Mere anmelderros til Vampyr!

himmellogo

“… En virkelig god samling. Oftest når jeg anmelder antologier, så må jeg skrive noget med at der både er gode og dårlige historier i samlingen, men her er faktisk tale om en samling der holder et højt niveau hele vejen igennem … Generelt kan det siges at mine forbehold for at skulle sidde og læse den ene vampyrhistorie efter den anden blev gjort til skamme.”

Magasinet Himmelskibet er altid udstyret med en fyldig anmeldelses-sektion, og i #36 har Vampyr fået et skudsmål af Thomas Winther, hvor overstående er citeret fra. Det er jo ikke den værste ting at få ind ad brevsprækken! Så hvorfor ikke citere lidt mere:

“Denne samling viser ikke bare at vampyren ikke er svag, men også at det stadig kan lade sig gøre at skrive de spændende og fængende vampyrhistorier. Den viser, ligesom flere andre samlinger der i disse år udkommer med noveller inden for det fantastiske, at der findes rigtig mange dygtige forfattere herhjemme.”

Sådan!

PIX høster hæder

I dag modtog jeg lektør-udtalelsen til antologien PIX hvori man finder min novelle Præludium, og udtalelsen er dæleme næsten lige så positiv, som den der fulgte med Vampyr! Dansk horror er på vej i den helt rigtige retning, og det er fantastisk at være en del af bølgen – læs i øvrigt novellen Bølgen af Henrik Einspor i Velkommen til Dybet! Den er vild!

Om PIX skriver lektøren blandt andet (flere gange!) at det er en “velskrevet, stemningsfuld og uhyggelig udgivelse, der bør stå på alle landets folkebiblioteker”, hvilket jeg kun kan være enig i! Desuden synes lektøren at man “føler sig draget af det litterære eksperiment og de smertefulde rejser ind i mørket og opløsningen.” Good stuff!

Og så er det svært for mig ikke at nævne hvordan mit navn dukker op blandt eksemplerne på “det imponerende hold af forfattere” der står bag PIX – man vokser en halv centimeter hver gang!

PIX kan købes direkte af forlaget H.Harksen Productions, for kr 199 (link).

PIX er på gaden

Novelle-antologien PIX, fra H. Harksen Productions har været lidt ramt af fødselsbesvær, men er nu udgivet! Det er en flot bog, faktisk to flotte bøger, da den gode Hr. Harksen har valgt at lade den trykke i to varianter med forskellige forsider.

PIX er et slags dogme-projekt fra den danske undergrund af horror- og weird tales-forfattere, hvor alle novellerne er inspireret af mere eller mindre bizarre fotos, som redaktøren hat taget med sit mobilkamera. Det var et krav at historierne var nutidige og gerne urbane. Det kan måske lyde som en spændetrøje, men det var faktisk ret befriende at have retningslinier.

pix_front-cover-udkastfinal4

Udover grusomme og makabre historier af blandt andet A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen, Sandra Schwartz, Michael Kamp, Patrick Leis og mange andre, følger der også en CD med bogen. CD’en indeholder musik, komponeret og spillet af elektro-kult-musikeren Ras Bolding, der har ladet sig inspirere af bogens historier. Der er med andre ord tale om en ret usædvanlig udgivelse, og jeg glæder mig meget til at se hvordan den bliver modtaget!

Mit eget bidrag til antologien hedder Præludium –  en af mine kortere tekster, hvor jeg har lagt særlig vægt på stemningsbeskrivelser og sprogets poesi, og langt mindre vægt på plot end jeg normalt gør.

Læs mere om PIX på forlagets hjemmeside.