PIX høster hæder

I dag modtog jeg lektør-udtalelsen til antologien PIX hvori man finder min novelle Præludium, og udtalelsen er dæleme næsten lige så positiv, som den der fulgte med Vampyr! Dansk horror er på vej i den helt rigtige retning, og det er fantastisk at være en del af bølgen – læs i øvrigt novellen Bølgen af Henrik Einspor i Velkommen til Dybet! Den er vild!

Om PIX skriver lektøren blandt andet (flere gange!) at det er en “velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker”, hvilket jeg kun kan være enig i! Desuden synes lektøren at man “føler sig draget af det litterære eksperiment og de smertefulde rejser ind i mørket og opløsningen.” Good stuff!

Og så er det svært for mig ikke at nævne hvordan mit navn dukker op blandt eksemplerne på “det imponerende hold af forfattere” der står bag PIX – man vokser en halv centimeter hver gang!

PIX kan købes direkte af forlaget H.Harksen Productions, for kr 199 (link).

PIX er på gaden

Novelle-antologien PIX, fra H. Harksen Productions har været lidt ramt af fødselsbesvær, men er nu udgivet! Det er en flot bog, faktisk to flotte bøger, da den gode Hr. Harksen har valgt at lade den trykke i to varianter med forskellige forsider.

PIX er et slags dogme-projekt fra den danske undergrund af horror- og weird tales-forfattere, hvor alle novellerne er inspireret af mere eller mindre bizarre fotos, som redaktøren hat taget med sit mobilkamera. Det var et krav at historierne var nutidige og gerne urbane. Det kan måske lyde som en spændetrøje, men det var faktisk ret befriende at have retningslinier.

pix_front-cover-udkastfinal4

Udover grusomme og makabre historier af blandt andet A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen, Sandra Schwartz, Michael Kamp, Patrick Leis og mange andre, følger der også en CD med bogen. CD’en indeholder musik, komponeret og spillet af elektro-kult-musikeren Ras Bolding, der har ladet sig inspirere af bogens historier. Der er med andre ord tale om en ret usædvanlig udgivelse, og jeg glæder mig meget til at se hvordan den bliver modtaget!

Mit eget bidrag til antologien hedder Præludium –  en af mine kortere tekster, hvor jeg har lagt særlig vægt på stemningsbeskrivelser og sprogets poesi, og langt mindre vægt på plot end jeg normalt gør.

Læs mere om PIX på forlagets hjemmeside.

Vampyr rost til skyerne

Omslag - Vampyr

Novelle-antologien Vampyr har modtaget en lektørudtalelse fra Dansk Bibliotekscentral. Lektørudtalelser er utroligt vigtige, fordi de er bibliotikarernes primære guide når der skal købes nye bøger. Dette er med andre ord en af de ’anmeldelser’ der rent faktisk kan ses på forlagets bundlinie!

Derfor er det så meget mere fantastisk, at det her er en af de allermest positive udtalelser jeg nogensinde har læst! Jeg må ikke citere mere end 10% af den, på grund af nogle ret bizarre rettighedsregler, og det er godt nok svært at vælge!

Fx anbefaler lektøren, at Vampyr bruges som ’et eksempel på den høje kvalitet i moderne dansk genrelitteratur’, og udtalelsen ender med følgende skudsmål: ’En overrumplende novellesamling, som giver vampyrgenren nyt blod. Bør stå på alle landets folkebiblioteker.’ Intet mindre!

Personligt er jeg dog mest glad for følgende sætning: ’Den danske genrescene er spækket med talent, og nogle af de bedste forfattere er da også med her: Jonas Wilmann, Teddy Vork, Christian Reslow, Martin Schjönning og Amdi Silvestri.’ Jeg er øjensynligt trådt ind i kongefamilien.