Varmblodet kunstner og/eller iskold skribent

Man skal holde tungen lige i munden, når man arbejder i det danske kulturliv. Det er nemlig ikke særlig stort, og hver eneste reception virker lidt som en fætter-kusine-fest. Jeg har fået nyt arbejde, og det har ansporet mig til at skrive lidt om social ret og pligt i bøgernes verden.

Min nye job er som skribent på BogMarkedet. BogMarkedet er en meget gammel publikation, det blev stiftet i 1854, og det fungerer som et samlende fagblad for hele bogbranchen: Forfattere, boghandlere, forlag, trykkerier, biblioteker, anmeldere og så videre. I mange år blev magasinet ejet af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, men efter nogle tumultariske år, med skiftende ejere og to konkurser, er magasinet nu på private hænder. Det udkommer, som så meget andet, ikke længere i fysisk form, men kun på nettet.

BogMarkedets indhold skal være neutralt og aktuelt for alle, der har en tilknytning til bogbranchen. For os, der skriver artiklerne – mit første bidrag blev lagt på i går – sætter det nogle helt særlige krav. Det siger næsten sig selv, at dem, der er bedst egnet til at producere indhold for BogMarkedet, er os der kender bogbranchen, men man kan ikke kende bogbranchen, uden at have skabt sig nogle uvenner her og der, hvilket påvirker ens neutralitet.

Jeg har tidligere påtalt dette fænomen, meget kortfattet i et blogindlæg om Horror-prisen, hvor jeg var direkte eller indirekte involveret i fem ud af ni værker på longlisten. Jeg er forfatter, med romaner og noveller ude på fem forskellige forlag. Jeg har arbejdet som freelance redaktør for ti forlag og vurderet manuskripter for yderligere to. Jeg er medlem af et idealistisk litterært selskab. Jeg har anmeldt litteratur – om end kun det oversatte – for fire vidt forskellige netmedier, og gør det fortsat på Planet Pulp. Mine værker er blevet bedømt af aviser og blogs, der har en aktie i kulturlivet.

Er jeg neutral? Umiddelbart skulle man synes, at det nærmest var umuligt, men efter min bedste overbevisning er det et spørgsmål om noget, man ikke bør tale for højt om som kunstner: Iskold professionalisme. Skribenttjansen på BogMarkedet er et drømmejob, der fortjener at man kan distancere sig fra ens personlige fejder, branchens rygter, de usynlige kliker og gammelt nag. Jeg var faktisk oprigtigt ked af det, da bladet gik ind, og er overmåde begejstret for at være blandt dem, der skal puste nyt liv i det.

Min sociale og professionelle pligt er at hæve mig over det personlige, til tider parkere forfatteren, anmelderen og idealisten Schjönning på et sidespor, og, om man så må sige, føje et nyt hoved til den hydra jeg efterhånden har udviklet mig til at være. Men ingen pligter uden rettigheder. Det er min ret at fortsætte som forfatter, anmelder og idealist. Det er BogMarkedets læseres pligt ikke at blande mine roller sammen, og deres ret at påpege det hvis jeg selv gør det. Kun med en sådan uformel kontrakt kan tingene fungere. Grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg, er for at have noget at vise tilbage til, hvis nogen tager fejl af bylinen på en BogMarkedet-artikel og navnet på en bogryg.

BogMarkedet er i øvrigt altid på udkig efter spændende, aktuelle historier om udviklingen indenfor litteratur, bogsalg, tryk og alskens andre bog-relaterede emner, så hvis en af jer har et godt tip, så kontakt mig på martin@bogmarkedet.dk.

Advertisements

Fuck Bella Centeret – iagttagelser fra BogForum 2016

Min post-bogmesse blues har fortaget sig, og jeg er parat til at gøre status over årets BogForum.

Jeg har deltaget i dette årlige litteratur-orgie on/off de sidste ti år. Mine roller på messen har været meget forskellige, og jeg har således deltaget som journalist, forfatter, udstiller, ekspedient og som helt almindelig civilist – nogle år i to eller tre af disse kapaciteter ad gangen. Det giver mig givetvis en form for ekstra indsigt i hvordan messen har ændret sig, siden jeg startede med at deltage, og især efter den store flytning i 2012, fra Forum i hjertet af hyggelige Frederiksberg, til Bella Centeret på en forblæst græsmark på Amager.

