Varmblodet kunstner og/eller iskold skribent

Man skal holde tungen lige i munden, når man arbejder i det danske kulturliv. Det er nemlig ikke særlig stort, og hver eneste reception virker lidt som en fætter-kusine-fest. Jeg har fået nyt arbejde, og det har ansporet mig til at skrive lidt om social ret og pligt i bøgernes verden.

Min nye job er som skribent på BogMarkedet. BogMarkedet er en meget gammel publikation, det blev stiftet i 1854, og det fungerer som et samlende fagblad for hele bogbranchen: Forfattere, boghandlere, forlag, trykkerier, biblioteker, anmeldere og så videre. I mange år blev magasinet ejet af Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen, men efter nogle tumultariske år, med skiftende ejere og to konkurser, er magasinet nu på private hænder. Det udkommer, som så meget andet, ikke længere i fysisk form, men kun på nettet.

BogMarkedets indhold skal være neutralt og aktuelt for alle, der har en tilknytning til bogbranchen. For os, der skriver artiklerne – mit første bidrag blev lagt på i går – sætter det nogle helt særlige krav. Det siger næsten sig selv, at dem, der er bedst egnet til at producere indhold for BogMarkedet, er os der kender bogbranchen, men man kan ikke kende bogbranchen, uden at have skabt sig nogle uvenner her og der, hvilket påvirker ens neutralitet.

Jeg har tidligere påtalt dette fænomen, meget kortfattet i et blogindlæg om Horror-prisen, hvor jeg var direkte eller indirekte involveret i fem ud af ni værker på longlisten. Jeg er forfatter, med romaner og noveller ude på fem forskellige forlag. Jeg har arbejdet som freelance redaktør for ti forlag og vurderet manuskripter for yderligere to. Jeg er medlem af et idealistisk litterært selskab. Jeg har anmeldt litteratur – om end kun det oversatte – for fire vidt forskellige netmedier, og gør det fortsat på Planet Pulp. Mine værker er blevet bedømt af aviser og blogs, der har en aktie i kulturlivet.

Er jeg neutral? Umiddelbart skulle man synes, at det nærmest var umuligt, men efter min bedste overbevisning er det et spørgsmål om noget, man ikke bør tale for højt om som kunstner: Iskold professionalisme. Skribenttjansen på BogMarkedet er et drømmejob, der fortjener at man kan distancere sig fra ens personlige fejder, branchens rygter, de usynlige kliker og gammelt nag. Jeg var faktisk oprigtigt ked af det, da bladet gik ind, og er overmåde begejstret for at være blandt dem, der skal puste nyt liv i det.

Min sociale og professionelle pligt er at hæve mig over det personlige, til tider parkere forfatteren, anmelderen og idealisten Schjönning på et sidespor, og, om man så må sige, føje et nyt hoved til den hydra jeg efterhånden har udviklet mig til at være. Men ingen pligter uden rettigheder. Det er min ret at fortsætte som forfatter, anmelder og idealist. Det er BogMarkedets læseres pligt ikke at blande mine roller sammen, og deres ret at påpege det hvis jeg selv gør det. Kun med en sådan uformel kontrakt kan tingene fungere. Grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg, er for at have noget at vise tilbage til, hvis nogen tager fejl af bylinen på en BogMarkedet-artikel og navnet på en bogryg.

BogMarkedet er i øvrigt altid på udkig efter spændende, aktuelle historier om udviklingen indenfor litteratur, bogsalg, tryk og alskens andre bog-relaterede emner, så hvis en af jer har et godt tip, så kontakt mig på martin@bogmarkedet.dk.

Advertisements

100 blogindlæg senere …

For 99 blogindlæg siden skrev jeg en velkomsthilsen. Det var tilbage i 2011, og jeg bød både velkommen til min nyetablerede forfatterblog og Velkommen til Dybet. Sidstnævnte er titlen på den horror-antologi, jeg debuterede i. Dengang tog jeg en bevidst beslutning om at betragte mig selv som forfatter, og håbede at kunne pådutte andre den samme idé.

Dette er mit blogindlæg nummer 100, og jeg synes at det er en glimrende anledning til at se tilbage på tiden der er gået siden den allerførste novelle, de første anmeldelser, den første følelse af at tilhøre en særlig gruppe af kulturudøvere.

Fik jeg påduttet andre ideen om, at jeg faktisk er forfatter? Det tror jeg. Jeg har tre selvstændige værker, en håndfuld anmelderroste noveller og en stak magasin-tekster bag mig – foruden den uundgåelige produktion af skrivebordsskuffeprojekter. Jeg er blevet interviewet og anmeldt i landsdækkende medier, såvel som på undergrundsblogs og i lokalaviser. Jeg har med en vis succes anbragt fænomenet ”Forfatteren Martin Schjönning” i læsernes og kritikernes hoveder, og i vores store fællesbevidsthed – Google.

