BogForum 2017 – en obligatorisk opfølgning på sidste år bandbulle

Endnu en gang har jeg overlevet Bella Centerets catering – denne gang ved at tage en madpakke med hjemmefra alle tre dage, og på den måde spare omtrent 400 kroner. Jeg brugte 350 af de kroner på at købe et fuldkommen vanvittigt værk, fotografen Jan Grarups titaniske billedbog And Then There Was Silence, og den sidste 50’er blev brugt på øl lørdag nat, hvilket stadig virker mere fornuftigt end at holde gang i produktionen af madaffald.

Sidste år gav jeg BogForum et skud for boven, og skød skylden på selve messecenteret. I år er jeg mere positiv, men det er ikke Bella Centerets skyld. Udbuddet af gode events var større og bedre (standholdernes fortjeneste), og det tror jeg smittede af på publikum. Der er dog alligevel en række kritikpunkter, som fortjener gentagelse eller påpegning:

Gedemarkedet. BogForum udvides til stadighed med mærkværdige kræmmere, men i det mindste var det skarpere opdelt end i foregående år.  ikke-litteratære sælgertyper, som NGO’er, optikere (!) og lignende lå generelt for sig selv. Glögg-boden stod desværre lige i indgangen, så ingen ankom til BogForum i år, uden at skulle gennem en miasma af rødvinsprutter.

Den fordømte musik! Der var skruet ned for musikken i år, og det er da dejligt. Men den er der stadig, og det er stadigvæk en virkelig dum idé. Især må jeg sende et ondt øje til Aakjærselskabet og deres forrykte holdning om at det er passende, at medbringe et harmonika-orkester … Igen!

AV-udstyret. Selv de store scener har elendigt gear, men de små scener rundt omkring på standene er det værste. Det er simpelthen ufatteligt at ingen i bogbranchen forstår, at man ikke har brug for en 18-kanalers mixer, som ingen kan hitte ud af, til at håndtere to mikrofoner. Overalt var lyden skrattende, mumlet, hylende og hullet, og det bliver altså pinligt når 2-300 mennesker skal sidde og gætte sig til hvad Jan Guillou siger – han måtte skifte mikrofon ikke mindre end fem gange på fyrre minutter! Jeg ved ikke hvor udstyret kommer fra, men jeg kan se at det er noget bras, for indviklet for brugerne, og jeg ved at hvis lyden var så dårlig til en koncert ville publikum begynde at kaste med ting.

Sluttidspunkter. Med over 1600 programpunkter (hvoraf en enorm stor del dog bare var signeringer, og derfor ikke helt fortjener titlen ”programpunkt” i min optik) ville det nok gøre det trykte program en kende tykkere at trykke sluttidspunkter, men det ville dæleme være smart. Dele af publikum har øjensynligt ikke dannelse nok til at høre noget færdigt, og vader ind og ud mens forfattere og interviewere prøver at råbe over støjen. Med sluttidspunkter kunne man sikre sig lidt bedre mod den slags personager. De supernørdede af os, der stæser fra det ene arrangement til det næste, kunne også drage stor fordel af det.

Men …

BogForum er stadig det eneste sted i Danmark hvor poesioplæsninger om betændte røvhuller, Sigurd Barretts børnebog om Luther, bogreceptioner for avantgarde tegneserier og foredrag om Grønlands forhistoriske fangerkultur kan opleves indenfor få meter og minutter af hinanden. Det er unikt, det er smukt og det er grunden til at jeg slæber mig afsted år efter år. Er du bognørd skal det afprøves, mindst én gang i livet, som den pilgrimsfærd det er. Men smør en madpakke.

Varmblodet kunstner og/eller iskold skribent

Man skal holde tungen lige i munden, når man arbejder i det danske kulturliv. Det er nemlig ikke særlig stort, og hver eneste reception virker lidt som en fætter-kusine-fest. Jeg har fået nyt arbejde, og det har ansporet mig til at skrive lidt om social ret og pligt i bøgernes verden.

Min nye job er som skribent på BogMarkedet. BogMarkedet er en meget gammel publikation, det blev stiftet i 1854, og det fungerer som et samlende fagblad for hele bogbranchen: Forfattere, boghandlere, forlag, trykkerier, biblioteker, anmeldere og så videre. I mange år blev magasinet ejet af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, men efter nogle tumultariske år, med skiftende ejere og to konkurser, er magasinet nu på private hænder. Det udkommer, som så meget andet, ikke længere i fysisk form, men kun på nettet.