Jeg elsker at være på BogForum, lige meget hvilken rolle jeg udfører. Der skal virkelig meget til at ødelægge mit humør, mens jeg bevidner titusinder af læsere kaste sig grådigt over litteraturen. Igen i år blev der slået publikumsrekord med næsten 35.000 gæster. Jeg har også altid været fortaler af at blande det kommercielle med det obskure, det mainstream med det nørdede, og det nye med det gamle. I modsætning til en række kritikere og litterater, ser jeg det som en sejr for det skrevne ord, som helhed, at der falbydes krimier, science fiction, biografier, kogebøger, boghåndværk, børnefantasy og graphic novels hulter til bulter.

BogForum er et sted hvor alle kommer, og hvor krimifans udsættes for værker de ellers aldrig ville have opdaget. Hvor elitære kræsenpinde ikke kan undgå at lade sig drage, bare en lille smule, af de dyre forsider og letbenede slogans på de store forlags enorme stande. Jeg har forsvaret dette aspekt af BogForum ihærdigt, alene fordi det ligger i messens navn: Det er et forum for bøger! Ikke for en særlig genre – den slags messer har vi heldigvis også, men dette er en fejring af bøger i det hele taget.

Sådan plejede det i hvert fald at være. Trods min ret liberale tilgang til bogmarkedet må jeg erkende, at messen nu har krydset en grænse, hvor selv jeg har svært ved at acceptere udviklingen mod rendyrket konsumerisme. Det pludselige og meget dybe styrt ned i en afgrund, hvor dannelsens lys ikke skinner, er blot endnu et søm i BogForums ligkiste.

Det er uden tvivl flytningen til Bella Center, der bærer den største del af skylden. Det jeg hører rundt omkring er, at priserne for standleje er skruet smertefuldt højt i vejret. Det resulterer i, at de små forlag må deles om meget små stande, hvis de skal gøre sig håb om blot at tjene standen ind. Det er der i øvrigt rigtig mange der ikke gør – de kommer for traditionen eller med et spinkelt håb om at skabe opmærksomhed om deres virksomhed, der kan medføre et drypsalg af bøger på længere sigt.

Foruden priserne på selve standen, skal forlag og andre udstillere nu også konkurrere med selve messecenteret om gæsternes penge. I Forum kunne man let forlade messen og finde en lækker, betalelig frokost på Frederiksberg, og købe en flaskevand og lidt frugt i et supermarked, før man indtog messen på ny. Bella Center lever uhøfligt højt på, at den mulighed ikke forefindes ude i Ydre Udørk. Priserne i de sparsomt bemandede “caféer” er uhyrlige, servicen langt under standard, og der er decideret kamp om de få tilsnaskede borde, hvor man kan indtage sin tørre sandwich og oliede halve kop kaffe, som man sammenlagt lige har betalt små 100 kroner for.

Bella Center flår først udstillerne, og derefter gæsterne, så som så bruger færre penge på det, som det handler om: Bøger. Småligheden fra Bellas side er imponerende. Eksempelvis koster garderoben 30 kroner – per genstand. Har man en taske med bliver det således hurtigt prisen på en halv roman, man mister, bare for at komme af med overtøjet.

Læg dertil at selv Bella Centers enorme post-industrielle korpus, ikke er gearet til 35.000 mennesker. Gæsterne (og vi andre) stod i kø overalt, til toiletter, mad, garderobe og til selve indgangen, hvor selv dem der har forudbestilt billetter kan vente i tyve minutter. Alt virkede underbemandet og det personale der var til stede virkede uprofessionelt – jeg vil sværge på at garderobe-personalet var ansat dagen før jeg ankom!

Jeg vil gerne give hele skylden for dannelsesfaldet og de bistre kunder til messecenteret, men der skal desværre også deles røfler ud til BogForums arrangører.