Undervejs har jeg dog ændret holdning til, hvad det vil sige at være forfatter. Der er ingen fast opskrift på den rolle, kun nogle få hovedingredienser, som man øjensynligt kan kombinere efter forgodtbefindende. Hver eneste kollega jeg taler med, har sin egen fremgangsmåde, sine egne særheder og vaner, og det er i virkeligheden nok det, der gør vores bøger varierede nok til at være interessante. Jeg vil derfor ikke fortælle dig, hvordan du skal være forfatter, men her er lidt tanker om forfatterlivet:

At være forfatter i Danmark, og endda genreforfatter, indbefatter at man er sin egen agent, PR-ansvarlige og primære korrekturlæser, selv hvis man er på et forlag. Der er fem dårlige forlag for hvert godt. Det har taget mange af mine seks år som forfatter, at finde frem til, og få adgang til, de bedste af slagsen.

Jeg kan ikke forestille mig et liv som selvudgiver. Jeg er for glad for kvalitetsstemplet som reelt set er det, et forlagslogo på ryggen af din bog er. Jeg er for perfektionistisk til ikke at værdsætte ekstern redigering og korrektur, og dyrt indkøbte illustrationer, jeg aldrig ville have haft ressourcer til. Dette er ikke en kritik af selvudgiverne, for jeg kender flere gode selvudgivere. Det er et eksempel på hvordan forfatter-opskriften ændrer sig fra kunstner til kunstner.

Netværk er essentielt. Jeg er lykkeligvis begavet med en naturlig trang til at være social, og jeg erkender at det kan være langt sværere for andre at kaste sig i armene på folk. Forfatterkolleger, bibliotekarer, forlæggere, redaktører, bloggere, anmeldere og alskens andet revl og krat mødes til messer og receptioner. Det er disse folk, der bringer dig videre ud til de vigtigste mennesker, læserne – det er i hvert fald min personlige erfaring.

Det er ofte en frustrerende kamp at få sine værker udgivet. Det er en daglig strid at finde tid til at skrive. Inspiration er flygtig og læsernes opmærksomhed deler man med tusind andre. Men det er fantastisk at være forfatter! Det er min endelige konklusion. Jeg laver det jeg allerhelst vil, det jeg er bedst til, og jeg får lejlighedsvist klapsalver for besværet. Økonomisk set er det jeg laver (stadig) meningsløst, men de sidste seks år har lært mig at penge er en meget dårlig målestok for tilfredshed.

Sidder du derude og drømmer en forfatterdrøm, kan jeg kun anbefale at du følger den. Men den gamle floskel om at have ”en forfatter i maven” er en ubrugelig metaforisk størrelse – som jeg i øvrigt har skrevet en novelle om. Det handler om at have et slumrende vilddyr i maven, der kan vækkes og bistå en, når ens forfatterdrømme er truet af realiteterne. Et stædigt bæst, der ikke bakker ned, og som fostres af din lyst til at skrive og skabe. Desuden sidder den indre forfatter i hjertet. Teksten finder du i hjernen. Maven bruges mest til at opbevare spandevis af sort kaffe.

100 blogindlæg på seks år er ikke særlig mange. Jeg besluttede mig, i udgangspunktet, for at jeg kun vil bruge bloggen, når der er noget interessant at skrive om. Efterhånden som mit bagkatalog vokser, bliver der heldigvis flere og flere interessante ting at skrive om, og jeg håber I vil følge med de næste 100 indlæg, og gerne mange flere efter dem!

En forfatter er legio

Mens jeg sidder og venter på anmeldelserne af Kværnen, tænker jeg på opfattelsen af forfatter-begrebet. I de flestes øjne er forfatteren nok stadig den forarmede boheme på loftsværelset, den sære eneboer i skovhytten eller den feterede bestseller i et barokpalæ. Virkeligheden er helt anderledes, for en forfatter er aldrig kun én person.

Jeg er ham der får ideen, planlægger handlingen, definerer sproget og skriver teksten, så på den måde er jeg den færdige bogs primære forælder. Men her, midt i min hidtil mest aktive måned som forfatter, bliver det enormt tydeligt at en bog har et utal af faddere.

Først er der betalæserne, som man testkører sin tekst på, inden den ryger videre til forlæggeren, der sender den til redaktøren, og derefter til korrekturlæseren. I Kværnens tilfælde var en illustrator involveret fra starten, men selv i ”normale” bøger kommer en illustrator eller grafiker ind over, når omslaget skal laves og bogen sættes op. Efter endelig godkendelse sendes bogen til trykkeren.

Nu har man en bog, men det er jo ikke nok bare at have den. Jeg aktiverer både venner, bekendte og familie, når bøgerne skal pushes. For at spare læseren for porto sender jeg ofte bøger med mine venner til alle landets afkroge. Der er også folk der leverer anmeldereksemplar i en postkasse, fordi de bor i nærheden, og folk der på eget initiativ reklamerer for mine værker på nettet og ansigt til ansigt med en fremmed læser.

Dertil kommer de mennesker, der giver mig et lift til eller fra en messe, lader mig låne et hjørne af deres stand til at sælge bøger fra, og lader mig overnatte og spise med, når jeg rejser landet tyndt. For slet ikke at tale om de hyperaktive – og ofte frivillige – kræfter, der arrangerer messer, festivaler og receptioner, biblioteker der lægger rum til arrangementer, og gamle venner der dukker op for at fylde sæderne.

Jeg er én forfatter, men selve forfatterskabet består af hundreder af mennesker. Det er mit navn, der står på ryggen af bogen, men hvis der var plads til det, burde alle jeres navne stå på den. I det mindste har jeg mulighed for at takke jer alle sammen her: Tusind, tusind tak!