Rebecca – den ridsede linse

Hovedpersonen i Kværnen hedder Rebecca, og hun er den tredje og sidste af de personer jeg vil præsentere, inden Kværnen kommer rullende til marts.

Jeg har en tendens til at forfalde til traditionelle kønsmønstre når jeg skriver. Rebecca er en slags damsel-in-distress, men af den slags som har mere tilfælles med Imperator Furiosa fra Mad Max: Fury Road end med eventyrprisnesserne. Jeg skrev Kværnen længe før filmen kom ud, men man kan betragte Rebecca som en slags præ-Furiosa. I udgangspunktet er hun desperat, ulykkelig og mareredet, tvunget af overlevelsesdriften til at bebo en verden fuld af død og ulykker. Spørgsmålet er om hun kan hærdes tilstrækkeligt til at leve videre?

rebecca

På mange måde er Rebecca bindeleddet mellem humanismen fra før Genopstandelsen og kynismen der hersker efter apokalypsen. Hun er den menneskelige linse I, som læsere, betragter min verden igennem, og netop den slags linser har det med at være ridsede og fordreje det man ser.

Gizela, min Gizela!

De fleste forfattere har prøvet, at en karakter pludselig får sit eget liv. I Gizelas tilfælde blev jeg ikke engang opmærksom på det, før Tom Kristensen tegnede hende. 

Der er mange navngivne karakterer med i min kommende illustrerede fortælling, Kværnen. Som opvarmning til udgivelsen præsenterer jeg nogle af dem, så I ved hvad der er i vente.

giz kriger-p1b6eao2tgcld17fp1n9p1qcg1skr.jpg

Gizela er en af bipersonerne i Kværnen. Jeg betragtede hende lidt som en run-of-the-mill baggrundseffekt, der kunne understrege de sider som hovedpersonen, Rebecca, ikke besidder – egenskaber der er vigtige for at overleve i den onde, onde verden jeg har opført omkring dem.

Giz, som hun er kendt blandt venner, mistede ikke synderligt meget under Genopstandelsen, for hun havde ikke rigtigt noget til at begynde med. Dem der kender hende og tør være ærlige nok vil nok påstå, at hun passer langt bedre ind i den grusomme tid hun lever i, end i den norm-prægede epoke hun blev født. Denne sandhed har det med at gøre folk lidt utrygge i hendes selskab.

Det var Toms tegninger, der fik mig til at overveje alle disse ting. Som ren tekst var der ikke meget kød på Giz, men da hun sprang ud som illustration skete der noget forunderligt med hende. Faktisk er hun endt med at være en af mine yndlingskarakterer i Kværnen. Hun er farlig, ustyrlig, et bevæbnet barn uden opsyn. Men samtidig er hun sårbar, kuet og frem for alt: levende!

Jeg glæder mig så meget til I skal møde hende.

Sig goddag til Bellum Bellus

Min ven Liselle, der er bygget af ren kreativ overlegenhed, driver en lille Etzy-shop. Her sælger hun hjemmelavede kult-objekter til diverse fantastiske nørd-kulturer, fx inspireret af tv-serien Doctor Who og rollespils-universet Warhammer. Hendes Harry Potter-relaterede produkter er de mest populære, og jeg har nu fået æren af at være med i et af dem.

Image

Kendere af Harry Potter-verdenen ved at der følger samlekort med berømte troldmænd og hekse med, når man køber magiske chokoladefrøer. Jeg er simpelthen blevet en del af samlingen! Med mit forfatterportræt på den ene side af korten, under pseudonymet Bellum Bellus, og en kort biografi på den anden side. Bellum Bellus blev født i 1934 og er berømt for at have opfundet en række stavekontrol-fortryllelser. En af disse gav desværre gebommerligt bagslag, og udslettede store dele af Bellums sproglige begavelse. Det lille uheld forhindrede ham dog ikke i at modtage flere litterære priser blandt mugglerne, for sin innovative moderne poesi.

Det her er nok den sejeste form for reklame jeg nogen sinde har fået! Tjek Liselles fine butik ud her.