Der er en rig og skøn tradition for at udstillerne stabler små og store scener op i deres stande, til oplæsninger, interviews og foredrag af de kunstnere, der ikke kan udfylde en af centerets store scener. Grundet Bellas mildt sagt forfærdelige akustik, tager mange et lille PA-anlæg med hjemmefra, og det har hidtil virket nogenlunde. I år fik husholdningsanlæggene dog kamp til stregen.

Ikke alene var der live-musik fra en af de mellemstore scener i den store sal, ofte mens der var kogebogsforfattere på den nærliggende Mad-Scenen, hvor lyden derfor var skruet vildt højt op, der var sågar et harmonika-domineret (!) folkemusikorkester, der jævnligt blæste gæster omkuld midt ude på en af de mest trafikerede passager. Denne passage leder hen til rækken af store scener, der til gengæld er begrædeligt dårligt lydisoleret, hvorfor arrangementerne der druknede i sømandsviser.

Arrangementerne på de store scener er år for år gået fra at være oplysende, debaterende og litterært indgående, til at blive mere intetsigende. Hvor vi før havde diskussioner mellem store tænkere og farverige kunstnere, har vi nu sleske, rygklappende journalister, der tydeligvist er betalt for kun at sige positive ting om de værker og forfattere der er på scenen. Der er gået Oscar-fest i BogForum, og det er faktisk det største problem overhovedet.

Det lyder måske konspiratorisk, men mon ikke de opskruede priser og den medfølgende krig for profit har noget med det at gøre? Forlagene skal kæmpe hårdt for blot at tjene udgiften til deltagelsen hjem, og så går det ikke at litteraturen de lever af bliver kritiseret. I sidste ende bliver dem der gør BogForum til noget særligt skubbet bort. De små forlag, de nystartede, de selvudgivende ildsjæle, foreningerne og idealisterne forsvinder i cirkusmusikken og stanken af fisk fra Mad-Scenen og dunsten af glögg fra standen, der kun sælger én titel, men har slæbt et helt bryggeri med på en bogmesse. Vores bogmesse. Min bogmesse. Den er ved at forsvinde.

Odense Læser har interviewet mig

”Gennem hele mit liv som læser, kritiker, underviser og forfatter er det dog stadig den meget unge Schjönning på lokalbiblioteket, der er hovedpersonen. Rejsen fra den grå hverdag til bøgernes sprudlende, uendelige fabelland er den samme, men ruten er forskellig hver gang. Som forfatter ser jeg mig selv som en guide på denne tur til eventyrland.”

Det har været delt flere steder på Facebook, men jeg har simpelthen glemt at skrive det her. Jeg er blevet interviewet til kampagnen Odense Læser. Kampagnen føres af bibliotekerne i min adopterede hjemby, Odense, og går ud på at vise forskellige folks syn på og forhold til litteratur. Man kan blive klogere på hvad boghandleren, professoren, bibliotekaren og forlæggeren – denne i skikkelse af min gode ven og kollega Henrik Harksen – læser. Logisk nok har de også de også fået fat i en lokal forfatter, og det er altså mig.

Tekst-interviewet følges senere op af et kort podcast, hvor jeg debatterer med en realisme-fan om de fantastiske genrers meritter. Men indtil da kan man altså læse om hvad litteraturen har betydet for mig gennem mit liv, ved at klikke her.

Husk også at give Odense Læser et like på Facebook!

Podcast på den hyggelige måde

Episode 11 – Hyggenørderi

Hvis du har 1½ time til overs – og her i påsken skal man jo bruge lidt tid på at fordøje det kristne budskab og en hel del snaps – kan du lytte til 11. episode af podcastet Hyggenørderi. Hyggenørderi handler om alt mellem himmel og jord og episode 11 handler såmænd om mig, mit gryende forfatterskab, horror-genrens genvordigheder, skriveprocesser, og alt hvad de herlige mennesker bag udsendelsen ellers kunne finde på at spørge mig om. Vi kommer meget vidt omkring og snakker blandt andet om slasher film, dinosaur-erotika og krimimessen. Det er første gang jeg deltager i et så langt interview, og det var virkelig fedt bare at kunne give den gas!

