En lille smule overrepræsenteret

Det danske horrormiljø er hyggeligt, men også ret … småt. Longlisten til Årets Danske Horrorudgivelse er blevet offentliggjort, og vi der er medlemmer af Dansk Horror Selskab er i gang med at stemme om, hvilke af dem der skal på Shortlisten. Shortlisten bliver på fem værker, der skal bedømmes af en uafhængig jury.

Listen ser således ud:

Carina Evytt Dæmoner
Henrik S. Harksen (red.) Pix: Nygotiske Skæbner
Nikolaj Højberg (red) Vampyr
Michael Kamp Hospitalet
Tom Kristensen Deadboy
Tom Kristensen/Lars Kramhøft Made Flesh
Patrick Leis Hvisken fra Dybet
Christian Reslow Vrangvendt
Jonas Wilmann Udkantshistorier

Af disse ni, er to af dem (Pix og Dæmoner) allerede gået videre, fordi de fik mange stemmer i den indledende runde.

Jeg er repræsenteret i to af dem med noveller (Pix og Vampyr). To af dem er illustreret af min nuværende samarbejdspartner (Deadboy og Made Flesh), og et af de andre værker har jeg arbejdet redaktionelt med. Med andre ord … Der er fem ud af ni værker jeg gerne ser vinder. Men det er sgu også et ret stærkt felt!

Rotterne revolterer!

Himmelskibet38

Mine Rotter er stukket af fra deres digitale rottehul, og er nu sluppet ud på tryk. For et par uger siden blev jeg kontaktet af Himmelskibets redaktør, der spurgte om han måtte trykke mine Fem små rotte-historier, og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg har selv lige fået bladet ind af døren – Himmelskibet #38 kan købes i løssalg på denne side.

Ok, så får I en zombie-historie

Den har været undervejs i et ordentligt stykke tid, og den er stadig langt fra klar, men nu kunne vi ikke holde på hemmeligheden mere.

Engang satte jeg mig for at skrive en hyggelig lille zombie-historie. Den skulle være en simpel og overskuelig fætter på 20-25 sider, men nogle gange kan man ikke planlægge inspiration. Så den endte omkring de 100 sider, et format der ikke rigtig tiltaler hverken novelle- eller romanfans. Men historien var slut og hvad gør man så?

Jeg valgte at tage kontakt til en illustrator hvis arbejde jeg faldt pladask for, da jeg ‘læste’ hans umådeligt skumle og ordløse version af Lovecrafts The Shadow over Innsmouth (trykt i fan-zinet Nyarlathotep #4). Tom Kristensen ville heldigvis gerne spille med, så nu springer det, der startede som en beskeden novelle, ud som en grusomt illustreret kortroman.

Titlen på denne lystigt udsplattede, men i al beskedenhed også ret vemodige og tankevækkende, fortælling er Kværnen. Den udspiller sig flere år efter udbruddet og behandler emner som religion, kærlighed, selvopofrelse, lydighed og sociale dogmer – foruden en masse ultravold! Der er desuden hentet en sjat inspiration fra diverse diesel punk-værker.

Endnu har Kværnen ikke fundet sig et hjem blandt de danske udgivere, men vi har som sagt heller ikke ligefrem reklameret for den før nu. Her får I en lille godbid (skitse) fra Toms talentfulde hænder. Tom har tidligere illustreret bl.a. Deadboy og Made Flesh.

zombies1