg ikke kender, og det er vildt spændende synes jeg. Der er blevet lidt længere mellem horror-antologierne, og det er vigtigt at holde undergrunden i kog.

Fucking Lykkelige Slutninger er en indadskuende fortælling, hvor jeg leger med monologformen. Til tider glider den over i en slags stream-of-consciousness-historie, som jeg håber I kan lide, for det er virkelig tilfredsstillende at arbejde med. Monsteret vil jeg ikke afsløre, men lad os bare sige at jeg selv har mødt det, ansigt til fjæs …

Læs Kandors opslag om de deltagende forfattere her.

Så hyles der igen :)

Varulv har fået endnu en positiv anmeldelse, denne gang fra Bogblogger.dk’s horror-anmelder, Emil Blichfeldt. Om antologien generelt skriver Blichfeldt:

“I Varulv dykker nogle af Danmarks stærkeste horrorforfattere ned i menneskesindet og udstiller vores mest uhæmmede sider.”

Og en af de historier der fremhæves er såmænd min egen Fri For Synd, der får følgende skudsmål:

“Jeg skal kun fremhæve et par enkelte forfattere her. Martin Schjönning udforsker hvad fem unge mennesker kan finde på, når de er udstyret med en pervers kombination af psykopatiske sind, ubegrænsede ressourser og kedsomhed. Det er mildt sagt en eskalerende voldsspiral, hvor intet mål er for sygt til at opnå seksuel tilfredsstillelse. Meget velskrevet og ubehageligt underholdende.”

Jeg takker og bukker 🙂 Læs hele anmeldelsen her.

Glade ulvehyl

himmellogo Antologien Varulv har været et smut forbi fan-zinet og foreningsbladet Himmelskibet, og det var vist et ganske succesfuldt visit! Anmelderen, Thomas Winther, har i hvert fald primært gode ting at sige om noveller, redigering og hele konceptet – med vanlig sans for grundighed. Hans største anke er manglen på forfatterbiografier og en introduktion. Jeg er personligt meget stor tilhænger af den slags paratekst (få fat i min redaktør-debut, UNDERGANG, hvis du ikke tror mig), og må erklære mig enig i Winthers kritik. Novellerne er naturligvis det absolut vigtigste i en antologi, og hvad angår kritikken af dem, må jeg sjovt nok også erklære mig enig … Lidt selvfed har man da lov at være:

“Martin Schjönnings novelle er den sidste i samlingen, og den er meget anderledes, og her er man virkeligt i tvivl om hvordan historien vil udvikle sig (…) Denne novelle var den perfekte afslutning på samlingen, for når man nu sad og havde læst en del forskellige tilgange til varulven, så kom der alligevel en her som er endnu mere forskelligartet og overraskende. På den måde så rundens bogen af med en af de bedste noveller i samlingen.”

Himmelskibet deler gratis ud af deres anmeldelser, og Winthers behandling af Varulv og min novelle, Fri for synd, kan læses i sin helhed her.