Klik her, for at lytte til Hyggenørderi.

 

Krimien er bare realistisk horror

Tanker fra Krimimessen 2016 og en kærligt ment opsang til de danske horror-fans.

I den just overståede weekend var der for 15. gang Krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens. For jer der aldrig har været der, kan jeg fortælle at det er et større arrangement end man umiddelbart skulle tro. To hele dage med forfatter-interviews, foredrag, oplæsninger, bogsigneringer og børneaktiviteter. Forfattere og eksperter fra hele verden. En håndfuld prisuddelinger – heriblandt horror-prisen. Ikke at forglemme +5000 læsere/potentielle købere, der valfarter til det gamle fængsel fra hele landet.

Messen fokuserer natuligvis på krimier. Dem det hele handler om, de +5000 læsere, er der for at høre om og betale for kriminallitteratur. Krimien er blevet nordens største litterære eksportsucces nogensinde og den befinder sig i dag ganske vel i boghandlernes vinduer, med forsiden udad på bibliotekernes reoler og på store farvestrålende busreklamer.

Sådan har det ikke altid været. Det er ikke mere end 30 år siden at krimier blev betragtet som pulp – et billigt produkt, der for hjernen svarer til junkfood, hvis man forestiller sig at “ægte” litteratur” er en gourmetmiddag. Med meget få undtagelser, som überklassiske værker af Poe, Christie og Doyle, blev krimien regnet som letbenet underholdning. Utroligt mange krimier, fra før den nuværende bølge, er skrevet under pseudonym af forfattere der ikke ville sættes i forbindelse med plebejerisk kultur, men gerne ville tjene penge.

Horror-folket har bidt sig fast i krimimessen. Det gjorde vi allerede samme år som Dansk Horror Selskab blev stiftet. Det er på messen vi uddeler vores pris og vi laver oplæsninger og foredrag ligesom de andre forfattere.

Grunden til at valget faldt på Krimimessen og ikke fx BogForum er, at vi anerkender et vist åndsfællesskab mellem de to genrer. Vi kunne også have valgt Fantasticon eller et lignende arrangement der tilgodeser fans af alle de fantastiske genrer, men selskabets mission har altid været at udbrede horror til alle – ikke kun de i forvejen indviede.

Det har dog vist sig ret vanskeligt at lange os selv over disken til krimimessen. Læserne reagerer på os med alt fra let skjult foragt til småsmilende medlidenhed, vores arrangementer er ikke ligefrem velbesøgte og i år er første gang vi har uddelt horror-prisen, uden at halvdelen af publikum er udvandret midt i takketalen. Vores pris bliver uddelt som den sidste og det har åbenbart været utænkeligt indtil i år, at man kan blive siddende i ti minutter mere for høflighedens skyld.

Jeg kan leve med en del, men uhøflighed og mangel på dannelse generer mig på et grundlæggende plan. Især når de mennesker, der mener at deres krimier er mere værd end vores gys, åbenbart har glemt hvor de kommer fra. Som sagt befandt krimi-genren sig samme sted som horror og sci-fi indtil for relativt nylig. Faktisk så nylig at i hvert fald 90% af de gråkronede medlemmer af Det Danske Kriminalakademi og genrens læsere, burde kunne huske det hvis de koncentrerede sig lidt. Man glemmer hurtigt når man først er kommet til tops.

Ikke alene har krimi-folket glemt deres ophav, de er ofte også blinde overfor hvor mange lighedspunkter der er mellem krimi og horror, og har belejligt glemt at horror var en etableret genre lang tid før krimien kom til. Gyset har rod helt tilbage i mundtlige fortælletraditioner og oldgamle mytologier. Krimien opstod først i 1800-tallet da jura, kriminalpsykologi og efterforskningsvidenskab havde nået et niveau, hvor det gav mening at skrive om det.

Vi skriver, formidler og sælger uhyggelige historier. Det gør krimi-folket også. Vi bruger nøjagtigt de samme litterære virkemidler, de samme fysiske formater og de samme salgsteknikker. Den eneste forskel er rent indholdsmæssigt, hvor krimien udspiller sig i en tilstræbt realistisk udgave af verden og horror som regel inddrager fantastiske elementer, som monstre, andre dimensioner og mystiske evner.

