Kværnen drøner bare derudaf!

Nogle gange er det godt nok svært at overholde janteloven – så det er meget godt, at jeg bare kan beslutte mig for at ignorere den!

Kværnen har nemlig fået endnu mere positiv omtale og opmærksomhed. I torsdags gæstede jeg Aarhus, hvor jeg, sammen med en flok herligt forskellige forfattere og én umådeligt dygtig illustrator, afholdt fælles reception på den ombyggede godsbanegård. Det var et hyggeligt arrangement, hvor vi alle læste højt eller talte om vores værker og forfatterskaber, og hvor nye kontakter opstod.

Mandag morgen deltog jeg i Radio24syv, hvor jeg blev interviewet om mit cast af personer i Kværnen – især den inspiration jeg har fundet i Vollsmose. I kan høre interviewet her – bær over med mine lidt rodede forklaringer, jeg var stået ugudeligt tidligt op den dag!

I løbet af i dag er der indløbet to anmeldelser. Den ene er den supervigtige lektørudtalelse, som bibliotekerne bruger til at beslutte deres indkøb ud fra. Den opsummerer sig selv med ordene: ”En bog der vil appellere til alle zombiefans … Anbefales!”

Endelig har den hyperaktive læser og bibliotekar, Pernille fra bloggen Bare ét kapitel mere, kigget på Kværnen, og hun har vist svært ved at få armene ned. Jeg citerer her det sidste afsnit af hendes anmeldelse:

”Schjönnings sindrige sprog og Tom Kristensens dystre og udtryksfulde illustrationer skaber en gennemført, grusom og medrivende fortælling. Kværnen er et must-read for alle der elsker zombier, et ekspressivt sprog, en fængende historie og en stemningsmættet atmosfære.”

Foråret er sgu lidt ekstra skønt i år!

Advertisements

Morgenfrisk zombiesplat i Radio24syv

Til min egen overraskelse er der kommet endnu et stop på Tour de Kværn – som jeg jo egentlig troede var afsluttet i torsdags, i Århus.

bub.png

Morgenholdet på Radio24syv har åbenbart læst om Kværnen i Vollsmose Avisen, og vil interviewe mig om Kværnens Vollsmose-inspirerede persongalleri, og snakke generelt om horror, zombier og litteratur.

Det bliver nok kun de morgenfriske af jer, der kommer til at høre det live, da jeg rammer æteren et sted mellem 7.30 og 8.30 i morgen tidlig – hvad man dog ikke gør for at få promoveret sit forfatterskab!

24syv er dog flittige til at lægge deres programmer på nettet, så jeg linker til det hurtigst muligt, når jeg i øvrigt er færdig med at drikke gravøl for revolutionen. Hav en glædelig 1. maj, og start den gerne med et skud zombie-vitaminer.