Jeg forsøger at holde tuderiet på et mimimum – især efter min lange, tragikomiske fortælling om Afsinds tornede vej fra idé til udgivelse – men det er virkelig ikke nemt at få anmeldt horror. Generelt har genrelitteratur til voksne en tendens til at blive totalt overset af de gængse medier, ikke kun de nationale bogtillæg, men også lokalaviser og de stuerene litteraturblogs. Derfor er det ekstra vigtigt at der bliver holdt gang i de lyssky afkroge af blog-miljøet, og det var med stor fornøjelse jeg opdagede at Gyseren.dk var genopstået efter en periode i hi.
Gyseren.dk, med bibliotekar Jette Holst ved roret, har anmeldt Afsind, og blev dermed det første organ der gjorde det, endda under en uge efter udgivelsen. Anmeldelsen er ganske varmende læsning, hvis man nu tilfældigvis er horror-forfatter og hedder Martin Schjönning. Holst skriver blandt andet:
“Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind … Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med … Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau … Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!”
Opmærksomme læsere vil bemærke det lille “dog” i sidste sætning. Umiddelbart før er Afsind blevet kritiseret for at “det flotte billedskabende sprog dog også [bliver] romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift.”
Jeg har flere gange hørt lignende fra mine beta-læsere (dem jeg tester mine tekster på, før jeg sender til forlagene), men jeg har næsten altid valgt at ignorere det. For det første er det figurative og miljøbeskrivende sprog det jeg nyder mest at skrive, og for det andet synes jeg selv at spænding og splat suppleres bedst af det totalt modsatte. Jeg giver Holst fuldstændigt ret i at spændingskurven knækker, jeg har nemlig knækket den med vilje. Derfor må dette endelig ikke ses som en kritik af kritikken – anmeldere skal skrive hvad de mener!
Men jeg vil gerne spørge horror-læserne åbent, om der ikke skal være plads til at “fremmane billeder” af smukke ting, at svælge i litterære referencer, og lege med obskure fremmedord i vores litteratur, når det er acceptabelt at gøre det i den “lødige” litteratur, der rent faktisk får spalteplads i Weekend Avisen og Politiken?
schjoenning.com 