Som et eksempel på hvor mange lighedspunkter der egentlig er, kan man rette et blik mod bagsideteksten på bogen Kød og Blod:

“Dicte Svendsen frygter at miste grebet om virkeligheden. Voldtægten samme sommer har rystet hende. Selv da hun kvitter jobbet på avisen for at blive freelancer i byens kreative miljø, følger dæmonerne med. En ung kvinde findes død i en baggård i Mejlgade, dræbt efter et kendt mønster. Ulven spreder skræk i landdistrikterne; i byen kopierer drabsmanden dens metoder. Dicte må tage kampen op, for den ukendte dræber har en mission. Han tager de svageste i flokken, og mens hun føler sig allermest såbar, er han pludselig tæt på.”

Titlen og bagsideteksten er skinbarlig horror. De dele af teksten jeg har markeret er rendyrkede horror-troper, og kunne rent faktisk have været brugt i en beskrivelse af mine egne værker. Kød og Blod er en krimi af Elsebeth Egholm. Egholms bog blev delt gratis ud på messen, men hun sælger virkelig godt. Sara Blædels kommende bog, Bedemandens Datter, blev markedsført på messen fra en vintage rustvogn! Det gamle fængsel, der blandt spøgelsesjægere er kendt for at være særdeles hjemsøgt, er forsynet med kunstinstallationer, hvor skygger af fortidens forbrydere projiceres på de rå mure – jeg blev personligt vildt forskrækket første gang jeg mødte en af disse mørkemænd i en smal trappeopgang.

Alligevel bliver horror-litteraturen ringeagtet og forbliver usolgt, og det undrer mig meget. Der er ikke mangel på dygtige forfattere eller forlæggere. Vores kunst er nært beslægtet med den mest populære genre på markedet. Vores bøger får rent faktisk ros af anmelderne. Det eneste der ikke virker er læserne. Som min kollega, Amdi Silvestri, sagde da han blev interviewet på messen: Vores fans burde købe flere af vores bøger.

Jeg vil tage et skridt videre. Selvfølgelig skal vores fans (jer der læser dette blogindlæg) købe bøgerne – eller plage jeres lokale biblioteker om at købe materialerne hjem, det virker faktisk. Men I skal mere end det:

I skal promovere vores værker og forfatterskaber. I skal dele vores artikler, vores anmeldelser, de interviews vi deltager i. I skal anbefale vores bøger og forære dem til jeres venner som fødselsdagsgaver.I skal bruge jeres egne netværk og arrangere forfatterbesøg, oplæsninger, læsegrupper og hvem ved, måske en ren horror-messe en dag i fremtiden! I skal skrive om vores bøger på jeres blogs, i jeres studiemagasiner og på de åbne anmelder-sites, hvor læserne har ordet. Hvis I selv er kreative skal I skrive sange, lave kortfilm, skrive rollespilsscenarier baseret på og inspireret af de historier vi skriver. Det er sådan en genre rejser sig fra undergrunden – ikke ved at ti dygtige forfattere skriver gode bøger som ingen køber, men ved at tusind fans insisterer på at gøre genren stor.

Det er selvfølgelig en stor opgave at lægge på læsernes skuldre, men jeg synes godt man kan forvente det – det er nøjagtigt det samme folk gør for deres foretrukne sangere, politikere og fodboldsspillere – forbrugeren er heldigvis stadig den reelle magthaver i kulturlivet.

Jeg vender tilbage til krimimessen næste år og håber meget på at komme i programmet denne gang. Hvis du kan lide mine bøger, vil jeg anbefale dig at dukke op og vifte lidt med horror-genrens sorte fane. Det samme gælder hvis du kan lide bøger af Michael Kamp (der modtog årets horror-pris), Amdi Silvestri, Jonas Wilmann, Vicky Pedersen, Steen Langstrup, Christian Reslow, Mikkel Harris Carlsen, Nikolaj Højberg, Teddy Vork, eller en af de mange andre skumle sataner jeg er stolt af at betragte som kolleger.