BogMarkedets indhold skal være neutralt og aktuelt for alle, der har en tilknytning til bogbranchen. For os, der skriver artiklerne – mit første bidrag blev lagt på i går – sætter det nogle helt særlige krav. Det siger næsten sig selv, at dem, der er bedst egnet til at producere indhold for BogMarkedet, er os der kender bogbranchen, men man kan ikke kende bogbranchen, uden at have skabt sig nogle uvenner her og der, hvilket påvirker ens neutralitet.

Jeg har tidligere påtalt dette fænomen, meget kortfattet i et blogindlæg om Horror-prisen, hvor jeg var direkte eller indirekte involveret i fem ud af ni værker på longlisten. Jeg er forfatter, med romaner og noveller ude på fem forskellige forlag. Jeg har arbejdet som freelance redaktør for ti forlag og vurderet manuskripter for yderligere to. Jeg er medlem af et idealistisk litterært selskab. Jeg har anmeldt litteratur – om end kun det oversatte – for fire vidt forskellige netmedier, og gør det fortsat på Planet Pulp. Mine værker er blevet bedømt af aviser og blogs, der har en aktie i kulturlivet.

Er jeg neutral? Umiddelbart skulle man synes, at det nærmest var umuligt, men efter min bedste overbevisning er det et spørgsmål om noget, man ikke bør tale for højt om som kunstner: Iskold professionalisme. Skribenttjansen på BogMarkedet er et drømmejob, der fortjener at man kan distancere sig fra ens personlige fejder, branchens rygter, de usynlige kliker og gammelt nag. Jeg var faktisk oprigtigt ked af det, da bladet gik ind, og er overmåde begejstret for at være blandt dem, der skal puste nyt liv i det.

Min sociale og professionelle pligt er at hæve mig over det personlige, til tider parkere forfatteren, anmelderen og idealisten Schjönning på et sidespor, og, om man så må sige, føje et nyt hoved til den hydra jeg efterhånden har udviklet mig til at være. Men ingen pligter uden rettigheder. Det er min ret at fortsætte som forfatter, anmelder og idealist. Det er BogMarkedets læseres pligt ikke at blande mine roller sammen, og deres ret at påpege det hvis jeg selv gør det. Kun med en sådan uformel kontrakt kan tingene fungere. Grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg, er for at have noget at vise tilbage til, hvis nogen tager fejl af bylinen på en BogMarkedet-artikel og navnet på en bogryg.

BogMarkedet er i øvrigt altid på udkig efter spændende, aktuelle historier om udviklingen indenfor litteratur, bogsalg, tryk og alskens andre bog-relaterede emner, så hvis en af jer har et godt tip, så kontakt mig på martin@bogmarkedet.dk.

Fuck Bella Centeret – iagttagelser fra BogForum 2016

Min post-bogmesse blues har fortaget sig, og jeg er parat til at gøre status over årets BogForum.

Jeg har deltaget i dette årlige litteratur-orgie on/off de sidste ti år. Mine roller på messen har været meget forskellige, og jeg har således deltaget som journalist, forfatter, udstiller, ekspedient og som helt almindelig civilist – nogle år i to eller tre af disse kapaciteter ad gangen. Det giver mig givetvis en form for ekstra indsigt i hvordan messen har ændret sig, siden jeg startede med at deltage, og især efter den store flytning i 2012, fra Forum i hjertet af hyggelige Frederiksberg, til Bella Centeret på en forblæst græsmark på Amager.

Jeg elsker at være på BogForum, lige meget hvilken rolle jeg udfører. Der skal virkelig meget til at ødelægge mit humør, mens jeg bevidner titusinder af læsere kaste sig grådigt over litteraturen. Igen i år blev der slået publikumsrekord med næsten 35.000 gæster. Jeg har også altid været fortaler af at blande det kommercielle med det obskure, det mainstream med det nørdede, og det nye med det gamle. I modsætning til en række kritikere og litterater, ser jeg det som en sejr for det skrevne ord, som helhed, at der falbydes krimier, science fiction, biografier, kogebøger, boghåndværk, børnefantasy og graphic novels hulter til bulter.

BogForum er et sted hvor alle kommer, og hvor krimifans udsættes for værker de ellers aldrig ville have opdaget. Hvor elitære kræsenpinde ikke kan undgå at lade sig drage, bare en lille smule, af de dyre forsider og letbenede slogans på de store forlags enorme stande. Jeg har forsvaret dette aspekt af BogForum ihærdigt, alene fordi det ligger i messens navn: Det er et forum for bøger! Ikke for en særlig genre – den slags messer har vi heldigvis også, men dette er en fejring af bøger i det hele taget.

