Overvældende reaktioner på Kværnen

Kværnen er en gigantisk maskine, og når først sådan en er startet, er det svært at stoppe den igen. I morgen tager jeg til Maraton Reception med seks andre forfattere i Aarhus, arrangeret af min herlige kollega Brian P. Ørnbøl. Dette er indtil videre sidste stop på Kværnens forårstur, men jeg udelukker ikke, at ruten bliver forlænget – om ikke andet kommer der en anden etape til efteråret, når der igen er bogmesser.

Kværnen blev taget vel imod på Odense Zombie Festival, Krimimessen Horsens og til Star Wars og Science Fiction Messen i Randers, og anmelderne har indtil videre også været udelt begejstrede.

Den største triumf for Kværnen – og givetvis mit forfatterskab hidtil – er de fem hjerter Politikens anmelder, Steffen Larsen, strøede ud over den, sammen med lovprisningen: ”Horror når det er bedst!” Han mener at jeg har begået en ”Næsten perfekt rædselsfuld horrorroman”. Det kræver desværre abonnement at læse anmeldelsen på nettet.

Gyseren.dk roser Jette Holst illustrationerne og deres skaber, Tom Kristensen. ”Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.” Om mit sprog – noget hun kritiserede i sin anmeldelse af Afsind – skriver hun: ”Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r…”

Bogvægtens anmelder, Birte Strandby, er ligeledes glad for både tekst, illustrationer og den højere enhed de danner tilsammen, og tildeler Tom og mig 4 ud af 5 stjerner og følgende salut:

”Skønt teksten glimrende formidler de store gys, lykkes det alligevel de tegnede illustrationer at forstærke angst, gru og skræk, ligesom det spirende vanvid hos vores hovedpersoner formidles tydeligt; og ensomheden ved det afsjælede legeme med skiltet ‘Verräter’ plantes effektivt i læserens forsvarsløse hjerne.”

Vollsmose Avisen begejstres over mit persongalleri, der er noget mere farvestrålende end man normalt ville forvente af en zombie-bog, der udspiller sig i Europa. Avisen interviewede mig om hvorfor jeg har sammensat karaktererne på den måde, og jeg er glad for at nogen har tænkt over, at jeg gjorde det med vilje. Læs mine svar her.

Jeg afventer stadig nogle anmeldelser, og noget tyder på, at jeg ikke er færdig med at tale om Kværnen endnu – Jette Holst sluttede sin anmeldelse med ordene ”Jeg vil have et bind to,” hvilket vel er den største ros en forfatter kan få. Jeg har næsten besluttet mig for at give Jette hvad hun beder om …

 

Odense Zombie Festival Trailer

Odense er en undervurderet by, rent kulturelt. Min elskede adopterede hjemby byder på et utal af kulturfestivaler, for så forskellige ting som folkemusik, blomster, Harry Potter-universet, skaldyr, hvedeøl og poesi. Dertil kommer de mindre specifikke arrangementer, som Tinderbox, Havnekulturfestivalen og Odense Filmfestival. Jeg er naturligvis mest begejstret for at vi har en Zombie Festival! Min næste bog, Kværnen, udkommer netop i løbet af Zombie Festivalen, og en håndfuld af mine rollespilsvenner hjalp mig – og en flok entusiastiske bibliotekarer – med at lave en sjov lille trailer til eventet. Det er ikke ligefrem stor filmkunst, men det er no-budget, gør-det-selv-arbejde, skabt med kærlighed til zombie-genren, og den understreger hvad det er der driver Odense og kulturen generelt: Frivillige, kreative, vidunderligt sære mennesker.

Jeg håber på at se en masse af jer til reception for Kværnen på Odense Musikbibliotek, d. 24. marts, klokken 16.

Odense Læser har interviewet mig

”Gennem hele mit liv som læser, kritiker, underviser og forfatter er det dog stadig den meget unge Schjönning på lokalbiblioteket, der er hovedpersonen. Rejsen fra den grå hverdag til bøgernes sprudlende, uendelige fabelland er den samme, men ruten er forskellig hver gang. Som forfatter ser jeg mig selv som en guide på denne tur til eventyrland.”

Det har været delt flere steder på Facebook, men jeg har simpelthen glemt at skrive det her. Jeg er blevet interviewet til kampagnen Odense Læser. Kampagnen føres af bibliotekerne i min adopterede hjemby, Odense, og går ud på at vise forskellige folks syn på og forhold til litteratur. Man kan blive klogere på hvad boghandleren, professoren, bibliotekaren og forlæggeren – denne i skikkelse af min gode ven og kollega Henrik Harksen – læser. Logisk nok har de også de også fået fat i en lokal forfatter, og det er altså mig.

Tekst-interviewet følges senere op af et kort podcast, hvor jeg debatterer med en realisme-fan om de fantastiske genrers meritter. Men indtil da kan man altså læse om hvad litteraturen har betydet for mig gennem mit liv, ved at klikke her.

Husk også at give Odense Læser et like på Facebook!