100 blogindlæg senere …

For 99 blogindlæg siden skrev jeg en velkomsthilsen. Det var tilbage i 2011, og jeg bød både velkommen til min nyetablerede forfatterblog og Velkommen til Dybet. Sidstnævnte er titlen på den horror-antologi, jeg debuterede i. Dengang tog jeg en bevidst beslutning om at betragte mig selv som forfatter, og håbede at kunne pådutte andre den samme idé.

Dette er mit blogindlæg nummer 100, og jeg synes at det er en glimrende anledning til at se tilbage på tiden der er gået siden den allerførste novelle, de første anmeldelser, den første følelse af at tilhøre en særlig gruppe af kulturudøvere.

Fik jeg påduttet andre ideen om, at jeg faktisk er forfatter? Det tror jeg. Jeg har tre selvstændige værker, en håndfuld anmelderroste noveller og en stak magasin-tekster bag mig – foruden den uundgåelige produktion af skrivebordsskuffeprojekter. Jeg er blevet interviewet og anmeldt i landsdækkende medier, såvel som på undergrundsblogs og i lokalaviser. Jeg har med en vis succes anbragt fænomenet ”Forfatteren Martin Schjönning” i læsernes og kritikernes hoveder, og i vores store fællesbevidsthed – Google.

Undervejs har jeg dog ændret holdning til, hvad det vil sige at være forfatter. Der er ingen fast opskrift på den rolle, kun nogle få hovedingredienser, som man øjensynligt kan kombinere efter forgodtbefindende. Hver eneste kollega jeg taler med, har sin egen fremgangsmåde, sine egne særheder og vaner, og det er i virkeligheden nok det, der gør vores bøger varierede nok til at være interessante. Jeg vil derfor ikke fortælle dig, hvordan du skal være forfatter, men her er lidt tanker om forfatterlivet:

At være forfatter i Danmark, og endda genreforfatter, indbefatter at man er sin egen agent, PR-ansvarlige og primære korrekturlæser, selv hvis man er på et forlag. Der er fem dårlige forlag for hvert godt. Det har taget mange af mine seks år som forfatter, at finde frem til, og få adgang til, de bedste af slagsen.

Jeg kan ikke forestille mig et liv som selvudgiver. Jeg er for glad for kvalitetsstemplet som reelt set er det, et forlagslogo på ryggen af din bog er. Jeg er for perfektionistisk til ikke at værdsætte ekstern redigering og korrektur, og dyrt indkøbte illustrationer, jeg aldrig ville have haft ressourcer til. Dette er ikke en kritik af selvudgiverne, for jeg kender flere gode selvudgivere. Det er et eksempel på hvordan forfatter-opskriften ændrer sig fra kunstner til kunstner.

Netværk er essentielt. Jeg er lykkeligvis begavet med en naturlig trang til at være social, og jeg erkender at det kan være langt sværere for andre at kaste sig i armene på folk. Forfatterkolleger, bibliotekarer, forlæggere, redaktører, bloggere, anmeldere og alskens andet revl og krat mødes til messer og receptioner. Det er disse folk, der bringer dig videre ud til de vigtigste mennesker, læserne – det er i hvert fald min personlige erfaring.

Det er ofte en frustrerende kamp at få sine værker udgivet. Det er en daglig strid at finde tid til at skrive. Inspiration er flygtig og læsernes opmærksomhed deler man med tusind andre. Men det er fantastisk at være forfatter! Det er min endelige konklusion. Jeg laver det jeg allerhelst vil, det jeg er bedst til, og jeg får lejlighedsvist klapsalver for besværet. Økonomisk set er det jeg laver (stadig) meningsløst, men de sidste seks år har lært mig at penge er en meget dårlig målestok for tilfredshed.

Sidder du derude og drømmer en forfatterdrøm, kan jeg kun anbefale at du følger den. Men den gamle floskel om at have ”en forfatter i maven” er en ubrugelig metaforisk størrelse – som jeg i øvrigt har skrevet en novelle om. Det handler om at have et slumrende vilddyr i maven, der kan vækkes og bistå en, når ens forfatterdrømme er truet af realiteterne. Et stædigt bæst, der ikke bakker ned, og som fostres af din lyst til at skrive og skabe. Desuden sidder den indre forfatter i hjertet. Teksten finder du i hjernen. Maven bruges mest til at opbevare spandevis af sort kaffe.

