Ved skumringstid kommer forfatterne ud

Efteråret er bogbranchens højsæson. Mørket og kulden kommer væltende, og det gælder om at være velforsynet med tæpper, varm kakao og, naturligvis, læsestof inden vinteren sætter ind. Der bliver udgivet et hav af bøger mellem september og november, og gerne i forbindelse med de messer og festivaler, der ligger tæt i disse tre måneder.

Mit efterår er allerede godt i gang. For en måneds tid siden deltog jeg i den formidable Fantasy Festival i Esbjerg (læs min reportage her), men det er først nu det for alvor går løs!

Allerede i den kommende weekend, d. 20.-21. oktober, kan man møde mig på Herlufsholm Fantasy Bogmesse, primært i rollen som journalist for BogMarkedet, men jeg går ikke ad vejen for at sætte en autograf i en bog, hvis man gerne vil have det. Det er endnu usikkert om jeg er der begge dage, men jeg er der helt sikkert lørdag. Se programmet for messen her.

Ugen efter, lørdag d. 28. oktober, går turen til Aarhus, hvor der er reception for brødrene Garmarks nye horror-roman, Rakelsminde, der har nogle fællestræk med min egen bog Afsind. Jeg har fået æren af at starte denne aften i gysets tegn op, og jeg ved endnu ikke om jeg læser højt eller docerer om genren, bøger eller noget helt fjerde. Udover Garmark-brødrene og undertegnede dukker forfatter og journalist Lars Ahn op, og læser højt fra sin seneste udgivelse Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Ved at købe billet sikrer man sig også et eksemplar af Rakelsminde.

Fredag d. 3. november er jeg igen på Sjælland, nærmere bestemt min fødeegn Slagelse, der åbenbart har oppet sig lidt siden jeg stak af. Arrangementet De Dødes Nat er en all-around horror-fest, hvor lokale butikker, biblioteket, biografen og museer laver skræmmende events. Jeg bliver placeret i en bunker midt i centrum, sammen med nogle andre forfattere, hvor vi læser højt mellem 18 og 22 – nærmere tider og titler kommer senere. Se hele programmet her.

Hvis jeg bliver lukket ud af bunkeren igen, slutter jeg mit litterære efterår på Amager, når hele bogbranchen mødes til BogForum i Bella Center, d. 10.-12. november. Også her deltager jeg som journalist for BogMarkedet. Det bliver spændende at se om arrangementet har forbedret sig siden sidste år.

Herefter får jeg nok brug for en lille pause. Skriveriet går sgu lidt trægt med skriveriet i øjeblikket, og Kværnen var ikke det store hit på bibliotekerne, vi troede den ville være (hvis du endnu ikke ejer den, kan den købes for 149 kroner her). Jeg glæder mig til at komme lidt ud af kontoret og nyde skumringstiden med mine læsere!

Mød mig på Fantasyfestival i Esbjerg

Jeg har haft utroligt travlt på det sidste, og desværre med alt muligt andet end at være forfatter. Som jeg skrev i mit sidste indlæg på nærværende blog, er jeg blevet journalist for branchemagasinet BogMarkedet, og det blandet med mine freelance-jobs som forlagsredaktør, samt et par bestyrelsesposter, har simpelthen bragt mig midlertidigt bort fra skrivekunstens vej.

Det er altså meget begrænset, hvad jeg får skrevet for tiden, og jeg har i min travlhed også helt glemt at gøre reklame for Fantasyfestival 2017 i Esbjerg, der foregår i denne weekend. Jeg er der både i morgen og i overmorgen, vanen tro i adskillige kapaciteter. Denne gang går jeg lidt til hånde hos H. Harksen Productions, bemander forlaget Calibats stand søndag klokken 11-14 (som minimum) og jeg dækker hele arrangementet for BogMarkedet. Jeg er der naturligvis også som forfatter, men ikke på programmet, der er ret strengt fantasy-rettet. Hvis man ønsker at møde mig, få signeret en bog eller bare vinke, kan jeg oftest findes hos Harksen, DreamLitt eller Calibat.

Håber vi ses!