Sådan plejede det i hvert fald at være. Trods min ret liberale tilgang til bogmarkedet må jeg erkende, at messen nu har krydset en grænse, hvor selv jeg har svært ved at acceptere udviklingen mod rendyrket konsumerisme. Det pludselige og meget dybe styrt ned i en afgrund, hvor dannelsens lys ikke skinner, er blot endnu et søm i BogForums ligkiste.

Det er uden tvivl flytningen til Bella Center, der bærer den største del af skylden. Det jeg hører rundt omkring er, at priserne for standleje er skruet smertefuldt højt i vejret. Det resulterer i, at de små forlag må deles om meget små stande, hvis de skal gøre sig håb om blot at tjene standen ind. Det er der i øvrigt rigtig mange der ikke gør – de kommer for traditionen eller med et spinkelt håb om at skabe opmærksomhed om deres virksomhed, der kan medføre et drypsalg af bøger på længere sigt.

Foruden priserne på selve standen, skal forlag og andre udstillere nu også konkurrere med selve messecenteret om gæsternes penge. I Forum kunne man let forlade messen og finde en lækker, betalelig frokost på Frederiksberg, og købe en flaskevand og lidt frugt i et supermarked, før man indtog messen på ny. Bella Center lever uhøfligt højt på, at den mulighed ikke forefindes ude i Ydre Udørk. Priserne i de sparsomt bemandede “caféer” er uhyrlige, servicen langt under standard, og der er decideret kamp om de få tilsnaskede borde, hvor man kan indtage sin tørre sandwich og oliede halve kop kaffe, som man sammenlagt lige har betalt små 100 kroner for.

Bella Center flår først udstillerne, og derefter gæsterne, så som så bruger færre penge på det, som det handler om: Bøger. Småligheden fra Bellas side er imponerende. Eksempelvis koster garderoben 30 kroner – per genstand. Har man en taske med bliver det således hurtigt prisen på en halv roman, man mister, bare for at komme af med overtøjet.

Læg dertil at selv Bella Centers enorme post-industrielle korpus, ikke er gearet til 35.000 mennesker. Gæsterne (og vi andre) stod i kø overalt, til toiletter, mad, garderobe og til selve indgangen, hvor selv dem der har forudbestilt billetter kan vente i tyve minutter. Alt virkede underbemandet og det personale der var til stede virkede uprofessionelt – jeg vil sværge på at garderobe-personalet var ansat dagen før jeg ankom!

Jeg vil gerne give hele skylden for dannelsesfaldet og de bistre kunder til messecenteret, men der skal desværre også deles røfler ud til BogForums arrangører.

Der er en rig og skøn tradition for at udstillerne stabler små og store scener op i deres stande, til oplæsninger, interviews og foredrag af de kunstnere, der ikke kan udfylde en af centerets store scener. Grundet Bellas mildt sagt forfærdelige akustik, tager mange et lille PA-anlæg med hjemmefra, og det har hidtil virket nogenlunde. I år fik husholdningsanlæggene dog kamp til stregen.

Ikke alene var der live-musik fra en af de mellemstore scener i den store sal, ofte mens der var kogebogsforfattere på den nærliggende Mad-Scenen, hvor lyden derfor var skruet vildt højt op, der var sågar et harmonika-domineret (!) folkemusikorkester, der jævnligt blæste gæster omkuld midt ude på en af de mest trafikerede passager. Denne passage leder hen til rækken af store scener, der til gengæld er begrædeligt dårligt lydisoleret, hvorfor arrangementerne der druknede i sømandsviser.

Arrangementerne på de store scener er år for år gået fra at være oplysende, debaterende og litterært indgående, til at blive mere intetsigende. Hvor vi før havde diskussioner mellem store tænkere og farverige kunstnere, har vi nu sleske, rygklappende journalister, der tydeligvist er betalt for kun at sige positive ting om de værker og forfattere der er på scenen. Der er gået Oscar-fest i BogForum, og det er faktisk det største problem overhovedet.

Det lyder måske konspiratorisk, men mon ikke de opskruede priser og den medfølgende krig for profit har noget med det at gøre? Forlagene skal kæmpe hårdt for blot at tjene udgiften til deltagelsen hjem, og så går det ikke at litteraturen de lever af bliver kritiseret. I sidste ende bliver dem der gør BogForum til noget særligt skubbet bort. De små forlag, de nystartede, de selvudgivende ildsjæle, foreningerne og idealisterne forsvinder i cirkusmusikken og stanken af fisk fra Mad-Scenen og dunsten af glögg fra standen, der kun sælger én titel, men har slæbt et helt bryggeri med på en bogmesse. Vores bogmesse. Min bogmesse. Den er ved at forsvinde.