100 blogindlæg på seks år er ikke særlig mange. Jeg besluttede mig, i udgangspunktet, for at jeg kun vil bruge bloggen, når der er noget interessant at skrive om. Efterhånden som mit bagkatalog vokser, bliver der heldigvis flere og flere interessante ting at skrive om, og jeg håber I vil følge med de næste 100 indlæg, og gerne mange flere efter dem!

Morgenfrisk zombiesplat i Radio24syv

Til min egen overraskelse er der kommet endnu et stop på Tour de Kværn – som jeg jo egentlig troede var afsluttet i torsdags, i Århus.

bub.png

Morgenholdet på Radio24syv har åbenbart læst om Kværnen i Vollsmose Avisen, og vil interviewe mig om Kværnens Vollsmose-inspirerede persongalleri, og snakke generelt om horror, zombier og litteratur.

Det bliver nok kun de morgenfriske af jer, der kommer til at høre det live, da jeg rammer æteren et sted mellem 7.30 og 8.30 i morgen tidlig – hvad man dog ikke gør for at få promoveret sit forfatterskab!

24syv er dog flittige til at lægge deres programmer på nettet, så jeg linker til det hurtigst muligt, når jeg i øvrigt er færdig med at drikke gravøl for revolutionen. Hav en glædelig 1. maj, og start den gerne med et skud zombie-vitaminer.

Overvældende reaktioner på Kværnen

Kværnen er en gigantisk maskine, og når først sådan en er startet, er det svært at stoppe den igen. I morgen tager jeg til Maraton Reception med seks andre forfattere i Aarhus, arrangeret af min herlige kollega Brian P. Ørnbøl. Dette er indtil videre sidste stop på Kværnens forårstur, men jeg udelukker ikke, at ruten bliver forlænget – om ikke andet kommer der en anden etape til efteråret, når der igen er bogmesser.

Kværnen blev taget vel imod på Odense Zombie Festival, Krimimessen Horsens og til Star Wars og Science Fiction Messen i Randers, og anmelderne har indtil videre også været udelt begejstrede.

Den største triumf for Kværnen – og givetvis mit forfatterskab hidtil – er de fem hjerter Politikens anmelder, Steffen Larsen, strøede ud over den, sammen med lovprisningen: ”Horror når det er bedst!” Han mener at jeg har begået en ”Næsten perfekt rædselsfuld horrorroman”. Det kræver desværre abonnement at læse anmeldelsen på nettet.

Gyseren.dk roser Jette Holst illustrationerne og deres skaber, Tom Kristensen. ”Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.” Om mit sprog – noget hun kritiserede i sin anmeldelse af Afsind – skriver hun: ”Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r…”

Bogvægtens anmelder, Birte Strandby, er ligeledes glad for både tekst, illustrationer og den højere enhed de danner tilsammen, og tildeler Tom og mig 4 ud af 5 stjerner og følgende salut:

”Skønt teksten glimrende formidler de store gys, lykkes det alligevel de tegnede illustrationer at forstærke angst, gru og skræk, ligesom det spirende vanvid hos vores hovedpersoner formidles tydeligt; og ensomheden ved det afsjælede legeme med skiltet ‘Verräter’ plantes effektivt i læserens forsvarsløse hjerne.”

Vollsmose Avisen begejstres over mit persongalleri, der er noget mere farvestrålende end man normalt ville forvente af en zombie-bog, der udspiller sig i Europa. Avisen interviewede mig om hvorfor jeg har sammensat karaktererne på den måde, og jeg er glad for at nogen har tænkt over, at jeg gjorde det med vilje. Læs mine svar her.

Jeg afventer stadig nogle anmeldelser, og noget tyder på, at jeg ikke er færdig med at tale om Kværnen endnu – Jette Holst sluttede sin anmeldelse med ordene ”Jeg vil have et bind to,” hvilket vel er den største ros en forfatter kan få. Jeg har næsten besluttet mig for at give Jette hvad hun beder om …